Privatfoto

I min blog vil jeg mest fortælle om trailløb og forhindringsløb med hund, vores løb, træning og hvordan du selv kan komme i gang. Og der kommer lidt tips til nye øvelser, måder at samarbejde og aktivere sin hund i hverdagen. Frida og jeg har løbet sammen siden hun var gammel nok til at komme med. Vi har deltaget i mange konkurrencer herhjemme og hjælper p.t. med at opbygge en løbeklub for hund og ejer, da jeg rigtig gerne vil hjælpe med at flere kommer i gang.

Men hvad er det altsammen for noget? – biathlon? – er det ikke noget med ski og skydning? Og canicross lyder da som noget med motor på? Og er det ikke bare en løbetur med min hund?

I modsætning til at løbe med sin hund fri eller ved siden af sig i snor, er canicross – eller trailløb med hund - en sport, hvor hunden har sele på, er fastgjort til løberen via en elastisk line og er med til at trække løberen fremad. Det kræver træning, samarbejde og det rigtige udstyr. Særligt når der også kommer forhindringer undervejs. Canicross-sporten opstod oprindeligt fra slædehundeverdenen, hvor musherne skulle have en måde at træne deres hunde på om sommeren. Herfra har sporten bredt sig i det meste af Europa og er meget populær i fx England, Frankrig, Sverige, Tjekkiet og Tyskland, hvor der løbes mange løb og mesterskaber. De ”proffe” løber med store jagt- eller slædehunde – og krydsninger af disse racer. Hunde som trækker så voldsomt, at løberen bliver trukket til nye personlige rekorder! De fleste løber dog med helt almindelige hunde af nærmest alle racer. Både små og store hunde kan deltage, når blot de bliver trænet til det.

Privatfoto

K9-biathlons, eller forhindringsløb, stammer fra politi- og militærhundeverdenen, hvor hundene testes på forhindringsbaner i kombination med brugshundeøvelser såsom bid- og skudøvelser. De mere ”voldsomme” dele af sporten er naturligvis taget ud af den ”civile” udgave af biathlons. Her gælder det om at løbe i naturen med kreative forhindringer undervejs – og man kan opleve alt fra balancegang på træstammer til svømning, sejlads i gummibåd, forskellige ting der skal kravles under (presenninger, badekar med bolde, agilitytunneller) og trillebørs-kørsel.

Læs også: BLOG: Sallys historie -del 2 - Sallys ben reddet fra amputation

Hvordan kom jeg i gang?

Jeg har længe selv været ivrig motionsløber, så da jeg fik Frida, var det naturligt for mig, at hun med tiden skulle med på nogle af mine løbeture. På dage hvor tiden er knap, er det også rart at kunne klare både egen og Fridas motion på én gang. Siden Frida var helt lille, har jeg trænet meget miljøtræning, ”ro på post” og balancetræning, da jeg gerne ville have en stærk og tillidsfuld hund, jeg kunne have med alle steder. Vi har trænet både lydighed, markprøvetræning, spor, agility mv. – men det var tydeligt, at Frida blev mest ”tændt” af den træning, hvor vi gjorde tingene sammen. Og jeg syntes faktisk også, det var sjovest selv at være aktiv. Så i modsætning til fx agility skulle jeg nu også selv over/under/gennem forhindringerne! Jeg er klart ”det svageste led” i vores lille team på forhindringerne – men vi har det virkelig sjovt sammen, og jeg elsker at se, hvordan Frida går til opgaverne med stor selvtillid og tillid til mig.

Privatfoto

Hvorfor er canicross og K9-biathlon så fantastisk?

Sporten er fantastisk, fordi det giver et ”kick” at samarbejde og se, hvilke sjove udfordringer der dukker op til løbene. Det er virkelig god træning at arbejde med både balance, koordination og samarbejde. Løbetræningen bliver typisk også sjovere og lettere klaret, når man har en glad hund – og andre canicrossere - som følgesvende. Og hunden hjælper mange begyndere, der har svært ved at komme i gang og holde motivationen: En makker som altid er klar, og som flytter fokus fra én selv til hunden. Og når man motionerer sammen, bliver det nemmere at passe både motion og hund ind i en travl hverdag.

Læs også: BLOG: Zoneterapi reddede Sallys ben fra amputation – del 1

Har man én gang været til canicross-træning, er det også tydeligt, at det har en positiv indvirkning på hundene: De trives med at løbe som en flok – og får både motion og desuden mental stimulering af at finde vej, forholde sig til hinanden og selvfølgelig af samarbejdet med løberen og indtrykkene i skoven. Så som løber, har man det ekstra fantastisk efter turen, når man både har gjort noget godt for både sig selv og for sin hund. Og alle kan være med. Stemningen til både løb og træning er meget afslappet og hyggelig – man behøver bestemt ikke være verdensmester eller hurtigløber. På vores canicross-hold har vi både begyndere, som går/løber og mere øvede. Det vigtigste er at komme ud og lave en aktivitet sammen. Og selvfølgelig have det sjovt og styrke båndet til ens hund.

Lyder det ikke bare fedt?...

Næste gang vil jeg fortælle mere om, hvordan du selv kan komme igang med at ”canicrosse”...

Privatfoto