Bjarke Kirkegaard Nielsen
Frygten for bivirkninger ved vacciner har fået nogle hundeejere i England til at droppe at vaccinere deres hund for eksempelvis hundehepatitis. De har især været bange for, at deres hunde kunne udvikle autisme ved brug af vaccinerne.
Derfor har den britiske veterinærforening nu erklæret, at hunde ikke kan udvikle autisme af vacciner. Det skriver New York Times.
Teorien om vacciners bivirkninger startede i 1998, efter en undersøgelse, der blev offentliggjort i The Lancet viste en sammenhæng mellem autisme og vaccinationer. Det forårsagede en voldsom reaktion blandt forældre, hvilket resulterede i et betydeligt fald i antallet af vaccinationer af børn i Storbritannien.
Undersøgelsen er siden blevet grundigt kritiseret. Den blev formelt tilbagetrukket af det medicinske magasin.
Storbritanniens Veterinary Products Committee, der rådgiver den britiske afdeling for miljø, fødevarer og landdistrikter i sager om medicin og kosttilskud til dyr, har gennemgået alle tilladte hunde- og kattevacciner i Storbritannien mellem 1999 og 2002. Her konkluderer man, at den overordnede risiko ved brugen af vacciner er så lille, at man stærkt understøtter den fortsatte anvendelse af vacciner."
– Det er yderst sjældent med alvorlige bivirkninger som følge af vaccinationer. Enhver negativ virkning er generelt langt opvejet af fordelene ved beskyttelse mod alvorlig sygdom, lød det derfra.