Jubel på Roskilde Dyreinternat

03-07-2019 15:00

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Hvad der plejer at være en pestilens for de sårbare dyr på Roskilde Dyreinternat, er i år blevet til en god oplevelse for alle

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter i flere år at have frygtet Roskilde Festivalen kan medarbejderne på Roskilde Dyreinternat i år endelig juble. Der er nemlig blevet lyttet til deres bønner om flere vagter og en stillezone tæt på internatets skrøbelige dyr.

– Det er virkelig befriende. Vi har hegn hele vejen rundt og politiet kører hele tiden patrulje herude. Der er ikke høj musik, og hvis der endelig opstår problemer, kontakter vi politiet, og så står de her i løbet af to sekunder, jubler Mie Munck, der er hundeansvarlig på internatet.

Sidste år havde piben en noget anden lyd. Her var der kolossale problemer for internatet i løbet af Roskilde Festivalen, og sådan har det faktisk været i en del år.

– Sidste år var dråben for os. Hundene var bange og stod og rystede, men der blev ikke gjort noget fra vagternes side. Derfor var det os selv, der måtte skride til handling, hver gang nogen forsøgte at klatre ind til hundene eller smed affald herind, siger hun og fortsætte:

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg har været her i otte år, og i år er første år, vi har en festival, vi ikke kan høre.

På det musikramte dyreinternat har man også været bedre forberedt på de udfordringer festivalen kan byde på, end man plejer.

– Vi kan jo naturligvis ikke styre, hvor mange hunde, der kommer til os. Men vi har sørget for, at der ikke er fyldt op i år, og de hunde, der har tydelige problemer med støj, er kommet i pleje hjemme hos mig, mens festivalen står på, lyder det fra Mie Munck, der endda har kunnet nyde denne onsdag morgen ekstra meget.

– Det er jo ikke så godt vejr, og det nyder vi, fordi så er der ingen, der bader nede i søen. Det betyder, at jeg kan gå tur med hundene dernede, og det har jeg også gjort i dag, siger hun og roser Roskilde Festivalen for deres måde at tage hensyn til internatet på i år.

– Roskilde Festival har tydeligvis taget vores kritik til sig i år, og det er vi rigtig glade for. Det hele er bare mere positivt, og vigtigst af alt, så er det meget bedre for dyrene.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout