Kærlighedshormon fremmer relationen mellem hund og ejer

27-02-2021 14:36

Astrid Gerd Holtet

Hormonet oxytocin kaldes også for kærlighedshormonet fordi det fremmer tilknytningen mellem eksempelvis mor og barn – og måske påvirker det også relationen mellem hund og ejer    

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Oxytocin er et hormon der findes både hos mennesker og hunde. Det dannes og lagres i hjernen, og udskilles derfra til blodbanen. Udskillelsen sker efter kun ganske kort tids fysisk kontakt med andre, og derfor kaldes det ofte også kærlighedshormonet. Hormonet har mange funktioner, men er blandt andet med til at fremme tilknytning mellem mor og afkom, samt tilliden mellem individer generelt.

Efterhånden har man en ganske god forståelse for hvordan oxytocin påvirker relationerne inden for én art – altså mellem to mennesker, eller mellem tæven og hendes hvalpe – men meget tyder på at hormonet også har betydning for relationen mellem hund og menneske.

Øjenkontakt kan udløse oxytocin

Forskning har blandt andet vist, at når hund og ejer interagerer med hinanden, udløser det en målbar stigning af hormonet hos begge parter. Det vil altså sige, at hormonet muligvis er med til at knytte dette særlig bånd, som hundeejere oplever at de har med deres hund. Ligeledes vil hunde søge øjenkontakt med deres ejer i højere grad, hvis de gives en dosis oxytocin lige inden – hvilket formentlig betyder, at hormonet fremmer hundens lyst til kontakt med mennesker.

Lignende studier er lavet på ulve -  og her fik man ikke de samme resultater, hvilke peger på, at denne emotionelle tilknytning på tværs af arter, er særlig for hunden og menneskets relation.  

Oxytocin afhjælper stress

Nyheden fortsætter efter annoncen

Oxytocin er også kendt for sin anti-stress effekt. Tæt kontakt med mennesker man kender godt i en periode med stress, vil for de fleste opleves som afstressende – formentlig blandt andet på grund af den deraf følgende oxytocinudskillelse. Flere studier viser også en tydelig afstressende effekt af kontakt med hunde – måske igen som følge af forelskelseshormonet. En effekt som man drager nytter af hos terapihunde, der hjælper med alt fra eksamensstress og læsevanskeligheder, til problemer med depression og post-traumatisk stress.

Hvorfor er noget særligt?

Hunden har i flere tusind år haft en særlig plads hos mennesker – vi knytter bånd til dem og lever i tæt kontakt med dem, på en måde som vi ikke ser hos andre arter. De fleste hundeejere har en stærk emotionel relation til deres firbenede familiemedlemmer – og måske, takket være oxytocin – kan disse følelser også genfindes hos hunden.

 

KILDER: 

Petersson et al. Oxytocin and Cortisol Levels in Dog Owners and Their Dogs Are Associated with Behavioral Patterns: An Exploratory Study. Front Psychol. 2017; 8: 1796.

Nagasawa et al. Oxytocin-gaze positive loop and the coevolution of human-dog bonds. Science  17 Apr 2015; 348; 6232

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout