Astrid Gerd Holtet
Hængeører er noget, der især ses hos vores domesticerede dyr – altså de dyr vi igennem tiden har gjort tamme gennem avl. De ses blandt andet hos flere hunderacer, hos geder, kaniner og køer. Den engelske biolog Charles Darwin var den første til at beskrive dette pudsige gennemgående træk i sin bog ”The Variation of Animals and Plants Under Domestication” for mere end et hunderede år siden. Darwin mente, at der måtte være en sammenhæng mellem de særlige træk i dyrenes udseende og selve domesticeringsprocessen, og det fik navnet ’domesticeringssyndromet’.
Belyayevs ræve
Cirka hundrede år senere, i Sovjet Unionen, gennemførte en russisk genetiker, Dmitry Belyayev, et studie, der understøttede Darwins teori. Han tog en gruppe vilde ræve, og påbegyndte et 1avlsprogram, hvor han kun avlede efter tamhed. Han udvalgte de ræve som var mindst utrygge ved mennesker, og avlede på dem. Blandt deres afkom valgte han igen de mindst frygtsomme individer til den videre avl, og således forsatte han i flere generationer. Han tog på intet tidspunkt højde for, hvordan rævene så ud, når han udvalgte dem.
Der skulle ikke mange generationer til, før Belyayevs ræve blev tamme og trygge ved mennesker – men det var ikke kun deres adfærd, der havde ændret sig. I takt med at rævene blev tamme, ændrede de også udseende – de fik blandt andet hængeører og plettet pels.
Adrenalin og hængeører
En af de teorier, der forklarer denne pudsige sammenhæng, bygger på nogle særlige celler, der ligger klumpet sammen i de tidlige fosterstadier. I takt med at fostret vokser, bevæger disse celler sig rundt i kroppen og danner blandt andet de celler, der hos de voksne dyr udskiller hormonet adrenalin. Adrenalin er en del af dyrets alarmberedskab, og når det udskilles bliver dyret klar til enten af flygte eller til at gå i kamp. Andre celler fra denne klump vandrer ud til andre steder i kroppen, og bliver blandt andet til de celler der danner farvepigment i huden og brusk i ørerne.
Et højt niveau af adrenalin, kan have gjort vilde dyr mere bange for mennesker, og det er derfor muligt at de individer, der i sin tid blev udvalgt til avl i domesticeringsprocessen, var dyr, der ikke dannede helt så meget adrenalin som de andre. Det kan altså være at man ved at udvælge de mindst frygtsomme dyr, har udvalgt dyr med en mindre klump af disse særlige celler i fosterstadiet – så udover at få færre celler, der dannede adrenalin, fik disse dyr således også færre af de celler, der blandt andet danner brusken i ørerne – og dermed begyndte deres ører at hænge!
