Rally styrker samarbejdet mellem dig og din hund

27-11-2017 10:15

Susanne Bagger

Rally er en hyggelig og sjov hundesport for stort set alle typer hunde og mennesker. Det er en form for orienteringsløb for hunde, hvor hund og ejer/fører går rundt på en bane opbygget af skilte, der hver symboliserer en øvelse

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

Øvelserne i rally er en blanding af lydighed og tricks. Der er en masse små samarbejdsøvelser, der styrker forholdet mellem hund og ejer/fører. Hunden lærer at snurre rundt om sig selv, gå med sin fører rundt om kegler, sætte sig på plads, lave vendinger, sidde foran sin fører og have kontakt, når føreren går baglæns, blive siddende/liggende/stående imens føreren går rundt om og meget andet. Sværhedsgraden stiger, jo dygtigere hunden bliver. I begynderklassen har hundene altid snor på. I alle klasser er der kun én hund på banen ad gangen.

Øvelsen udføres foran eller ved siden af skiltet og indikerer samtidig, hvilket skilt der skal tages som det næste. Banen er udformet af dommeren, så rækkefølgen af skiltene er forskellig fra gang til gang. Der er ikke de samme krav til præcision som til traditionel lydighed. Det er f.eks. helt i orden, hvis hunden sidder lidt skævt eller ikke går helt inde ved siden af føreren. Skiltene må ikke berøres – med mindre det er af en logrende hundehale.

Det er tilladt at rose og opmuntre undervejs, og man kan hjælpe hunden med håndsignaler og verbale signaler (kommandoer). Dog må hunden ikke berøres. Til konkurrencer må der ikke belønnes med godbidder og legetøj på banen. Det må man selvfølgelig gerne til træningen, når hunden skal lære øvelserne.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hunden synes, det er sjovt, at der hele tiden sker noget nyt. Den ved ikke, hvilken øvelse der er på næste skilt, og det gør den mere opmærksomme på ejeren. Derfor er Rally også godt til unge hunde, der hurtigt mister tålmodigheden.

Rallyøvelserne kan bruges som sjov aktivering på de daglige gåture. Hvorfor altid dreje skarpt til venstre ved et hjørne, når man i stedet kan dreje 270° højre rundt og dermed ende samme sted...?

Copyright Hunden.dk
Et eksempel på et skilt i Rally.

/Susanne Bagger
Eksamineret hundeinstruktør
Nicedog - Se mere her

Info

Nicedog tilbyder hundetræning i Nordsjælland, baseret på positive træningsmetoder. Jeg er eksamineret instruktør fra Hund & Træning og har dermed gennemgået en 1½-årig professionel uddannelse inden for bl.a. klikkertræning, formidling og læringsteorier. Jeg er i gang med instruktøruddannelser inden for Rally og Nose Work og selv aktiv konkurrenceudøver med mine hovawarter inden for lydighed, Rally og Nose Work.
Jeg har kennel Hovafreude under DKK og har gennemgået DKK's opdrætteruddannelse.
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout