Bjarke Kirkegaard Nielsen
Større hunde med større hjerner er tilsyneladende mere intelligente end deres mindre artsfæller med mindre hjerner. Det konkluderer et nyt studie fra det amerikanske University of Arizona, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Forskerne er stadig usikre på, hvorfor det er sådan. Det kan både være antallet af neuroner i hjernen, sammensætningen af neuronerne eller noget helt tredje, fortæller hovedforfatteren bag studiet, Daniel Horschler, som er ph.d.-studerende i antropologi ved University of Arizona, ifølge pressemeddelelsen.
Daniel Horschler pointerer også, at intelligensen dækker over, at større hunde generelt har en bedre såkaldt kognitiv kontrol end små hunde, hvilket for eksempel indebærer bedre korttidshukommelse og større selvkontrol.
Samme tendenser er også tidligere blevet påvist blandt primater.
– Tidligere studier har påvist det samme hos primater primært, så vi var ikke sikre på, om resultaterne kun var et udtryk for et særligt aspekt i evolutionen i hjernen hos primater, fortæller Daniel Horschler ifølge pressemeddelelsen.
– Vi mener, at hunde er et godt testdyr, da der er så store forskelle i deres hjernestørrelse i en grad, som man ikke kender fra andre jordbaserede pattedyr. Der er chihuahuaen og granddanoisen og alt imellem, tilføjer han.
Daniel Horschler har baseret sit arbejde på data fra 7.000 forskellige hunde fra 74 forskellige racer fra hjemmesiden dognition.com - en borgervidenskabsside, hvor almindelige mennesker kan uploade data om deres hunde.
Hundenes hjernestørrelser blev målt ud fra gennemsnittet hos racen. Denne data blev siden samkørt med data fra øvelser om hundenes korttidshukommelse og selvkontrol.