Astrid Gerd Holtet
Hunde lærer hele tiden, ikke kun når de er på træningspladsen. Alle oplevelser, gode såvel som dårlige, bliver lagret som minder, og har betydning for hvordan de håndterer lignede situationer i fremtiden. Enhver, der har haft hund, ved også at ens adfærd kan påvirke hunden – og dermed også hvordan de oplever en bestemt situation. Dermed kan vores måde at interagere med vores hunde, påvirke hvad hunden lærer og tager med sig videre i livet. Derfor valgte et forskerhold fra Wien, at se lidt nærmere på, hvordan vores adfærd påvirker vores hundes stresshåndtering.
Forskerne, der er tilknyttet forskningscenteret Clever Dog Lab i Wien, inviterede et hold hundeejere til at deltage i studiet sammen med deres hunde. Først undersøgte de hvordan ejerne interagerede med deres hunde i en række almindelige situationer, herunder simpel lydighedstræning, problemløsning og leg. Ved blandt andet at tælle hvor ofte ejerne gav hundene kommandoer, og hvor ofte de roste, klappede og fløjtede af hunden, forsøgte forskerne at beskrive hvordan ejerne interagerede med deres hunde, og hvorvidt deres tilgang til hunden overordnet set var entusiastisk og støttende eller korrigerende og autoritær.
Herefter udsatte de hunden for en potentiel stressende oplevelse, hvor ejeren ikke måtte interagere med hunden, og så på hvordan hunden opførte sig i forhold til ejeren.
Forskerne fandt at hunde, hvis ejere normalt var entusiastiske og støttende, havde en større tendens til at opsøge deres ejere, når de stod over for en potentiel fare, end hunde hvis ejere normalt var korrigerende og autoritære. Var ejeren normal autoritær og korrigerende, havde hunden derimod tendens til at reagere mere på egen hånd.
Forskerne peger dermed på, at den måde vi interagerer med vores hunde på i dagligdagen kan påvirke hvor meget de stoler på os, og støtter sig til os, når de står i potentielt farlige situationer.