Joker og Alexander har altid haft et helt specielt bånd. Privatfoto

At sige farvel til ens bedste ven, er et ømtåligt emne på mere end en måde. Det er utroligt hårdt at skulle tage beslutningen, men det er også ofte et emne, der kan skabe stor diskussion, for hvornår er det rigtigt?? Dette oplæg er ikke for at skabe en debat, men en fortælling om, hvorfor det er blevet sværere at sige farvel hos os.
Vi måtte i sommer 2020 tage den hårde beslutning at skulle sige farvel til flokkens sidste hanhund, min border collie Joker på 10,5 år. Bestemt ikke en høj alder, men her var en hund, der hele livet har fået lov til at blive rigtig brugt samtidig med, at han ikke var specielt god til at passe på sig selv. Så kroppen havde bestemt fået sine skavanker.
Det var egentlig meningen, at jeg ville have skrevet dette oplæg allerede i julen, men det har virkelig været svært at tage mig sammen til, måske fordi det altid er svært at fortælle om, men nok mest fordi der er en i vores familie, der stadig lider HVER dag over tabet. Joker var godheden selv, han var lige så sød og rar som han var stor og klodset. Han kunne til tider være som en elefant i et glashus, men der var ikke ét gram af ondskab i ham. Hos os og mange af vores venner, blev han kaldt ”onkel Joker”, for det var lige præcis, hvad han var. Han kunne med alle hunde og elskede alle mennesker, og så var han helt ubeskrivelig, når vi havde hvalpe – her var han den søde onkel som alle elsker at lege med, sove hos og bare være i nærheden af.
En, der også så alt det gode Joker indeholdt, var min søn Alexander – de har, helt fra Alexander var lille, haft et helt specielt bånd. Alexander har sovet med Joker, selv gået tur med ham, selv da han var lille og Joker til enhver tid ville kunne stikke af eller vælte ham. De byggede huler sammen, trænede sammen og var i det hele taget på mange eventyr sammen uden os voksne.

En elsket træningskammerat og familiehund Privatfoto

Læs også: Læsetid: en session med skolehunden James

Da jeg synes, der var flere punkter under ”tid til at sige farvel” end der var på ”har stadig et godt hundeliv”, måtte jeg tage den hårde beslutning og få ringet og bestille tid ved dyrlægen.
Hos os er det vigtigt at snakke åbent om tingene, og der har altid været snakket naturligt om livets gang, og det at man også skal sige farvel en dag. Da Alexander kom hjem den dag, tog vi alle hundene med på tur og fik os en god snak, her fortalte jeg om, hvorfor det nu var tid og det kunne han godt se, men at det jo var hans bedste ven – allerede der sprang ens hjerte et slag over, for uha det ville blive hårdt for ham.
Om aftenen kom han og spurgte om hvem der skulle med, når han skulle aflives? Efter det siger han med store øjne, ”Jeg skal ikke med, for det bliver så grimt med alt det blod!”. Efter en lille snak frem og tilbage kommer vi frem til, at Alexander troede, at man huggede hovedet af ham med en økse. Tænk sig, at min søn havde gået rundt og forestillet sig, at hans BEDSTE ven skulle have hugget hovedet af, og at jeg var med til at gøre det…… Pyha.

Jeg fik forklaret at sådan foregik det SLET ikke, og at der ikke var noget blod, men at han bare ville få lidt sovemedicin og når han sov, så ville han få et lille stik, som da Alexander blev vaccineret, som ville få ham til at blive en engel i hundehimlen. Så ville han faktisk gerne med. Ingen tvivl om, at mange nok mener det er barbarisk at tage en knægt på 6 år med til aflivning af en hund, men for mig var det utrolig vigtigt at vise ham, at det slet ikke var grimt og blodigt som han havde fået ind i hovedet.

De sidste dage vi havde Joker, brugte Alexander og ham sammen konstant. Og det fik de bestemt bare lov til.
Da vi kommer ind hos dyrlægen, tager han det bare så flot. Da Joker får den første sprøjte og falder i søvn, sidder Alexander og snakker med ham. imens han holder ham i poten. Da han får den sidste sprøjte, kan jeg ikke holde tårerne tilbage, selv om jeg prøver, og sørme om ikke min knægt kommer med noget papir til mine øjne. Da jeg fortæller, at nu er Joker en engel, gnider han sig i øjnene og siger, at nu irriterer hans øjne også. Mit hjerte gik i tusind stykker, for her prøvede han, alt han kunne, at være tapper, fordi jeg var ked af det. Han lagde sig oven på Joker i en kæmpe bjørnekrammer og sagde farvel og fortalte ham, at han var hans bedste ven.
Jeg var meget overrasket over, hvor flot han tog det og hvor opmærksom han egentlig var på mig. Vi snakkede meget om de næste dage, at man skulle huske, at det var okay at være ked af det, men det var som om at det ikke rigtig var gået op for ham, hvad der egentlig var sket.

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Reaktionen kom en uge efter, hvor han pludselig, meget ked af det, kom og sagde ”Mor NU savner jeg altså Joker rigtig meget”. Vi fik snakket om alle de gode minder og hvad de havde lavet sammen af sjove ting og de forfærdelige hundeprutter han kunne slå. Og at det skulle man altid huske på.
Han har ikke i vores flok endnu fundet en ny bedste ven, for som han siger, det er Joker stadig. Han har i efterfølgende tid fundet meget trøst i at snakke med Joker. Nogle gange kan jeg høre han sidder i sofaen og fortæller om hans dag, eller han låner min telefon og ”ringer” til ham.
At se, hvor svært det er for et barn at miste den kærlighed man både får og giver en hund, skærer mig i hjertet. At se hvor længe det påvirker ham, kan også være svært at være vidne til, men så trøster jeg mig med alle de gode timer, minder og ikke mindst hvad børnene kan lære af at være sammen med en hund, det opvejer trods alt at det er svært at sige farvel. Og så lever man bare med, at det er sværere for os som voksne at sige farvel. Fordi man selv er ked af det, og det at ens børn er det.

Der er som før skrevet mange måder at sige farvel til en hund på, en ”farvel”, når den flytter hjemmefra, et ”farvel” når den skal aflives og man kan også sige farvel hvis man ønsker at omplacere hunden. Kan det være en ide at sige farvel til en hund og omplacere den, hvis den vil få det bedre et andet sted end i vores familie. Et spørgsmål jeg altid har haft et bestemt svar på. Nej nej og atter nej, men har den sidste tid måtte tage den mening op til revurdering, for hvad er egentlig bedst for hunden?
 

Læs også: Når en drøm ændres