Hvad er albueledsdysplasi?

29-04-2018 15:52

Astrid Gerd Holtet

Albueledsdysplasi, eller AD, er en fællesbetegnelse for en række vækstforstyrrelser i albueleddet, der kan medføre invaliderende gigtforandringer senere i hundens liv 

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Albueleddet dannes af tre knogler, overarmsknoglen, spolebenet og albuebenet, og i albueledsdysplasi udvikles leddet ikke som det skal. Tilstanden er en fælles betegnelse for de tre tilstande; Fragmenteret Processus Coronoideus (FCP), Osteochondrose (OCD) og Ununited Anconeus Proces (UAP).

Fælles for disse tre er, at ved alle tre udvikler ledbrusken sig ikke som den skal, eller den bliver beskadiget som følge af forstyrrelser i det omkringliggende knoglevæv. Med tiden medføre albueledsdysplasi, at der udvikles gigtforandringer (arthrose) i det syge led.

Udviklingen af sygdommen er forbundet med hundens vækst, men symptomerne ses oftest først senere i livet. Sygdommen kan opdages tidligt inden symptomerne opstår ved at tage røntgenbilleder af den unge hunds albuer.

Sygdommen er forbundet med smerte, og med tiden kan symptomer som halthed eller stiv gang ses. Ofte vil stivheden eller haltheden være tydeligst når hunden har hvilet sig, og i takt med at den bevæger sig og leddet bliver varmt, kan stivheden og haltheden blive mindre eller forsvinde helt. Andre symptomer forbundet med smerten kan være adfærdsændringer, som eksempelvis aggression over for andre hunde, nedsat aktivitet og fravalg af leg.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sygdommen ses hos mange racer, men er især almindelig hos store, hurtigt-voksende hunderacer. Den er i høj grad arvelig, og i avlsarbejdet hos mange racer arbejdes der målrettet på at mindske forekomsten af tilstanden.

Ud over hundens genetik, har fodring og miljøet også en betydning for hvorvidt den enkelte hund udvikler tilstanden. Eksempelvis kan fodring i hvalpetiden med foder, der har et forkert forhold af mineralerne calcium og fosfor, øge risikoen for at hundens vækst forstyrres.

Alle tre tilstande kan behandles ved hjælp af en operation – og opdages dysplasien tidligt, er prognosen relativt god. Udvikling af gigt i leddet vil gøre prognosen mere reserveret.

/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout