Anne Ekenberg
Du skal lige ind og handle – det tager bare fem minutter. En liter mælk, en pose pitabrød og en pakkepost. Fido kan sagtens holde til det – tror du. Men på de fem minutter er temperaturen steget fra de behagelig 22 grader til omkring 85 grader – også selv om bilen står i skyggen med let nedrullede vinduer.
Tungen ud af munden
Hunde sveder ikke på samme måde som os mennesker gennem huden. De sveder gennem tungen og poterne. Derfor ser vi, at hunden ”halser” for at holde kropstemperaturen nede. Vi ser også, at hunden halser hurtigere og hurtigere, jo varmere den får det, hvilket kaldes hyperventilation. Den hurtige luftstrøm, hyperventilationen skaber, afkøler så luftvejene. Hunden vil også savle, og savlen går måske over i fråde, hvis det bliver rigtig slemt. Og når den savler, mister den væske og får endnu sværere ved at komme af med varmen. Det får kropstemperaturen til at stige yderligere, og inden længe er vores hund faldet om med hedeslag. Derefter mister den bevidstheden og vil dø, hvis ikke den bliver afkølet.
Køligt – men ikke iskoldt – vand
Først og fremmest skal du altså sørge for at afkøle din hund. Læg den i kølige omgivelser og rens munden for evt. savl og fråde. Dernæst overbruser du hunden med 15-20 grader varmt vand over hele kroppen, men især i lysken og bugen, hvor pelsen er tynd. Vandet må faktisk ikke være for koldt, for så trækker de små blodkar sig sammen, og hunden kan ikke komme af med varmen.
Hvis man ikke har adgang til en bruser, kan opvredet håndklæder eller tæpper også gøre det. Ja, selvsagt alt, som kan dyppes i koldt vand og vrides let op, kan bruges.
I svære tilfælde skal du søge dyrlæge, for hunden kan gå i chok, hvilket kræver iltbehandling og væskebehandling (drop).
Hunde med særlig risiko
Nu er biler jo ikke det eneste sted, en hund kan få hedeslag. Det kan også ske ved fysisk anstrengende leg med andre hunde, eller hvis du cykler en tur med hunden en varm sommerdag. Hvis du ejer en race med flad næse, f.eks. mops og engelsk bulldog, eller en hund med megen pels, eller måske en ældre hund, bør du også være forsigtig. Her vil et lille børnebassin af plastic måske være en god investering, så din hund kan dyppe poterne.
Må jeg slå bilruden ind?
Du ser en hund ligge livløs i en bil, og mistanken falder straks på hedeslag. Hvad kan du gøre, og hvad må du gøre? Dette er, hvad politiet siger:
-Find ejeren. Hvis bilen er parkeret foran et indkøbscenter, få ejeren efterlyst over et samtaleanlæg.
-Få evt. nogen til at hjælpe dig, så du kan blive ved bilen.
-Hvis ejeren ikke dukker op, ring da 114 eller 112. Begge er politiets alarmnumre. 114 er det direkte servicenummer til politiet i hele landet og bruges, hvis henvendelsen ikke er akut. Du kan også ringe 1812, som er vagtcentralen hos Dyrenes Beskyttelse. Vagtcentralen har døgnåbent.
-Hvis du mener, at hunden er i livsfare, må du slå ruden ind. Du skal dog efterfølgende kunne bevise, at du handlede i nødret, og at hunden faktisk var i livsfare. Ellers kan du få en bøde.
Måske vi alle skulle lægge 114 og 1812 ind på vores mobiltelefoner.
Kilder: netdyredoktor.dk, dyrenesbeskyttelse.dk, politiet.dk