Astrid Gerd Holtet
I det nordvestlige Saudi Arabien har forskere fundet en jagtscene indgraveret i sandsten. Scenen viser blandt andet en jæger med bue og pil omgivet af enogtyve jagthunde. Som noget helt særligt, er to af disse hunde fastbundet til jægeren, på en måde, der ligner at de føres i snor.
Billederne formodes at være over ottetusind år gamle, og bliver dermed et af de ældste billeder af hunde kendt til dato. At hundene er i snor, tyder på at mennesker trænede og kontrollerede hunde langt tidligere end hidtil antaget. Holdet bag opdagelserne fremhæver ydermere at kun nogle af hundene er i snor, mens andre ikke er. Det mener de viser, at datidens jægere måske allerede den gang brugte forskellige individer til forskellige opgaver.
Forskerne peger også på, at de mange hunde på billedet kan være udtryk for, at datidens mennesker i området omkring det nuværende Saudi Arabien, allerede på daværende tidspunkt, havde større grupper af hunde, som de passede og avlede - hvilket er tidligere end hidtil antaget - og dermed kan fundet få stor betydning for vores forståelse af hundens domesticering i det sydvestlige Asien.
Da dateringen af denne slags graveringer er forbundet med en del usikkerhed, håber forskerne på at kunne koble det med andre arkæologiske fund i fremtiden. Det vil bidrage til en bedre forståelse og en sikrere datering af disse opsigtsvækkende fund.
KILDE: Guagnin, M. Pre-Neolithic evidence for dog-assisted hunting strategies in Arabia, Journal of Anthropological Archaeology (2017), http://dx.doi.org/10.1016/j.jaa.2017.10.003