Astrid Gerd Holtet
Øjne der løber, er et meget almindelig problem hos hunde, især hos visse racer. Det er ikke altid at man kan se selve tåreflådet hos hundene – nogle gange kan man kun se at hårene under øjet bliver misfarvet af tårevæsken og klistrer lidt sammen. Især på lyse hunde ses den rødbrune misfarvning tydeligt i pelsen. Rindende øjne kan være et symptom på mange forskellige problemer forbundet til hundens øje.
Hvis din hunds øjne løber, kan det skyldes:
1) Problemer med tårekirtlen
Hvis der er en infektion i tårekirtlen eller hvis sammensætningen af tårevæsken ikke er optimal, kan det få øjnene til at løbe. Tårevæsken skal have den rette sammensætning. Har den ikke det, kan den blive for tynd, og dens evne til at forblive i øjet kan blive dårlig.
2) Smerte, irritation eller infektion i øjet
Skader eller betændelse i øjet vil give en øget produktion af tårevæske og dermed vil øjet begynde at ’løbe’. Skader, irritation og betændelse i øjet kan eksempelvis komme som følge af, at noget ude fra ridser øjet, at der er fejlplacerede øjenhår, der irriterer eller ridser øjet, eller at øjenlågene ikke sidder rigtigt, og dermed ikke kan beskytte øjet med skidt og støv.
3) Problemer med tårekanalen
Nogle hunde fødes med en manglende udvikling af tårekanalsåbningen. Det ses især hos blandt andre Cocker Spaniel, imens de kortsnudede racer, kan have en trang og snoet tårekanal, som giver et dårlig afløb. Betændelse i øjet kan få tårekanalen til at stoppe til ved at slimhinden hæver op, og ved at puds sætter sig fast deri. Derudover kan skader i øjenområdet ødelægge tårekanalen.
Hvad kan man gøre?
Hvordan de rindende øjne behandles afhænger af årsagen. Har din hund problemer med at dens øjne løber i vand, vil det altid kræve en grundig øjenundersøgelse, for at finde ud af hvor problemet ligger. Nogle tilstande kan behandles med medicin og andre ved en operation, mens andre, som for smalle tårekanaler, ikke kan afhjælpes. Hos disse hunde, er det vigtigt at området omkring øjet jævnet renses, da huden under den fugtige pelse ofte ellers bliver irriteret og øm.
/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge