Sund hundeavl i Danmark

03-06-2025 13:33

Cecilie Friis Amstrup

En ny bekendtgørelse sætter vigtig ramme for sund hundeavl samt velfærd for avlstæver.

Copyright Hunden.dk
Billederne er fra da DKK's adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen mødtes med Fødevareminister Jacob Jensen til en drøftelse af sund hundeavl. Det blev til en artikel i majnummeret DKK's medlemsblad HUNDEN. Foto: Mediehuset Wiegaarden/Karina Green Damsgaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fra den 1. juli 2025 skal man sundhedsundersøge og kende sundhedsstatus på en lang række hunderacer - og blandinger heraf, før hundene må anvendes i avl. Bekendtgørelsen hedder ”Dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af hunde”, og den siger overordnet, at ingen hund må indgå i avl, hvis hunden har tydelige arvelige egenskaber, som medfører risiko for fremtidige afkoms sundhed. En afledt konsekvens heraf er krav til at en række hunderacer – og blandinger heraf, skal gennemgå specifikke sundhedsundersøgelser, før de indgår i avl.

Danmark viser vejen
I Dansk Kennel Klub (DKK), som er Danmarks største interesseorganisation for hundeejere og hundeopdrættere, er der stor tilfredshed med, at lovgivningen fokuserer på krav til sundhed frem for
forbud mod racer, som nogle nabolande har indført.
– Bekendtgørelsen retter fokus på at ”sundhedsundersøge og vælge sunde hunde”, både hvis man er hundeejer/hundeopdrætter og ønsker at lave et kuld hundehvalpe, men også hvis man er hvalpekøber og skal hjælpes til at vælge hvalpe efter sundhedsundersøgte forældredyr. Denne ”danske model for sund hundeavl”, har vi store forventninger til, siger Jørgen Hindse, formand for Dansk Kennel Klub.

Unikt og bredt samarbejde
Arbejdet med bekendtgørelsen har været længe undervejs. Dansk Kennel Klub tog for mere end et år siden initiativ til at samle de interessenter, der forventeligt kunne bidrage med faglige input til, hvordan lovgivning om sund hundeavl kunne udformes. Det blev til et bredt og meget givende samarbejde mellem Dyrenes Beskyttelse, Den Danske Dyrlægeforening, Dyreværnet, DOSO (Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation) og Dansk Kennel Klub.

– I stedet for at sidde i hver vores ”lejr” og prøve at finde løsninger, har vi det sidste år arbejdet intenst sammen for at bidrage med viden, faglige input, sundhedsdata og forslag til at løse den fælles udfordring. Samarbejdet har været unikt, og vi har haft et fælles ønske om at sætte hundenes sundhed og velfærd først. Fødevareministeren og Fødevarestyrelsen har lyttet til os, og det afspejles i den nye bekendtgørelse, siger Jens Glavind, direktør for Dansk Kennel Klub.

DKK’s opdrættere går forrest
Hvert år registreres der ca. 50.000 hvalpe. Af disse er knapt 20.000 hvalpe registreret i Dansk Kennel Klub.
– DKK-opdrættere følger allerede en række krav til sundhedsundersøgelser af deres hunde, før de må anvendes. At der nu også stilles krav til at sundhedsundersøge ikke stambogsførte hunde, er rigtig vigtigt. Det vil gavne den samlede danske hundepopulation, og det hilser vi velkommen, udtaler Jørgen Hindse, formand for Dansk Kennel Klub.

Velfærd for tæven
I den nye bekendtgørelse bliver der også lovgivet om, hvor ung og gammel en tæve må være, når den får hvalpe. Hvor mange kuld tæven maksimalt må få, pauser mellem hvalpekuld samt andre tiltag, der skal sikre tævens velfærd.
– Disse tiltag er også utrolig positive, siger Mikael Tranholm, som er dyrlæge i Dansk Kennel Klub, og fortsætter: – DKK’s mange tusinde opdrættere følger allerede vores etiske regler for godt hundeopdræt, og nu gælder disse regler altså for alle, der vil lave hundehvalpe – både kennelopdræt og privatpersoner.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Implementering og oplysning
Dansk Kennel Klub ser et stort behov for oplysning til den ikke organiserede del af hundeverdenen og til nye hvalpekøbere.
– I DKK er alle krav og regler indført, når bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025. Så hvalpekøbere kan være trygge ved, at reglerne, sundhedsundersøgelser og avlskrav er fulgt, hvis man køber en hvalp med en DKK-stamtavle. Det er i sagens natur ikke en 100% garanti for, at hunden ikke kan blive syg, men mange vigtige tiltag er allerede taget for at de fremtidige generationer bliver så sunde som muligt, understreger Jørgen Hindse, formand for Dansk Kennel Klub.

– Det er naturligvis opdrætternes ansvar at avle sunde hunde, men vi skal ikke underkende forbrugernes magt. Vi skal derfor have hvalpekøberne til at efterspørge hvalpe efter sundhedsundersøgte hunde og ”belønne” de opdrættere, der gør det godt ved at købe hvalpe hos dem, siger Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.

Når lovgivningen træder i kraft 1. juli, vil Dansk Kennel Klub have en hunde-sundhedsportal klar, så man kan lade hundens sundhedsresultater registrere der.
– DKK bakker fuldt op om ”den danske model for sund hundeavl”, og derfor har vi taget initiativ til registrering af sundhedsoplysninger – også for hunde, der ikke har en DKK-stamtavle. Det vil samtidig gøre det muligt for lovgiverne og fagfolk at følge udviklingen i hundenes sundhedstilstand og evaluere på bekendtgørelsen, afslutter Jens Glavind, direktør i Dansk Kennel Klub.

Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af hunde (BEK nr. 607 af 26/05/2025):
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/607

Fødevarestyrelsens hjemmeside: https://foedevarestyrelsen.dk/indgange/hundeavl

Ministeriets pressemeddelelse: https://fvm.dk/nyheder-og-pressemeddelelser/2025/jun/nye-regler-for-avl-af-hunde-traeder-i-kraft
 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout