Da Lisbet Knak som 12-årig i juni 1965 meldte sig ind i Dansk Kennel Klub, anede hun næppe, at det skulle blive begyndelsen på et livslangt eventyr med hunde. Hun havde netop fået sin første hund, en lakeland terrier ved navn Jyllingehøjs Chris, og drømmen om et liv i hundenes verden var endelig gået i opfyldelse.
Barndomsdrømmen, der tog form
Som barn havde Lisbet ofte besøgt de store udstillinger på travbanen, hvor fascinationen for hunde voksede for hver gang.
– Jeg var medlem af kennelklubben, så jeg kom gratis ind. Jeg var pavestolt, når jeg viste mit medlemskort ved indgangen, fortæller hun.
Udstillingerne dengang var helt anderledes end i dag. Hundene stod i små bokse, og publikum kunne gå rundt, læse om racerne, deres navne og resultater.
– Jeg var tryllebundet af mangfoldigheden. Jeg husker især clumberspanielsene. De havde poter så store som cd’er, siger hun med et grin.
Drømmen om selv at stille ud blev dog kortvarig. Chris viste sig at være kryptokid og kunne derfor ikke udstilles.
– Jeg var naturligvis skuffet, men jeg holdt ham i pæn form og sørgede for at få ham trimmet hos opdrætteren et par gange om året. Han havde sit eget sind – han gik amok på telefonen og vogtede sine ting – men han var et elsket familiemedlem, fortæller Lisbet.
Chris levede til han var over 14 år gammel, og trods sin uopfyldte udstillingskarriere blev han den hund, der lagde grunden til et helt liv med hunde.
Et uventet gensyn med hundelivet
Der gik mange år, før næste hund flyttede ind. Det skete nærmest ved et tilfælde, da Lisbet som ung lærer fik en særlig elev.
– Jeg underviste på en ungdomsskole, hvor en af eleverne, en forældreløs dreng, havde fået en stor hvalp foræret. Han boede på institution, så hunden måtte ikke være der. Jeg lovede at hjælpe ham med at finde et hjem, men det viste sig sværere end forventet, fortæller hun.
Hun endte med at tage hvalpen, Kiki, med hjem til sin lejlighed i Brøndby Strand, selvom husdyr ikke var tilladt.
– Min mand sagde, da han så hende første gang: ”Der står da ikke i lejekontrakten, at man ikke må holde myresluger!” Kiki lignede nemlig mest af alt en blanding af afghansk mynde og borzoi, husker Lisbet med et grin.
Kiki viste sig at være en udfordring. Hun kunne ikke være alene hjemme, åbnede vinduerne og stak af. Men hun var samtidig en hengiven og livlig hund, og snart var det klart, at der måtte findes et nyt hjem med mere plads.
– Vi købte et lille hus i Rødovre. Det var egentlig mere for hundens skyld end vores, fortæller hun med et smil.
Lisbet og hendes mand indså, at Kiki måtte have en ven og i april 1978 kom afghanerhvalpen Maja til. – Maja var roligheden selv, og hendes sind smittede af på Kiki. Pludselig blev der fred i huset, siger Lisbet.
Siden fulgte flere afghanere – Bamse i 1981 og Gladys i 1982. Men da var familien flyttet til Allerød, kun 50 meter fra en hundeskov. Her begyndte hundelivet for alvor at tage form.
En passion vokser
Udstillingsinteressen, der havde ligget i dvale siden barndommen, blussede op igen.
– Jeg begyndte at udstille mine afghanere. De blev ikke store stjerner, men jeg lærte utroligt meget – især om pelspleje og håndtering. Og jeg fik nye venskaber, som jeg stadig har, fortæller Lisbet.
I 1985 flyttede whippetten Penny, DK.CH. Windsurfs Atlantic Dream, ind. Hun blev familiens første champion. Penny blev efterfulgt af sin mor, Tootsie (Gårdsjôns Paulina), samt whippets som Pixie og Fie, og de markerede begyndelsen på mange år med mynder i verdensklasse.
– Penny blev parret to gange uden resultat, så mit opdræt forblev lille. Men det første kuld, som Fie fik i 1993, blev helt særligt, fortæller hun.
Herfra kom blandt andre whippetten Berry (DK.S.CH. Knak Around and Around), der blev årets whippethan i 1999 og vandt BIS veteran på Skokloster – en af verdens største og mest prestigefyldte udstillinger for mynder.
Greyhoundenes storhedstid
I 1990 kom greyhounden Zelda, Int. DK.S.Tysk.CH. Eikica Zoe of Zealand, til huset – og hun satte et tydeligt aftryk.
– Zelda var noget særligt. Hun vandt næsten hver gang, hun gik i ringen, og blev to gange årets mynde i Myndeklubben, fortæller Lisbet.
Zelda fødte i 1994 et kuld på seks hvalpe, hvoraf flere gjorde international karriere. En hanhund rejste til Tyskland og blev både tysk og international champion, mens en tæve blev sendt til USA, hvor hun blev amerikansk champion og mor til et kuld topvindere.
Selv beholdt familien to hvalpe: Bobo (Int. DK.S.Tysk.CH. Nobel Price) og Ranie (Int. DK.S.Tysk.CH. Maharanie).
– Ranie var min store stolthed. Hun blev årets mynde i 2002, mens Bobo samme år blev årets greyhoundhan. Det var en kæmpe oplevelse, fortæller Lisbet.
Nye generationer og nye racer
Efter greyhoundenes æra kom nye stjerner til. Whippetten Inês (DK.S.CH. Roseria De Brava New Twist) blev to gange årets hund i Myndeklubben og høstede mange BIR- og BIS-placeringer, altid fremvist til perfektion af medejer og veninde Mette Mørkegaard.
Også azawaken Bashida (DK.CH. Bashida Idi N’Ileli) gjorde sig bemærket, trods sin reserverede og racetypiske skepsis over for fremmede.
– Hun brød sig egentlig ikke om udstillinger, men hun gjorde sit bedste for min skyld. At hun blev champion og årets azawak, er jeg stadig stolt af, siger Lisbet.
Whippetten Josie (DK.CH. Aaniston I’m Hot You’re Not) blev en del af familien i de følgende år og opnåede i 2011 titlen som årets whippettæve i Myndeklubben. Hun blev næsten seksten år gammel – en ægte kærlighedshund.
Et liv i klubbernes fællesskab
Gennem årtierne har både Myndeklubben og Dansk Kennel Klub været faste holdepunkter i Lisbet Knaks liv.
– Jeg har deltaget i næsten alt, der har med hunde at gøre – lydighed, agility, coursing, væddeløb og udstillinger. Klubberne har givet så mange oplevelser og et stort fællesskab, fortæller hun.
Hun ser dog, at udstillingsverdenen har ændret sig markant.
– Det er blevet mere elitært. Før kom man med et tæppe, en vandskål og en børste. I dag kræver det telte, bure, borde og tasker fyldt med udstyr. Og der er sket et skred i forventningerne. Før var man glad for en førstepræmie. Nu skal det helst være et CK og en topplacering, siger hun med et smil.
Hendes råd til nye udstillere er enkelt, men vigtigt:
– Giv dig tid. Lad hunden være hvalp, så længe den er det. Overtræn ikke – lær den, at udstilling er sjovt. En glad hund viser sig bedre end en presset. Og husk, det er en hobby. Det skal være sjovt for både dig og hunden.
Et roligt hundeliv i dag
Efter et halvt århundrede med hunde i verdensklasse er livet nu roligere, men glæden ved hundene er intakt. Sammen med sin mand bor Lisbet Knak med tre whippets og en havaneser – alle en fast del af hverdagen.
– Vi er begge pensionerede, og hundene er altid sammen med os. Vi har både campingvogn og sommerhus på Lolland, så vi rejser rundt i Danmark og nyder naturen, fortæller hun.
Whippets og havaneser passer perfekt til livsstilen.
– De er venlige, sociale og meget nemme at leve med. Whippets elsker at løbe, og havaneseren elsker at være tæt på. Den kræver lidt pelspleje, men jeg holder af den tid – det er ro og nærvær, siger hun.
Når Lisbet ser tilbage, er det med taknemmelighed.
– Min barndomsdrøm om et liv med hunde blev ikke bare indfriet – den blev langt større, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Hver eneste hund har sat sit præg. De har givet mig venner, oplevelser og en masse grin. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden dem.
Årets første udstilling har nået sin ende og i år var det newfoundlænderen, Auroranewf's Caress From Norway, der rundede weekenden af med sejren som årets første BIS.
Mens hunden tog det ret roligt, var ejer Bitta Wöhliche opløst i glædestårer over at vinde BIS 1 lørdag
Formanden for DKK’s Udstillingsudvalg Wilfred Olsen glæder sig over en fornem start i Vejen
Danskerne er vilde med sport. Og danskerne er vilde med hunde. Så når Dansk Kennel Klub kombinerer de to og i weekenden inviterer til ”Kamp om København” set fra hundeperspektiv, vil Ballerup Idrætsby blive fuld af hundeglam, højt humør og logrende haler. Der lægges ud med første bjæf kl. 10
Jeg mødte Cristine Hellström i de travle haller i Fredericia, præcis to år efter at samme udstilling blev startskuddet til en kamp for livet. Her fortæller hun om rejsen fra en terminal diagnose til igen at stå med en hundesnor i hånden.
TV Midtvest rapporterer om flere tilfælde af hjerteorm i det jyske. Læs mere om, hvordan smitten spredes, og hvordan du med en lille indsats kan være med til at forebygge sygdommen i dit lokalområde.
Mange hundeejere oplever, at en lang gåtur ikke altid resulterer i en træt hund. Hvis hunden stadig har krudt i bagdelen efter turen, kan det skyldes, at den mangler mental aktivering frem for flere kilometer i benene.
Den islandske fårehund var i 1950’erne tæt på at forsvinde.
Jørgen Metzdorff fortæller her historien om racen, der overlevede takket være få passionerede mennesker.
Der findes næsten ikke noget mere beroligende end synet af en hund, der sover trygt og tungt. Vi har samlet 11 af de mest charmerende og sjove sovetryner, som vores læsere har delt med os, så du kan nyde de mange herlige sovestillinger.
Vindruer og rosiner kan virke som en sund snack, men for hunden gemmer de på en livsfarlig risiko. Selv en enkelt drue kan føre til akut nyresvigt, og det er derfor afgørende at kende tegnene på forgiftning i tide.
Opkast og diarré er nogle af de hyppigste grunde til bekymring hos hundeejere, men hvornår er det egentlig alvorligt? Vi gennemgår de mest almindelige årsager, faresignaler, hvordan du bedst hjælper din hund og hvornår du bør søge dyrlæge.
Mange hundeejere fokuserer primært på den fysiske motion, som lange gåture og løbeture. Selvom dette er vigtigt for hundens sundhed, er mental aktivering mindst lige så afgørende for dens generelle trivsel.
Josie Quintrell er Danmarks eneste specialiserede ulvehundetræner og arbejder for at nedbryde fordomme om de fascinerende og krævende hunde.
Når hunden bliver gammel, sker der en masse ændringer, som har betydning for dens sundhed. Vi har kigget nærmere på ti af de ting, der ændrer sig hos seniorhunden.
