Østjyllands Politi beslaglægger hund i Brabrand

09-10-2019 16:31

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Ejeren har ti dage til at bevise, at hunden er lovlig

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tirsdag aften beslaglagde Østjyllands Politi en hund på en adresse i Brabrand. Politiet havde fået et tip om, at der skulle opholde sig en hund af ulovlig race på adressen, og da betjentene kom frem til adressen, vurderede de, at hunden med stor sandsynlighed var ulovlig. 

— Hvis politiet har mistanke til, at en hund er ulovlig, så bliver den beslaglagt og undersøgt nærmere. Politiet har medarbejdere med særligt kendskab til hunde, og de kan også få hjælp til vurderingen af en dyrlæge, fortæller kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen. 

Hunden blev beslaglagt og taget i bevaring, og en dyrlæge skal nu vurdere, hvilken race hunden tilhører. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

— Hvis det bliver vurderet, at hunden er ulovlig, får ejeren 10 dage til at modbevise det. Hvis det ikke sker, vil hunden som udgangspunkt blive aflivet, lyder det fra Jakob Christiansen og fortsætter: 

— Hvis ejeren ønsker det, er der også mulighed for at foretage en dna-prøve. Og generelt er det sådan, at hvis politiet er i tvivl om, hvorvidt hunden er ulovlig, kommer tvivlen oftest ejeren til gode, og den vil så efterfølgende blive leveret tilbage.

Hunden opholder sig pt på et internat. 

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout