Privatfoto

Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle repræsentere Danmark i noget, og specielt ikke til CRUFTS. Det har da altid været en drøm, men en drøm, som har været langt ude i fantasien. Men pludseligt var det mig, som skulle repræsentere Danmark til den internationale juniorhandling konkurrence, og lad mig bare sige, at det var en fuldstændig vild og fantastisk oplevelse.

Torsdag d. 7 marts 2019 rejste min onkel, tante og jeg mod Frankfurt, og derefter videre mod Birmingham. Det var ikke rigtig gået op for mig, at det faktisk var nu eventyret begyndte, men da vi sad i bilen på vej til lufthavnen, kunne jeg godt mærke, at sommerfuglene begyndte at flyve rundt i min mave. Vi sagde farvel til mine bedsteforældre i lufthavnen, og nu var det som om, at eventyret endelig begyndte.

Fredag d. 8. marts 2019 stod vi op og kørte mod CRUFTS, og jeg glædede mig som en sindssyg. Jeg har jo aldrig været der før og har kun set det på deres livestreams, men der har man jo ikke set selve udstillingsområderne eller mærket stemningen, så det glædede jeg mig sindssygt meget til.

Vi ankom til udstillingen, og startede dagen med en lang gåtur fra parkeringspladsen til selve udstillingen. Jeg tror ikke, at vi kunne have holdt længere væk fra hallerne end vi gjorde, men det gjorde ikke spor. Efter den lange gåtur kom vi endelig til hallen, men så skulle vi lige finde ”Press Office”, hvilket også var en smule forvirrende, men vi fandt det heldigvis. Her mødte vi James, som står for juniorhandlerne. Vi fik vores adgangsbilletter, og nu kunne vi endelig komme ind på udstillingen.

Kæmpestore CRUFTS
Jeg må nok sige, at jeg var overrasket. Der var jo mega mange mennesker, og de var overalt. Lidt flere mennesker end på DKK’s udstillinger. Vi gik rundt og kiggede på alle de forskellige hunde og på alle de forskellige boder. Hold nu op der var mange boder og de har alle 1000 forskellige ting. Både til hunde og mennesker.

Kl. 15 skulle vi mødes med de andre juniorhandlere og James. Rummet blev hurtigt fyldt op med juniorhandler og deres ledsagere. James fortalte os, at vi skulle over for at snakke med kommentatorerne, så de kunne få alt på plads. Danmark blev råbt op, og jeg gik hen til kommentatoren. Her blev jeg spurgt om hvordan mit efternavn skulle siges, og for at være ærlig havde jeg da heller ikke regnet med, at de kunne sige det. Det indeholder jo både ø og æ. Det var lidt sjovt, når de prøvede at udtale det. Her fik jeg også at vide, at jeg skulle handle en samojede, og jeg blev så glad. Efter vi havde talt med kommentatorerne, måtte vi gå. 

Privatfoto

Fredag aften kørte min onkel og jeg tilbage mod hallerne for at deltage i middagen for alle os juniorhandlere og vores ledsagere. Her mødtes vi med alle de andre juniorhandlere og James. Vi gik i samlet flok mod store ring for at øve indløbet og opstillingen til lørdag. Det var da lidt underligt at løbe ind i ringen uden hund, og bare lade som om, at man havde en hund i hånden. Men fremad gik det. Efter vi havde øvet, skulle vi op og spise. Endelig. Vi sad sammen med alle de andre fra Skandinavien.

Da vi havde spist, kom vi nu til det tidspunkt, jeg havde frygtet allermest. Vi skulle nemlig op og holde en tale foran alle de andre, og jeg må nok sige, at jeg var mega nervøs. Ikke fordi at, de andre var skræmmende eller noget, men mere fordi at jeg skulle tale engelsk foran alle de mennesker. Men det gik godt, heldigvis. Efter talerne blev det til at bytte alle vores gaver. Vi gik rundt mellem hinanden, og prøvede at finde ud af hvem vi havde givet gaver til og hvem vi ikke havde. Men da alle gaverne var delt ud, kørte min onkel og jeg hjem, så vi kunne få noget søvn, og være klar til den store dag.

Læs også: Når en drøm ændres

Endelig kom dagen, som jeg havde ventet på i lang, lang tid. Lørdag d. 10. marts 2019, hvor den internationale juniorhandlerkonkurrence fandt sted. Jeg glædede mig sindssygt meget. Det var som om, en drøm endelig gik i opfyldelse.

Vi ankom til hallen, og gik straks mod store ring, hvor håret skulle sættes og udstillingstøjet skulle på, men vigtigst af alt skulle jeg møde min samojede.

Konkurrencen
Vi fik sat håret, og gik om mod backstageområdet, hvor jeg endelig skulle møde min samojede. Her mødte vi en sød dame, som præsenterede sig og fortalte os, at hun var ejer af samojeden, som jeg skulle låne. Hun hentede Tia, som var mega sød. Jeg klædte om, og så var det ellers tid til at træne lidt med hende. Tia kiggede meget efter sin mor i starten, men efterhånden som hun blev mere vant til mig, blev hun også mere interesseret i mig.

Endelig blev det tid til selve konkurrencen. Vi stod alle ude bagved det sorte tæppe, og jeg kunne godt mærke at spændingen steg. Ind løb Australien, og så var vi i gang. Der blev råbt ”Danmark”, og jeg løb ind. Det var helt vildt fedt.

Da det blev min tur til at komme op foran dommeren og vise hvad jeg kunne, gjorde jeg det bedste jeg kunne, og jeg var tilfreds. Min hund var desværre en lille smule ukoncentreret, og kiggede alle mulige forskellige steder hen, men det var jo lige så nyt for hende, som det var for mig.

Privatfoto

I anden runde skulle vi bytte hund med de andre juniorhandlere. Her fik jeg en meget sød irsk setter. Vi havde ikke meget tid til at lære dem at kende, men heldigvis fik jeg en meget madglad hund, som ville gøre alt for en godbid. Inde i ringen gik det mega godt med hende, for hun gjorde bare hvad man sagde. Da vi så kom ud backstage, byttede vi tilbage til vores originale hund, og skulle nu ind for sidste gang inden den helt store finale.

Ikke sidste gang
Der var meget lang ventetid inden finalen. Min onkel, tante og jeg gik rundt og kiggede lidt på de mange forskellige boder, for at få ventetiden til at gå. Men da klokken endelig nærmede sig kl17:45, stod vi alle klar med hver vores hund, og var klar til at løbe ind i ringen, og repræsentere vores land for en sidste gang. Jeg var godt nok spændt, men stemningen var i top og alle var glade.

Privatfoto

Læs også: Spejlbillede i hundekurven

Australien løb ind, og så var showet ellers skudt i gang. Der sad så mange mennesker og kiggede ned på os oppe fra tribunerne. Det var så fedt at løbe ind til så mange mennesker der klappede ad en. Stemningen var helt i top. Det kunne man både mærke blandt juniorhandlerne, men også blandt publikum. Dommeren kiggede rækken igennem, og de 10 finalister blev råbt op. Desværre var jeg ikke blandt de 10 finalister, men jeg var ikke skuffet. Bare det at kunne sige, at jeg har repræsenteret Danmark til CRUFTS er jo helt surrealistisk, og noget jeg er så stolt af.

Privatfoto

Den weekend er noget, som jeg aldrig i hele mit liv vil glemme. Alle de forskellige indtryk, den fede stemning og alle de hundeglade mennesker er noget jeg aldrig vil glemme, og jeg kan helt klart sige, at det ikke er sidste gang jeg besøger CRUFTS.

Herunder kan du se anden runde af juniorhandling på Crufts. Det er Camille med den irske setter