Viborg: 6 uger gammel hundehvalp efterladt i grøft

17-04-2020 15:05

Bjarke Kirkegaard Nielsen

En rigtig trist sag fra Viborg. Godt hunden blev fundet

 

Copyright Hunden.dk
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Nyheden fortsætter efter annoncen

Alene, syg og forladt. Det var situationen for en lille, brungrå hvalp på 6 uger. Hvalpen blev fundet ved et tilfælde af en forbipasserende håndværker. Manden så hvalpen kravle op ad grøften, og stoppede derfor og tog den med. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Hvalpen blev herefter indleveret hos en nærliggende dyreklinik. Her kunne personalet se, at hvalpen ikke var chippet, hvorfor dyrlægen kontaktede Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. 

– Hvalpen var syg, da den kom til klinikken, og den blev derfor behandlet med det samme. Herefter fremlyste vi hvalpen, men ingen meldte sig, og hvalpen er nu overdraget til Dyrenes Beskyttelse og skal formidles til et nyt hjem via vores internat, fortæller Lise Svejgaard, Internatsleder og Dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelses internat i Viborg. Hvalpen har fået navnet Lucky.

 

Efterladt til usikker skæbne
Der er tale om en Cane Corso tævehvalp på blot 6 uger, og efter omstændighederne har Lucky det godt. Hun er nu sammen med andre hunde, men skal om et par uger ud i det helt rigtige hjem.

– Da hun ankom, havde hun blodig og gullig diarré og øremider. Desuden har hun en deform hale, som hun muligvis er født med, forklarer Lise Svejgaard.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Lise Svejgaard, som også er den dyrlæge der har behandlet Lucky, mener at nogle måske har smidt hvalpen ud, fordi de ikke har villet bruge penge på at få den behandlet, og måske fordi de har troet, at ingen ville eje en hvalp med en deform hale.

– Det må være ren kynisme og fokus på penge, der driver mennesker, der kan finde på at smide en lille hundehvalp ud som affald. Jeg tænker, at de ikke har troet, at de kunne få penge for hvalpen, måske på grund af dens haleknæk, og så har man i stedet valgt at dumpe den til en uvis skæbne. Jeg har set mange dyreværnssager i mit liv, men jeg har aldrig før set en lille hvalp efterladt på denne måde, og da slet ikke en tilsyneladende raceren hvalp, siger en rystet Lise Svejgaard.

Den lille tæve er ved godt mod, og snart vil hundehvalpen søge et nyt hjem. På Dyrenes Beskyttelses internat i Viborg vil de sikre sig, at hvalpen kommer til ejere, der har erfaring med racen.

 

Dumping er aldrig løsningen
Det er desværre ikke uvant at dyr efterlades og dumpes til en uvis skæbne. I 2019 blev i alt 1004 dyr dumpet i hele Danmark. Det er dog ikke specielt ofte, at det er hunde, der efterlades på denne måde. Jens Jokumsen, Familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse var også rystet over sagen:

– Normalt er det katte og killinger, vi ser, bliver dumpet og efterladt til en uvis skæbne, men en sjælden gang er det også hunde. Det kan dog ikke understreges nok, at dumping aldrig må være en løsning, ligegyldig hvad grunden er til, at ejerne har skilt sig af med den unge hvalp.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout