Jeg har prøvet at forstå, hvad det er for et dyr, vi ikke ønsker at leve foruden. Hvad gør, at hunden giver os så meget godt, og hvad kan det skyldes, når noget går galt? Hvorfor har vi valgt de hunde, vi har og, hvorfor er vi så følelsesmæssigt engagerede? Kort sagt: hvor finder vi den hélt rigtige familiehund?

Jo mere jeg undersøger, des større bliver universet af viden, herunder også de mange endnu uafklarede videnskabelige spørgsmål. Det drejer sig ikke kun hundene, og deres avlsmæssige og genetiske udfordringer, og om racernes anvendelses- og træningsmuligheder. For mig at se drejer det sig mest om den rolle, som vi mennesker påtager os i følgeskabet med hunden. Jeg plejer at sige, at:

”Enhver hund er begrænset af sin ejer”

Jeg vil gerne vende billedet om og prøve at se det fra en anden vinkel. Hvad kan vi mennesker lære af hunden, og hvordan lærer vi at forstå, hvad den fortælles os? Hvor er hundens grænser, hvad er dens behov (tærskler og drive), og hvordan indfrier vi dem? Jeg tror, at når vi løser den gåde, så har vi også fundet opskriften på den perfekte familiehund. Vejen til at få en harmonisk hund er egentlig ikke så lang, men kan hurtigt blive det, hvis ikke man forstår sin hund.

Når en hund opfører sig ’uhensigtsmæssigt’, så er dens adfærd problematisk – set med vores øjne. Men i virkeligheden er det bare hunden, som fortæller, hvordan den har det, - og det er jo sundt, at den kan det. Så den er faktisk normal, når den opfører sig ”som en gal” ;-) Det store tillægsspørgsmål er, hvor motiveret vi i virkeligheden er, når hvor vi skal indøve nye vaner, revurdere vores holdninger, rejse os et uanet antal gange og komme hunden i forkøbet hver evig eneste gang, der er en anledning, og oven i købet bevare overskuddet og roen. Hvor motiverede er vi, når vi skal kigge indad og måske erkende, at vi som ejeren kan være selve triggeren til hundens uhensigtsmæssige adfærd? Det er jo sjældent naboens eller opdrætterens skyld. Og, uanset hvor dårlig en start på livet hunden måtte have haft, så er det ikke en undskyldning for, at den ikke kan få det rette miljø i dag, så den kan leve med et fravær af negative udfordringer.

Læs også: Læsetid: en session med skolehunden James

Ordet motivation får nye værdier, da det er udløseren til alle handlinger. Hvor motiveret er vi til at handle, og til at ændre holdninger og vaner? Hvor motiveret er hunden til at reagere (hvor lidt skal der til før, at hunden reagerer)? Det lyder både simpelt og let, men det er det langt fra.

Mine kodeord er ’motivation og omtanke’.

Man kan tvinge en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Vi kan tvinge hunde til meget, men vi kan ikke tvinge dem til at være glade. Hunde arbejder efter devisen ”What’s in it for me?”, og finder vi ud af, hvad der virkelig fanger hundens helhjertede interesse, så har vi basen for det gode samarbejde. Når det udvikles, så skal hunden nok tilbyde sit bedste adfærd.

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Canis Lupus Familiaris

For 10-15.000 år siden begyndte mennesket at tæmme ulve, så de kunne hjælpe med opgaver som jagt, vagt, spor og kamp. De var også gode varmepuder. Senere brugte man dem også som service- og redningshunde. Men først og fremmest var hunden en loyal ledsager. En mutation af 3 gener differentierer den nutidige tamhund fra ulven, og det har skabt ændringer i binyrer, bruskdannelse og psyken (hormoner, holdbarhed og sociabilitet). Tamhunden er mindre aggressiv, mere tolerant, social og samarbejdsvillig, og dens evne til indlæring og at knytte bånd er også langt højere. Generelt er tamhunden lettere at motivere. Hunden elsker at blive elsket og anerkendt, og forskning viser, at hundens hjerne viser tydelig forandring ved ros,- endda mere, end når den tilbydes mad. Hunden deler også gerne kærlighed ud til andre arter; den er såkaldt hyperomgængelig. Dens følsomhed på menneskets energi og tonefald har afgørende indflydelse på dens motivation og valg af adfærd.

Der er mange racer, (+800 i Europa og +400 i Danmark), og hver race har sine specifikke egenskaber. Dertil kommer de nye ’racer’, som til stadighed dukker op, fordi folk gerne vil lave en ny race... bare fordi de kan. Målet er måske ikke længere et spørgsmål om at få en hund med særlige genetiske  egenskaber, men snarere en personlig søgen efter en hund, som de synes, ser godt ud. Alle hunde kan de samme ting, men de har forskellige tærskler og behov – set i forhold til deres race, og vi kan lære hunden alt det, den ikke gør pr. automatik.

Hvor mange vælger hunde ud fra, hvad den racespecifikt er særligt egnet til, og hvor mange vælger hund, som bare ser sød ud, eller hvor eksteriør matcher tidens mode? Uanset årsag, så er vores valg en projektion, dvs., vi spejler vores følelser og interesser i det, som hunden evner og symboliserer.

Der er mange metoder for indlæring. Der er gudskelov stadig mange, som bruger hundenes medfødte egenskaber til træning og opgaver med jagt, vagt, forsvar, træk, service og spor. Men hvad laver alle de andre hunde, som ikke går til træning eller har ’et arbejde’? Har de det alligevel godt, selvom de ikke officielt bruger deres speciale? Tager vi hensyn til hunden på hundens præmisser, eller tager vi et såkaldt hensyn og træner med hunden for vores egen skyld, så hunden bare gør det, som vi ønsker?             

Læs også: Når en drøm ændres