Det er ikke altid naturen vil hvad vi vil. To sunde og raske hunde der ikke kunne blive til flere.

I tidligere oplæg har jeg skrevet om, at jeg nok ikke var den bedste opdrætter, da jeg egentlig er alt for følsom, især når det ikke går som planlagt, eller der sker hvalpene noget.
Vi har før altid været superheldig med naturlige parringer samt gode fødsler og sunde hvalpe, men hvad er det, der sker når ikke det vil lykkedes med at tæven bliver drægtig? Jeg har selv været igennem en IVF-behandling, så jeg ved ALT om hvor svært det kan være for os mennesker at få børn. Har jeg bare været så heldig at være forskånet for det vedr. mine hunde?

Jo flere kuld man laver, jo større chance er der vel egentlig også for at der på et tidspunkt vil ske noget. Og det var lige præcis det, der skete i 2021. Her havde vi en af vores egne opdrættede hvalpe, vi skulle have et kuld på. Vi havde fundet en super han fra Danmark, så denne gang var det nemt. Vi skulle bare en tur til Fyn.
Når løbetiden kommer, tager vi altid progesteronmåling på tæven, på den måde er vi sikre på det rette tidspunkt for ægløsningen. Det samme gjorde vi denne gang, da tallene var rigtige, var det afsted til Fyn og et lille stævnemøde med hanhunden. De var super glade for hinanden og var begge to klar, men hanhunden hoppede ikke rigtig op, han tog bare hendes bagben og kørte det på hans penis og ”ordnede det han skulle” på den måde. Nå vi tænkte at vi kunne tage ham med hjem, så kunne de få noget mere tid sammen. Men lige lidt skete der, han tog bagbenet hver gang og det var det. Afsted til Insemination med os, og tallene så stadig super gode ud, og det hele gik som det skulle. Så var der bare tilbage og vente til vi kunne lave en scanning på dag 25. Vi synes hun tog på i vægt og fik lyserøde brystvorter, så vi følte os ret sikre på at den var god nok, men desværre viste scanningen en helt tom mave ? øv øv øv altså hvor var det svært at stå der, men hvad der var endnu sværere, var at jeg skulle hjem og informere alle dem, der var skrevet op til en hvalp, for de glædede sig mindst lige så meget som os.
Nu var gode råd dyre, for skulle vi prøve igen med samme hanhund eller finde en anden? Heldigvis var der en anden opdrætter, der ville bruge hanhunden lidt efter os, og der kunne de heller ikke få ham til at hoppe på tæven. Det gjorde det klar for os, vi skulle finde en anden.

Læs også: Blogindlæg: Hvad laver James når han ikke er i skole?

Heldigvis havde vi masser af tid til næste løbetid til at finde en ny han. Denne gang faldt valget på en super hanhund fra Holland. De havde begge de bedste sundhedsresultater og var begge fantastiske familiehunde samtidig med, at de elsker at arbejde.
Da løbetiden igen kom i 2022, vendte bilen snuden mod Holland – her gik det lige efter bogen, de fik parret og det hele føltes så rigtig. Hjem og passe godt på hende til den første scanning. Og hvor var det dejligt at se alle de små bobler. Vi kunne tælle ca. fem, hvilket vi var lykkelige for. Hjem og fortælle til dem der stod på hvalpelisten – hold op hvor blev de også glade. Så var det over på hvalpefoder, så der var ekstra næring til hvalpe, hende og en god mælkeproduktion. Hun tog pænt på, og da vi så skulle til røntgen ugen inden fødsel, for at se antal, fik vi et chok. Maven var igen helt tom. Jeg forstod det slet ikke, her kunne jeg godt mærke, at vi altid havde haft nemme drægtigheder, for ikke et sekund havde tanken strejfet mig at hun kunne absorbere hvalpene. Jeg havde jo selv set at de var der ved scanningen, og man havde ikke kunnet mærke eller se noget på hende, der ikke var som det skulle være.

Nu måtte vi endnu engang skuffe de mennesker, vi havde skrevet op til hvalpe – og så kun en ugen inden de troede deres nye hund skulle komme til verden. Det er virkelig ikke sjovt, og det er her jeg kan mærke, at mine følelser helt stikker af, for hold nu op jeg tager det nært og analyserer ned i mindste detalje. Hvad kunne vi have gjort anderledes, gjorde vi noget forkert og hvorfor skete det? Det er som sagt ikke alt, man kan svare på, nogle gange er det en del af naturens luner, hvilket om man vil det eller ej egentlig også er imponerende.

Læs også: BLOG: Vi kombinerer arbejde, træning og ferie

Vi bestemte os for at vi ikke ville prøve at holde hende til endnu engang, men derimod bruge hendes helsøster. Samme sundhedsresultater og samme skønne sind, og så ville vi rigtig gerne bruge samme hanhund fra Holland.
 

Når det så endelig lykkedes, er følelsen forløsende. Men angsten og tankerne forsvandt først da alle hvalpene var sikkert født I november 2022, tog vi samme tur igen – og heldigvis havde vi en parring, men allerede efter den første parring ville tæven ikke mere, og her så jeg så allerede spøgelser, for var det for sent, var det nu nok med en gang, og alt muligt kørte rundt i mit lille hoved. Vi fik hende scannet og der var hvalpe – pyha, men jeg kunne mærke, at glæden manglede lidt, for hvad nu hvis…… Hvad nu hvis der skete uforklarlige ting igen?
Ugen før fødsel blev hun tjekket igen, og seks dejlige hvalpe var at se. 23.012023 kom fire raske tæver og to hanhunde til verden. Det var en utrolig lang fødsel, så nerverne sad uden på tøjet i to døgn, men alle kom godt igennem det hele. Sunde hvalpe og en frisk tæve, mere kan man vel ikke bede om. Hvis du vil vide mere om mit Go Crazy kuld, så følg med her på siden, for mon ikke der kommer et indlæg om de små banditter.