Den dansk/svenske gårdhund er en af Danmarks seks nationalracer. Ved at arbejde aktivt med indmønstring af hunde uden stambog sikrer man, at racen holdes sund. Foto: Helene Riisgaard Pedersen

I 1986 fandtes der ingen dansk/svensk gårdhund med stambog. Både i Danmark og Sverige begyndte man derfor at indmønstre, altså tilføre, hunde, hvis baggrund man vidste meget lidt om. Disse hunde blev parret på kryds og tværs med det formål at bygge racen op. Det resulterede i et bredt spektrum af typer og fejl – både kosmetiske og sundhedsmæssige. Med årene blev racen udviklet, og opdrættere kunne bedre forudse resultatet af deres parringer. Overraskelser kan dog stadig dukke op, da generne bag det ydre ikke altid er synlige. Det kan være lang pels, overbid eller blå øjne. Nogle fejl er kosmetiske, andre har betydning for hundens trivsel og bør udelukkes fra avl. For at bevare racens kvalitet er det vigtigt at forstå disse genetiske mekanismer og arbejde ansvarligt med dem. I Dansk/svensk gårdhundeklub har man nu et kæmpe stort og mangeårigt erfaringsgrundlag med dette avlsarbejde.

Indavlsgrad kan være en falsk tryghed
Ved planlægning af parringer beregnes indavlsgraden ofte mellem to hunde. Den viser, hvor tæt beslægtede de er i op til otte generationer. Det giver dog ikke altid et reelt billede, da mange flere generationer ligger bag, som vi ikke medregner. To hunde kan have en indavlsgrad på 0 i otte generationer, men stadig dele oprindelige forfædre. I så fald tilfører kombinationen af de to intet nyt genetisk materiale. Lav indavlsgrad er derfor ikke garanti for genetisk variation.

Desværre er det en udbredt misforståelse, at lav indavlsgrad er lig med genetisk sundhed. Genetikere har længe påpeget, at dette tal kun viser en lille del af billedet. Indavlsgrad kan nemlig ikke måle, hvor ens generne i virkeligheden er, hvis grundlaget – de første generationer – er identiske. Derfor er det afgørende, at man ikke alene stoler på indavlsgraden, men også vurderer hundenes genetiske baggrund mere dybtgående.

Skjulte konsekvenser af racerenhed
Mange hunderacer udspringer fra ganske få stamhunde eller ”foundere”. Selv store populationer kan derfor være genetisk ens. Denne ensartethed medfører ofte indavlsdepression og racespecifikke sygdomme. Eksempler er berner sennenhund, collie og broholmer med reproduktionsproblemer og sygdomme. Racespecifikke sygdomme er ofte polygenetiske og kan ikke udavles, da det ikke er sygdomme, man blot kan teste for, og hele populationen bærer sygdomsanlæggene. Kun nyt genetisk materiale kan derfor tilføre den nødvendige variation.

Problemerne viser sig bl.a. ved hanhunde med dårlig sædkvalitet, tæver der ikke kommer i løbetid, eller kuld hvor alle hanhvalpe er kryptorchide. I endnu værre tilfælde ses det som sygdomme, der rammer hele racen, som f.eks. tarmsygdommen hos norsk lundehund, tidlig kræft hos berner sennenhund eller hjertesygdom hos cavalier king charles spaniel. Fælles for disse sygdomme er, at de ikke kan avles væk fra, fordi samtlige hunde i racen bærer de samme sygdomsanlæg.

Dansk/svensk gårdhund har en unik mulighed
Den dansk/svenske gårdhund har mange forskellige foundere. Det giver et godt udgangspunkt sammenlignet med racer, der kun stammer fra ganske få hunde, men hver gang et individ ikke anvendes i avl, mister racen genetisk variation. Selv kuldsøskende er genetisk forskellige. Mange opdrættere er bevidste om at sikre diversitet, men det kræver også, at man anvender nye linjer aktivt i avlen.

Vi ved, at de oprindelige foundere ikke var helt ubeslægtede, og selvom stambogen ikke viser slægtskab, er der sandsynligvis genetiske overlap. Derfor er det vigtigt at se ud over stambogen og i stedet fokusere på faktisk genetisk variation. Man har altid været åben for at inddrage nye foundere i avlen, så racen bevarer sin sundhed og robusthed langt ud i fremtiden, derfor er stambogen for dansk/svensk gårdhund stadig åben.

Læs også: Dansk nationalrace anerkendt i USA

En dansk/svensk gårdhund er opvagt, opmærksom og livlig hund, der elsker aktivitet af enhver art. Den kaster sig med begejstring ud en al slags leg, elsker mennesker og søger gerne selskab. Foto: Helene Riisgaard Pedersen

Løsningen findes ved indkrydsning
Mange racer løser problemerne ved at tilføre nyt blod fra andre racer. Lundehundene i Norge har bl.a. anvendt islandsk fårehund og norsk buhund. Det kræver dog omhyggelig udvælgelse, de fleste racer har få foundere, og der derfor ikke tilføres nyt blod ved at indkrydse en race, som allerede har været brugt. Reelt nyt blod opnås kun ved at bruge hunde med forskellig oprindelse. Et velforberedt indkrydsningsprojekt tager højde for dette og sikrer maksimal genetisk spredning.

For at sikre ægte genetisk variation skal man også undgå at bruge flere individer fra den samme eksterne race, medmindre man ved, at de kommer fra forskellige linjer. Det er netop denne omhyggelige tilgang, der ligger bag succesfulde indkrydsningsprojekter i udlandet, og som kunne inspirere til lignende arbejde i Danmark, hvis behovet skulle opstå.

Indmønstring i Danmark er vores chance
I Danmark findes mange ”dansk/svensk gårdhunde” uden stambog, men med racetypisk temperament og egenskaber. De kan være en værdifuld kilde til nyt genetisk materiale. Vi håber faktisk, at de ikke er 100% dansk/svensk gårdhund i generne, for jo større variation, jo bedre. Så kan vi bremse tabet af genetisk diversitet og dermed risikoen for racespecifikke sygdomme og således sikre en sund race fremover.

En anden måde at bremse tabet af genetisk variation er at sikre, at mere end en hvalp fra hvert kuld kommer i avl. Derfor anbefaler Dansk/svensk gårdhundeklub også, at opdrættere – udover typisk selv at beholde en tæve – opfordrer sine hvalpekøbere til at en (sund og rask) kuldsøster får bare et enkelt kuld.

Gårdhundene uden papirer er ofte resultatet af mange års bevidst opdræt uden stambog, som besidder både de rigtige egenskaber og det rette temperament. Selv om der kan forekomme mindre variation i udseende, er det ikke ualmindeligt, at første generations afkom fra en indmønstret hund og en stambogsført hund rammer racetypen meget præcist. Derfor udgør disse hunde en vigtig ressource.

Grafen viser registreringstal af Dansk/svensk gårdhund i Danmark. Den blå graf repræsenterer registreringer med DKK stambog, den grønne graf viser det totale antal Dansk/svensk gårdhunde, der er registreret samlet i Danmark hvert år. Foto: Helene Riisgaard Pedersen

Læs også: Dansk/svensk gårdhund godkendt i AKC

Sverige har lukket for indmønstring
I Sverige findes der ikke samme tradition for uregistrerede gårdhunde. De fleste hunde uden papirer deroppe har allerede stambogsførte aner. Derfor blev indmønstring stoppet i 2005, da grundige baggrundstjek viste, at nye hunde ikke tilføjede reelt nyt blod til racen.

Det betyder, at det i dag er endnu vigtigere, at Danmark fortsat udnytter denne mulighed, som Sverige ikke længere har. Vores uregistrerede population repræsenterer en unik mulighed for at tilføre racen nyt blod, og det er vigtigt, at vi anvender denne mulighed ansvarligt og langsigtet.

Opfølgning og videre avl er nøglen
Indmønstrede hunde gavner kun racen, hvis deres afkom også bruges i avl. Derfor er det vigtigt, at opdrættere anvender både de indmønstrede hunde og deres efterkommere. Kun sådan kan variationen spredes. Der er løbende indmønstret hunde til racen siden 1987. I nyere tid - siden 2020 - er seks hunde indmønstret i Danmark, og deres afkom findes i både ind- og udland. De har vist sig sunde og racetypiske, og mange er udstillet med både excellent og excellent med CK. Vi er heldige at kunne tilføre nye foundere, der allerede har det rigtige temperament, egenskaber og udseende. Rent praktisk vurderes hundene af Mikael Tranholm eller Birgitte Schjøth, og er DNA-testet fri for PLL.

Indmønstrede hunde i Danmark 2020-2024. Foto: Helene Riisgaard Pedersen

For at arbejdet skal have en varig effekt, må også 1. og 2. generation dog anvendes aktivt i videre avl. Kun derved spredes deres gener bredt i racens population. Heldigvis har erfaringerne igennem mere end 35 år været positive, og det understreger potentialet i at fortsætte arbejdet med indmønstring.

En indmønstret hund og dens afkom får et almindeligt DKK-registreringsnummer, og de kan udstilles og konkurrere på lige fod med alle andre DKK-hunde om nationalt CAC og dermed nationalt championat. Dog kan de ikke indløse CACIB, junior- eller veteran-CACIB hos FCI, før dén generation hvor stambogen igen er fuld med kendte aner i tre generationer.