Som barn slugte Jette Holm Jensen hundebøger i ét væk. En dag faldt hun over Ulvehunden Finn – en roman skrevet af A. J. Dawson i 1910 – og blev grebet af beskrivelsen af den stolte, stærke og ædle irske ulvehund. Kombinationen af myndens hurtighed, grand danois’ens styrke og hjortehundens karakteristiske udseende satte sig fast i hendes bevidsthed.
– Jeg har stadig bogen, siger Jette med et smil. – Det var der, fascinationen begyndte.
De første år med DKK
Da Jette i 1973 fik sin første stambogsførte hund, oplevede hun Dansk Kennel Klub som noget ganske andet end i dag.
– DKK var dengang en kennelklub i ordets bogstavelige betydning. De stambogsførte hvalpe og holdt udstillinger – og det var det.
Udstillingerne var bænkede, hundene sad i nummerorden på lange rækker med skillerum imellem, og kritikken blev slået op bag hver hund. Hun havde ingen planer om at blive opdrætter; ønsket var blot et firbenet familiemedlem. Men det blev begyndelsen på et livslangt engagement.
Det første kuld og de første ambitioner
To år senere, i 1975, kom det første kuld hvalpe til verden.
– Det var enormt spændende – og jeg fik hurtigt ambitioner.
En erfaren opdrætter i nærheden hjalp med gode råd, men som 20-årig mente hun naturligvis, at hun selv vidste bedst.
– Først mange år senere gik det op for mig, hvor lang tid der går, før man faktisk ved noget om opdræt.
67 kuld og et klart mål
Mere end 40 år og 67 kuld senere har Jette en klar opfattelse af, hvad der kendetegner et godt opdræt.
– Jeg har kæmpet for at opdrætte fysisk og mentalt stærke hunde. Racen er skabt til ulvejagt, og en jæger skal mindst stå mål med sit bytte.
Det har altid været afgørende for hende, at bevægelsesapparatet fungerer perfekt.
– Ulve har guddommelige bevægelser – kraftfulde og smidige. Deres overlevelse afhænger af mobilitet. Det skal en ulvejæger kunne matche.
Fra 1970’erne til i dag
Når hun ser tilbage, står det klart, at racen har ændret sig.
– I mine unge år var der større variation i type og kvalitet, men også flere kraftige hunde. I dag ser jeg flere spinklere individer – mange hanner ligner tæver, og nogle tæver ligner hjortehunde.
Hun deltager stadig i udstillinger for at følge racen, men indrømmer, at hun ofte går skuffet hjem.
– Der synes at være gået ”Lykkehjul” i ulvehunderingene. Mange dommere kender ikke racen godt nok, og det betyder, at hunde med fejl i bevægelse bliver præmieret.
Hun peger på, at opdrættere naturligvis avler på det, som dommerne belønner.
– Når noget ikke prioriteres i ringen, forsvinder det også i opdrættet.
Sundhed og ansvar
Selv om hun savner den gamle racetype, glæder Jette sig over de fremskridt, der er sket på sundhedsområdet.
– I 1970’erne talte man stort set kun om hofteledsdysplasi, og ellers lod man naturen gå sin gang. Gik noget galt, blev hunden aflivet. I dag har både DKK og opdrætterne langt større fokus på at give hundene et længere og bedre liv.
Hun tilføjer eftertænksomt:
– Men hundevelfærd handler også om livet her og nu. Der er mange hunde, som sidder alene i hjemmet det meste af dagen – det er ikke meget bedre end et fængsel uden toilet.
Linjer gennem generationer
Hun beholdt typisk én eller to hvalpe fra hvert kuld – og det blev nøglen til at udvikle og bevare den ønskede type.
– At starte tidligt gav mig mulighed for at følge generation efter generation af de samme linjer og se, hvad der fungerede.
Opdrættet blomstrede særligt i 1980’erne og 1990’erne.
– Der skal et flow af kuld til, før man gør fremskridt. Et kuld i ny og næ rykker ikke.
Gennem en kombination af linjeavl og nøje udvælgelse skabte hun en type, som andre kunne genkende.
– Folk sagde ofte: Det dér er en Ulvsholm-hund – bare ud fra helhedsindtrykket.
En linje med 12 generationer
– At have kendt en hundefamilie i 12 generationer er en gave. Jeg kunne genfinde de bedste egenskaber i generation efter generation.
Med årene opstod der stærke venskaber med hvalpekøbere, som vendte tilbage for at få endnu en hund.
– Det blev et fællesskab – næsten en familie.
Klubarbejde og fællesskab
I 1986 tog Jette initiativ til at danne Specialklubben for Irsk Ulvehund.
– Afghansk mynde havde fået egen klub, og vi var nok ulvehundefolk i Myndeklubben til at stå på egne ben.
Klubbens medlemsblad og specialudstillinger samlede både opdrættere og ejere.
– Vi havde mindst én udstilling om året med en erfaren racespecialist som dommer – og de dage var både fagligt og socialt højdepunkter.
Fra storhedstid til stilhed
I 1980’erne registrerede DKK omkring 100 ulvehundehvalpe om året. Ti år senere var tallet halveret.
– Der var mange dygtige, især yngre kvindelige opdrættere, som løftede niveauet, men efterhånden løb kræfterne ud. Der kom færre nye hvalpekøbere, og det blev sværere at finde frivillige til klubarbejdet.
I 2013 måtte klubben opløses.
– Det var vemodigt, men uundgåeligt.
Dommerliv og internationale perspektiver
Gennem årene har Jette dømt irske ulvehunde både i Europa og USA og oplevet markante forskelle.
– I USA så jeg en højere gennemsnitlig kvalitet. Hundene var stadig kraftige og velgående.
Som dommer havde hun flere store oplevelser.
– Mine bedst placerede hunde i USA fyldte mig med håb for racen – og da jeg siden opdagede, at nogle af vinderne stammede fra mit eget opdræt, var det en særlig glæde.
Et nyt kapitel med eurasier
Efter et halvt århundrede med irsk ulvehund var tiden kommet til en ny begyndelse.
– Jeg ledte efter en race, jeg kunne blive gammel sammen med – en hund, jeg kunne gå tur med uden at blive trukket omkuld.
Valget faldt på eurasieren.
– Den har en passende størrelse og en ro, som minder lidt om ulvehundens. De bliver aldrig det samme, men de passer godt til mit liv nu.
Hun ler.
– Med hunde, hus og have er der altid noget at lave. Eurasieren fungerer som min ’ollehund’ – den, der får mig ud hver dag.
Et livsværk med varige spor
Når Jette ser tilbage på 50 år med DKK og opdræt, er der meget at glæde sig over.
– At have været med i racens storhedstid i Danmark betyder meget. Jeg har opdrættet en BIS-vinder både på en international DKK-udstilling og på FIWC’s kongresudstilling – det var stort.
Men stoltheden rækker videre.
– At andre har brugt mine hunde i deres opdræt betyder, at Ulvsholm-linjerne nu findes bag op mod 37 procent af verdens ulvehunde. Så har arbejdet ikke været forgæves.
Hun smiler eftertænksomt.
– Man vil altid gerne have mere, men jeg er taknemmelig. Når man har fået så mange gode oplevelser, kan man roligt tygge drøv på dem resten af livet.
Har du været medlem af DKK mere end 50 år? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til kar@wiegaarden.dk.
60-års jubilæum i DKK: Fra den første lakeland terrier til topvindende mynder og whippets – et langt, kærligt og lærerigt liv med hunde
Preben Hansen har været medlem af Dansk Kennel Klub i 57 år og ser tilbage på et langt hundeliv med airedale terriers, udstillinger og stærke fællesskaber.
Når man har været medlem af Dansk Kennel Klub i 55 år, er hundene ikke bare en hobby, men en livslang passion. For Birte Scheel begyndte det hele som skoleelev i 1970, og siden har hundesporten fulgt hende gennem både opdræt, udstillinger, rejser og dommergerning. Her deler hun sin fortælling om glæden ved hundene – og fællesskabet i DKK:
Sikke en dag og sikke en afslutning. Det bliver nok en af de dage, man husker i den danske udstillingsverden
Når solen skinner, bliver det varmt i bilen, og så er det ikke et sted for hunde. En svensker opdagede lørdag, at DKK mener det, når de siger, de ikke accepterer hunde i varme biler
10 gange om året udkommer Magasinet HUNDEN til alle DKK’s medlemmer. Vi vil rigtig gerne ramme så mange som muligt. Derfor søger vi hjælpere
Så er det blevet lørdag i Vejen. Her er en oversigt over, hvor du finder de forskellige racer
Direktør for Dansk Kennel Klub, Jens Glavind havde en klar opfordring, da han holdt foredrag om fremtiden for DKK
Et stort skulderklap til DKK og udstillingsafdelingens store arbejde
Økonomi, livsstil og etiske overvejelser har i 2024 påvirket danskernes valg af hund, forklarer Agrias hundeekspert, Lotte Evers, som analyserer årets top 25 over Danmarks mest populære hunderacer.
Korrekt forebyggelse kan mindske risikoen for sygdom hos din hund. Derfor er det en god ide, med jævne mellemrum, at tage hunden med til sundhedseftersyn hos dyrlægen
At få sin hund hjem efter den har været i narkose og gennem en operation, kan være en overvældende oplevelse og give anledning til bekymring – vi ser på hvad du skal være opmærksom på det første døgn efter operationen
Nogle hunde ser ud til at knytte sig stærkere til én bestemt person i husstanden, mens andre virker lige glade for alle. Hvad afgør, hvem der bliver hundens favorit? Handler det om, hvem der fodrer den, hvem der leger mest med den, eller er der helt andre faktorer på spil?
Alle hunde skal på et eller andet tidspunkt forbi dyrlægen, og det er ikke alle, der synes, det er en fest. På Hundeklinikken i København gør de noget ved dyrlægeangst med deres helt specielle tilgang til hundene
Del 2 af Karen Frost Knudsens populære serie er landet i november nummeret af HUNDEN
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Hunde, fællesskab og mangfoldighed mødes på Ledreborg Slot og i Svendborg
Kulde påvirker hunde forskelligt, og mange af de første tegn kan være svære at opdage. Når du kender signalerne, kan du give hunden tryghed og sikre, at vinterens gåture bliver en god oplevelse
Mød den dansk/svenske gårdhund i det nye nummer af HUNDEN
