Bjarke Kirkegaard Nielsen
Snart kan varmen fra solens stråler mærkes helt herned på vores blå planet. Som traditionen byder det, så hænger varmens komme også uløseligt sammen med læseferie og eksamener for landets studerende.
Flere og flere oplever, at de bliver pressede, stressede og ligefrem angste i perioderne med eksamen, men som en vaskeægte superhelt kommer vores bedste ven, hunden, nu flyvende ind og redder de studerende. I hvert fald, hvis man skal tro en canadisk forskergruppe fra British Columbia i Vancouver.
Deres studie viser nemlig, at de studerende oplever mindre stress og øgede energi- og glædesniveauer, efter de har kælet og leget med hunde.
I alt sendte forskerne 246 studerende i hundeterapi.
Både lige før og lige efter hunde-nusningen og 10 timer senere er de studerende blevet bedt om at udfylde et spørgeskema.
Forskerne konkluderede, at de studerendes stressniveau faldt med omkring 45 procent efter hundeterapien.
Efter at have brugt tid med hundene steg de studerendes energiniveauer desuden med 37 procent, mens deres glædesniveau steg med 27 procent.
– Resultaterne var bemærkelsesværdige. Vi fandt, at selv 10 timer senere rapporterede de studerende stadig om færre negative følelser, de følte sig bedre støttede og mindre stressede, sammenlignet med studerende, som ikke deltog i hundeterapien, siger studiets medforfatter Stanley Coren, professor emeritus i psykologi ved University of British Columbia, til The Telegraph.