Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle repræsentere Danmark i noget, og specielt ikke til CRUFTS. Det har da altid været en drøm, men en drøm, som har været langt ude i fantasien. Men pludseligt var det mig, som skulle repræsentere Danmark til den internationale juniorhandling konkurrence, og lad mig bare sige, at det var en fuldstændig vild og fantastisk oplevelse.
Torsdag d. 7 marts 2019 rejste min onkel, tante og jeg mod Frankfurt, og derefter videre mod Birmingham. Det var ikke rigtig gået op for mig, at det faktisk var nu eventyret begyndte, men da vi sad i bilen på vej til lufthavnen, kunne jeg godt mærke, at sommerfuglene begyndte at flyve rundt i min mave. Vi sagde farvel til mine bedsteforældre i lufthavnen, og nu var det som om, at eventyret endelig begyndte.
Fredag d. 8. marts 2019 stod vi op og kørte mod CRUFTS, og jeg glædede mig som en sindssyg. Jeg har jo aldrig været der før og har kun set det på deres livestreams, men der har man jo ikke set selve udstillingsområderne eller mærket stemningen, så det glædede jeg mig sindssygt meget til.
Vi ankom til udstillingen, og startede dagen med en lang gåtur fra parkeringspladsen til selve udstillingen. Jeg tror ikke, at vi kunne have holdt længere væk fra hallerne end vi gjorde, men det gjorde ikke spor. Efter den lange gåtur kom vi endelig til hallen, men så skulle vi lige finde ”Press Office”, hvilket også var en smule forvirrende, men vi fandt det heldigvis. Her mødte vi James, som står for juniorhandlerne. Vi fik vores adgangsbilletter, og nu kunne vi endelig komme ind på udstillingen.
Kæmpestore CRUFTS
Jeg må nok sige, at jeg var overrasket. Der var jo mega mange mennesker, og de var overalt. Lidt flere mennesker end på DKK’s udstillinger. Vi gik rundt og kiggede på alle de forskellige hunde og på alle de forskellige boder. Hold nu op der var mange boder og de har alle 1000 forskellige ting. Både til hunde og mennesker.
Kl. 15 skulle vi mødes med de andre juniorhandlere og James. Rummet blev hurtigt fyldt op med juniorhandler og deres ledsagere. James fortalte os, at vi skulle over for at snakke med kommentatorerne, så de kunne få alt på plads. Danmark blev råbt op, og jeg gik hen til kommentatoren. Her blev jeg spurgt om hvordan mit efternavn skulle siges, og for at være ærlig havde jeg da heller ikke regnet med, at de kunne sige det. Det indeholder jo både ø og æ. Det var lidt sjovt, når de prøvede at udtale det. Her fik jeg også at vide, at jeg skulle handle en samojede, og jeg blev så glad. Efter vi havde talt med kommentatorerne, måtte vi gå.
Fredag aften kørte min onkel og jeg tilbage mod hallerne for at deltage i middagen for alle os juniorhandlere og vores ledsagere. Her mødtes vi med alle de andre juniorhandlere og James. Vi gik i samlet flok mod store ring for at øve indløbet og opstillingen til lørdag. Det var da lidt underligt at løbe ind i ringen uden hund, og bare lade som om, at man havde en hund i hånden. Men fremad gik det. Efter vi havde øvet, skulle vi op og spise. Endelig. Vi sad sammen med alle de andre fra Skandinavien.
Da vi havde spist, kom vi nu til det tidspunkt, jeg havde frygtet allermest. Vi skulle nemlig op og holde en tale foran alle de andre, og jeg må nok sige, at jeg var mega nervøs. Ikke fordi at, de andre var skræmmende eller noget, men mere fordi at jeg skulle tale engelsk foran alle de mennesker. Men det gik godt, heldigvis. Efter talerne blev det til at bytte alle vores gaver. Vi gik rundt mellem hinanden, og prøvede at finde ud af hvem vi havde givet gaver til og hvem vi ikke havde. Men da alle gaverne var delt ud, kørte min onkel og jeg hjem, så vi kunne få noget søvn, og være klar til den store dag.
Endelig kom dagen, som jeg havde ventet på i lang, lang tid. Lørdag d. 10. marts 2019, hvor den internationale juniorhandlerkonkurrence fandt sted. Jeg glædede mig sindssygt meget. Det var som om, en drøm endelig gik i opfyldelse.
Vi ankom til hallen, og gik straks mod store ring, hvor håret skulle sættes og udstillingstøjet skulle på, men vigtigst af alt skulle jeg møde min samojede.
Konkurrencen
Vi fik sat håret, og gik om mod backstageområdet, hvor jeg endelig skulle møde min samojede. Her mødte vi en sød dame, som præsenterede sig og fortalte os, at hun var ejer af samojeden, som jeg skulle låne. Hun hentede Tia, som var mega sød. Jeg klædte om, og så var det ellers tid til at træne lidt med hende. Tia kiggede meget efter sin mor i starten, men efterhånden som hun blev mere vant til mig, blev hun også mere interesseret i mig.
Endelig blev det tid til selve konkurrencen. Vi stod alle ude bagved det sorte tæppe, og jeg kunne godt mærke at spændingen steg. Ind løb Australien, og så var vi i gang. Der blev råbt ”Danmark”, og jeg løb ind. Det var helt vildt fedt.
Da det blev min tur til at komme op foran dommeren og vise hvad jeg kunne, gjorde jeg det bedste jeg kunne, og jeg var tilfreds. Min hund var desværre en lille smule ukoncentreret, og kiggede alle mulige forskellige steder hen, men det var jo lige så nyt for hende, som det var for mig.
I anden runde skulle vi bytte hund med de andre juniorhandlere. Her fik jeg en meget sød irsk setter. Vi havde ikke meget tid til at lære dem at kende, men heldigvis fik jeg en meget madglad hund, som ville gøre alt for en godbid. Inde i ringen gik det mega godt med hende, for hun gjorde bare hvad man sagde. Da vi så kom ud backstage, byttede vi tilbage til vores originale hund, og skulle nu ind for sidste gang inden den helt store finale.
Ikke sidste gang
Der var meget lang ventetid inden finalen. Min onkel, tante og jeg gik rundt og kiggede lidt på de mange forskellige boder, for at få ventetiden til at gå. Men da klokken endelig nærmede sig kl17:45, stod vi alle klar med hver vores hund, og var klar til at løbe ind i ringen, og repræsentere vores land for en sidste gang. Jeg var godt nok spændt, men stemningen var i top og alle var glade.
Australien løb ind, og så var showet ellers skudt i gang. Der sad så mange mennesker og kiggede ned på os oppe fra tribunerne. Det var så fedt at løbe ind til så mange mennesker der klappede ad en. Stemningen var helt i top. Det kunne man både mærke blandt juniorhandlerne, men også blandt publikum. Dommeren kiggede rækken igennem, og de 10 finalister blev råbt op. Desværre var jeg ikke blandt de 10 finalister, men jeg var ikke skuffet. Bare det at kunne sige, at jeg har repræsenteret Danmark til CRUFTS er jo helt surrealistisk, og noget jeg er så stolt af.
Den weekend er noget, som jeg aldrig i hele mit liv vil glemme. Alle de forskellige indtryk, den fede stemning og alle de hundeglade mennesker er noget jeg aldrig vil glemme, og jeg kan helt klart sige, at det ikke er sidste gang jeg besøger CRUFTS.
Herunder kan du se anden runde af juniorhandling på Crufts. Det er Camille med den irske setter
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
Med sommerfugle i maven og forventningens glæde over hvad der venter rundt om hjørnet, for enden af vejen og bag den næste grænse, er vi kørt gennem det nordlige Tyskland mod den polske grænse.
En kærlig påmindelse om de kompromiser hunde indgår for at passe ind i vores verden
I dag drager Camille mod European Dog Show i Østrig, hvor hun skal repræsentere Danmark i juniorhandling. I dette bogindlæg kan du læse om hendes tanker forud for den store oplevelse
Camille har taget hul på et nyt udstillingsår
Søndag tog Camille Marie Saugmann Ørbæk for alvor revanche i juniorhandling, da hun gav alle konkurrenterne på MyDOG bagpote og vandt det hele
Weekenden, d. 2/11-3/11, blev brugt på hundeudstilling i Herning, i hvert fald for mit vedkommende
I sin første udenlandske konkurrence lykkedes det ikke årets juniorhandler 2018 at gå videre til finalen
Så er det blevet Camille Maries tur til at blogge, og som sædvanlig er det hyggelig læsning
Camille Marie er godt i gang med sin sidste sæson som juniorhandler. Du kan møde hende på udstillingen i Roskilde
Korrekt forebyggelse kan mindske risikoen for sygdom hos din hund. Derfor er det en god ide, med jævne mellemrum, at tage hunden med til sundhedseftersyn hos dyrlægen
At få sin hund hjem efter den har været i narkose og gennem en operation, kan være en overvældende oplevelse og give anledning til bekymring – vi ser på hvad du skal være opmærksom på det første døgn efter operationen
Nogle hunde ser ud til at knytte sig stærkere til én bestemt person i husstanden, mens andre virker lige glade for alle. Hvad afgør, hvem der bliver hundens favorit? Handler det om, hvem der fodrer den, hvem der leger mest med den, eller er der helt andre faktorer på spil?
2025 er startet koldt og hvidt, og det betyder, at vi skal være ekstra opmærksomme på, hvordan kulden påvirker vores hunde og tilpasse gåturen, så de ikke fryser.
Rygterne siger, at kulden snart rammer Danmark igen. Hvordan er det nu lige med at lufte hund i kulde
Hvis sneen begynder at dale, kan nogle hundeejere opleve at hunden spiser af sneen – og det kan give dårlig mave. Vi ser nærmere på hvad der sker
Nytårsaften er for mange hunde årets mest belastende døgn, hvor brag og uro kan udløse voldsom panik. Vi Finder Hund fortæller her, hvordan du mindsker risikoen, og hvordan du agerer korrekt, hvis hunden løber væk.
På Rold Gl. Kro, også kendt som "Hundekroen", blev årsskiftet fejret med manér, og her var de firbenede familiemedlemmer hjerteligt velkomne. Over 30 hunde og deres familier deltog i en aften fyldt med fællesskab, der bød på alt fra agility til tre-retters menu og levende musik.
Vores rejse som hundeejere er formet af de hunde, vi har delt vores liv med gennem årene. Hver enkelt hund har lært os noget unikt og har været med til at gøre os til de mennesker og hundeejere, vi er i dag.
I morgen den 3. januar løber K9 Biathlon for alle for første gang under ny konstellation. Et lille og intimt nytårsløb i Bevtoft, hvor der er tid, ro og plads til både hunde og mennesker.
