Privatfoto

På den ene side elsker jeg det, det at finde den rette hanhund, få hvalpene og ikke mindst det kæmpe arbejde, der er med at få dem socialiseret rigtigt og finde de helt rette familier til dem.

Men på den anden side er jeg ikke den, der nørder, og jeg tror faktisk, jeg er alt for følsom til at være opdrætter, for under fødslen er jeg altid et kæmpe nervevrag. Jeg er så nervøs for, at noget skal gå galt, for tænk sig hvis jeg skulle miste min elskede hund og hvad nu hvis hvalpene ikke er, som de skal være, eller ikke klarer den.
Og på dagen, hvor de små skal rejse hjemmefra, er jeg jo slet ikke mig selv. Jeg vil sige, at jeg heldigvis er blevet bedre, for ved vores første kuld, græd jeg snot i lange baner, da jeg skulle sige farvel til hver og en af hvalpene – selv om de fleste af dem ikke flyttede mere end en time væk. Jeg knytter mig utrolig meget til dem, jeg ”giver” en hvalp til, så familien er ved at være stor. Og selv om jeg jo godt ved, at de ikke skal huske at informere mig om alt, så vil jeg så gerne høre om alle deres resultater, sjove oplevelser og hvordan hunden bare er i familien. Jeg har flere gange taget mig selv i at tænke ”hvorfor har de ikke fortalt mig om det?”, når jeg f.eks. læser noget på Facebook om dem. Lidt lige som en mor, der ikke har fået historien fra ens barn.

Privatfoto

Så hvorfor gør jeg det? Godt spørgsmål, jeg tror slet og ret, at jeg bare ikke kan lade være. Det må jo betyde, at der trods alt stadig er flere plus’er end minus’er. For hold op hvor er det dejligt at se, når man kan være med til at sikre, at vi får lavet sunde hunde, hunde der bliver en kæmpe stor del af den familie, de ender i uanset om de er konkurrencemakkere eller ”bare” aktive familiehunde.
Jeg vil aldrig være foruden de otte fantastiske uger, hvor man har hvalpene – jeg ELSKER den tid. Jeg elsker at se den første tid, hvor de først og fremmest bare skal være, det at se hvordan de begynder at udforske verden og blive mere og mere nysgerrig og modige. I de otte uger er der ikke meget der hedder fjernsyn for nogen af os i familien, for jeg er så heldig stillet, at alle elsker hvalpene. Lige fra Alexander, der gerne spiser morgenmad hos hvalpene, til min mand Allan der altid, som det første når han kommer hjem fra en hård dag på jobbet ligger sig ned i hvalpekassen. Det er med til at give os alle en ny energi og en kæmpe glæde.

Privatfoto

Når vi lukker døren for den sidste hvalpe, der er rejst med sine nye ”forældre” siger jeg altid til Allan ”Jeg er færdig med at avle, jeg gør det ikke igen!”. Og her er jeg så alligevel, nu har jeg lige gjort det igen.

Torsdag d. 17. september om morgenen var jeg igennem den vildeste fødsel jeg nogensinde har prøvet, heldigvis ikke fordi der gik noget galt, men fordi jeg var helt alene.
Allan arbejdede på Island og ville først komme om hjem om lørdagen, og det var jeg egentlig rimelig rolig over, da Impi først var sat til at føde fra lørdag, men hun ville det anderledes.

Privatfoto

Jeg havde lagt mærke til tegnene onsdag aften, men der havde ikke rigtig været temperatursvingninger, så Allan og jeg blev over telefonen enige om, at det var lige tidlig nok. Næste morgen kunne jeg pludselig se over morgenmaden, at det var NU. Jeg havde aftalt med en veninde, at hun ville komme og hjælpe, hvis Allan ikke nåede at komme hjem, jeg prøvede at ringe til hende, ingen svarede. Jeg ringede til Allan, ingen svarede. Første hvalp kom nu ud med enden først og desværre trak den ikke vejret selv, så jeg måtte i gang med førstehjælp, samtidig med Alexander også var der og jeg skulle berolige ham, for han var også så nervøs. Jeg prøvede at ringe til min dyrlæge imens, heller intet svar…. NU var jeg ved at være presset!!!! Men, men, men det lykkedes, der kom liv i hvalpen, der nåede dog at komme en hvalp mere inden hvalp nr. 1 var rigtig stabil. Alt imens jeg skulle sikre mig at Impi havde det godt, få liv i hvalp 1 og sikre mig at hvalp 2 var ok, lykkedes det heldigvis at få fat i min veninde, som smed alt hun havde i hænderne og kom mig til undsætning. Hold nu op jeg blev rørt da hun kom ind ad døren, for selv om der måske kun var gået en time, så havde adrenalinen pumpet som havde man løbet et helt maraton. 

5 lækre hvalpe kom til verden, 2 af dem skulle have hjælp til at trække vejret, men vi klarede den og alle har det godt – og jeg har allerede sagt MANGE gange ”Jeg gør det ikke igen, det er sidste gang!”

Privatfoto

Men jeg ved jo godt at det ikke er rigtigt – for jeg kan slet ikke lade være.