Astrid Gerd Holtet
Sommerhalvåret i Danmark er fyldt med flåter. Hunde, der bevæger sig i naturområder med meget højt græs og meget vildt, er i særlig risiko for at komme i kontakt med flåter. Desværre er flåter bærer af flere alvorlige sygdomme, og derfor er det en god idé at fjerne dem hurtigst muligt, hvis de bider sig fast. Fjernes flåten ikke rigtig, kan kæbepartiet blive siddende i huden, og det kan give ubehag og irritation.
5 gode råd, når du skal fjerne en flåt
1. Hunden skal være rolig
Det er vigtigt, at hunden sidder roligt, når du skal fjerne flåten. Pludselige og uforudsete bevægelser, kan gøre det svært at få fat i flåten, eller få flåten til at gå i stykker under fjernelsen, så kæberne bliver siddende i hunden. Få eventuelt en hjælper til at holde hunden.
2. Grib fat under flåtens krop
Grib ikke fat i flåtens bagkrop, men grib i stedet under kroppen tæt ved hunden. Brug gerne neglene til at få fat under bagkroppen. På den måde er der større sandsynlighed for at flåten ikke går i stykker ved fjernelsen. Der findes en række flåttænger, der hjælper til fjernelsen af flåter.
3. Fjern flåten i en lang, sej og glidende bevægelse
Når du trækker i flåten, skal det helst var en fast, men rolig og glidende bevægelse. Pludselige og for hårde ryg, kan få flåten til at gå i stykker.
4. Følg ikke gamle husråd
Der findes en lang række gamle husråd, som ikke giver en effektiv fjernelse. Undlad eksempelvis at smøre flåten med smør eller brænde bagkroppen med en cigaret.
5. Hold øje med området
Når flåten er fjernet, bør du holdet øje med hunden og området, hvor flåten blev fjernet fra. Da flåten kan overføre sygdomme, bør du i tiden efter din hund har haft en flåt, holde øje med hvorvidt den viser tegn på sygdom, som fx høj feber eller nedsat aktivitet.
Der findes også en lang række præparater, der forhindrer flåterne i at bide sig fast, eller dræber dem, så snart de sætter sig. Disse kan bruges til at forebygge problemer med flåter.