Men Holly blev ved med at hoste, så vi tog igen til dyrlægen. Denne gang blev hun scannet, og nu lød diagnosen på hjerteklapfejl. Det var til gengæld en langt mere alvorlig besked at få, for efter at have googlet sygdommen, fandt jeg ud af, at en hund med endocardiose, som det så fint hedder, kun lever ni måneder i gennemsnit med sygdommen. Det var unægtelig en meget trist besked at få, og jeg begyndte så småt at indstille mig på, at Holly levede på lånt tid. I de næste mange måneder fik Holly flere slags medicin: Én slags medicin for at øge hjertes evne til at trække sig sammen, og en anden slags medicin til at drive overflødig væske ud af kroppen på hende.

Månederne gik, og jeg kunne med sorg se, hvordan det gik ned af bakke med hende. Når vi var på stranden, gik hun lige bag ved mig og løb slet ikke og legede, hvilket hun ellers var meget glad for. Hun drak meget, fordi de vanddrivende piller gjorde hende tørstig, og så var hun naturligvis meget træt.

En helt vidunderlig forårsdag med sol og næsten ingen vind – stort set 9 måneder efter hun havde fået diagnosen – gik den så ikke længere. På det tidspunkt havde jeg taget kontakt med LIFE, som havde et forskerprojekt kørende, hvor hunde med hjerteklapfejl først blev grundig undersøgt og efterfølgende nænsomt aflivet. Jeg havde meldt Holly til dette projekt, da jeg tænkte, at hun så kunne gøre noget godt for andre hunde ved at bidrage med sit liv til forskningen i denne rædselsfulde sygdom.

Lad mig sige det med det samme: Det var en aldeles frygtelig dag. At ringe en uge i forvejen og aftale, at denne dag skulle min elskede lille pige aflives, var frygtelig. Man håber jo altid, at man på én eller anden måde ikke skal igennem denne forfærdelige stund, men for langt de fleste af os er dyrlægen inde over den sidstes stund.

Vel ankommet til LIFE blev jeg modtaget af holdet bag projektet, professor Lisbeth Høier Olsen og hendes medarbejdere.

Og så gik undersøgelserne ellers i gang. Holly blev scannet, og scannet, og scannet…Lisbeth og hendes kolleger kiggede på hinanden, og så scannede de én gang til. Og så kiggede de på mig.

– Anne, Holly har under ingen omstændigheder hjerteklapfejl. Men hun har sandsynligvis orm – hjertelungeorm, sagde Lisbeth til mig.

Her stoppede alting…

– Hvad siger du? spurgte jeg – hjertelungeorm? – Ikke hjerteklapfejl?

– Nej, men hun skal have en ormekur, og så er hun sikkert frisk igen, sagde Lisbeth alvorligt til mig. – Men måske har lungevævet taget skade. Det vil tiden vise.

Kan I forestille jer de følelser, som løb igennem mig, da jeg fik beskeden: Din hund skal ikke aflives – den skal have ormekur!

I dag lever Holly i bedste velgående. Hun leger tagfat ved stranden med mine andre hunde, svømmer i Kattegat, og det eneste, man kan høre, er en let hiven efter vejret, hvis hun har løbet en lang strækning.

Holly reddede livet, men ikke alle er lige så heldige. For nylig hørte jeg således om en ganske ung cairn terrier, som ikke klarede skærene. Den blev ni måneder.

Min bøn til alle jer derude er denne: Vi kan ikke fuldstændig stoppe udbredelsen af lungeorm og også hjerteorm, men vi kan nedsætte hastigheden, hvormed disse parasitter udbredes. Og den eneste måde, hvorpå vi kan det, er ved at blive bedre til at samle hundenes efterladenskaberne op. Så please, please husk det!