Jeg har læst, og er blevet inspireret af mange opslag i forskellige grupper, hvor hundeejere har spørgsmål om hundes adfærd og træning. Der er ikke to situationer og svar, som er ens, da alle har hver sin historie og baggrund. Vi har alle udfordringer på hver vores måde, og at forvente at købet af en perfekt hvalp er = en færdig pakke, og, at livet med hunden vil forløbe glat og gnidningsløst, er nok en illusion.

Hvad der virker for den ene, er måske ikke så godt for den anden, men gode ideer er altid gode, for de inspirerer til at vi kan prøve noget andet end det, som ikke fungerer.  Nogle få vælger at give op overfor problemet ved at konstatere, at det er fortidens/andres skyld, og at de derfor ikke kommer videre med deres situation. De forbliver hængende i en trist stemning, som kun påvirker hunden endnu værre.

Jeg tænker, at ordet SKYLD bør erstattes af ordet ANSVAR (?)

Næste udfordring er så, om den der har problemet, vil tage ansvaret (?)

Når vi har problemer med vores hunde, så er det ALDRIG hundens skyld (ansvar). Det er heller ikke opdrætterens skyld (ansvar), at hunden opfører sig, som den gør. Meget af det grundlæggende adfærd kan selvfølgelig føres tilbage til opdrætterens avlsarbejde, men det er den, som holder snoren, som har ansvaret for, hvordan træningen foregår!

I det øjeblik en hund flytter ind hos os som en ny familie, så har vi ansvaret, og må forvalte de egenskaber, som hunden rummer. Uanset, hvor dårlig en hund vi end måtte stå med, så er der altid en mulighed for at tilbyde hunden nye/andre muligheder, hvilket også gælder ved omplaceringer. Og når de muligheder (træning og opdragelse) er så gode, at hunden hellere vil følge dem i stedet for at følge sine egne drifter/lyster, så går det godt. Vi ejere har det jo godt, når hunden følger os, og bare gør, hvad vi ønsker. Når hunden ikke gør det, så er det hunden, som er dårlig.

Hmmmm.....

Fx.: Hvis vi har problemer med at hunden trækker, så er det fordi, at den hellere vil noget andet end at følges med os. Hundens drift er stærkere end dens lyst til at lytte til os. Alt er et valg. Både for hunden og for os.

Hvordan får vi hunden motiveret til at vælge os TIL og sin egen lyst FRA?

Læs også: Blogindlæg: Hvad laver James når han ikke er i skole?

Her er det fuldstændig ligemeget, hvilken race/hund vi har. Spørgsmålet er, om vi kan motivere hunden til at have fokus på os. Der er racespecifikke og individuelle egenskaber, som har indflydelse på, hvad der er attraktivt for hver enkelt hund, og dem må ejeren jo sætte sig ind i.

Her kan ingen andre hjælpe end ejeren selv. For det, som skal være mest interessant for hunden, er selve ejeren! Når vi skifter miljø fra huset til skoven eller fra træningsbanen til byens gader, så ændres stimuli, og udfordringerne er nye. Uanset miljøet, så er det ejeren, som bør være vigtigst for hunden.

Vi har som hundeførere en stor opgave i at “udkonkurrere” alt andet i verden og gøre os så attraktive, at hunden VÆLGER alt andet fra, og har fokus på os! Den skal se os som den leder, som den gerne vil følge; det skal være sjovt og interessant.

Ved indlæring af adfærd kræver det, at vi gør de samme ting HVER GANG uden afvigelser, og der hver gang er en belønning og glæde for hunden at følge med. Det skal kunne betale sig for den. Hunden skal have al god opmærksomhed, når den følger os og vores anvisninger, og alt andet skal den ikke have opmærksomhed for eller fordel ud af.  Hunden kan ikke lide at blive ignoreret, og den bedste belønning er tydelig ros og positiv opmærksomhed. Godbidder/legetøj kommer på andenpladsen, hvilket er tydeligt bevist i ny forskning.

Det er nemt at få en hund til at makke ret, for man kan bare bruge magt, og få hunden til at gøre, hvad der bliver sagt, så den ikke kan/tør andet. Men det giver kun hunden en dårlig erfaring; det er ikke læring. Læring sker kun ved frivillig adfærd, hvor belønningen er motivationen i sig selv. Bruger vi magt, så forsvinder hundens glæde og tillid. Det sætter krav til vores målrettethed og tålmodighed, hvis opgaven skal lykkes.

Konsekvens et meget vigtigt redskab. Med konsekvens mener jeg i 100% af tilfældene, at der ikke én gang må sker noget andet, for så ved hunden, at det bare er et spørgsmål om tid, at ejeren giver sig, og så kan det ikke være så vigtigt at følge anvisningerne.

Det betyder konkret, at hvis hunden fx. trækker, så kan vi enten stå stille, måske vende om, eller gå i anden retning. Ikke sige så meget, og ikke blive følelsesmæssigt oprørt. Vi går først frem mod målet, når hunden er ved vores ben. Hvem styrer turen? Måske er øjenkontakt (og alt hvad den øvelse forudsætter og indebærer) samt et sikkert indkald ikke indlært ‘korrekt’, så der mangler noget der? Vi må holde hovedet koldt, og ikke blive frustreret, være tålmodig, være konsekvent, bruge den samme stil, toner og kommandoer HVER EVIG ENESTE GANG, hvor vi er i en situation, der skal indlæres. Og, det skal holdes ved lige, så det indlærte ikke mistes.

Det, som er hårdt i hundetræning er, at hundene er mere kloge, end vi er. De tænker mere rationelt, enkelt og logisk. De mærker vores energier hurtigere, end vi selv, og de ved, hvordan vi har det, selvom vi prøver at skjule det.

Lyt til hunden. Se, hvordan den opfører sig. Erkend det og gør noget andet end det, du plejer, - for det du plejer, virker åbenbart ikke. Der er mange hæmninger, fordomme og gisninger, ligesom ‘plejer’ også er med i spillet. “Hvad tror du de andre tænker, hvis jeg spiller klovn for at vække hundens opmærksomhed. Hunden plejer altid.... Jeg plejede altid før at.... ”.

Drop gætterierne. Visk tavlen ren. Start forfra!

Læs også: BLOG: Vi kombinerer arbejde, træning og ferie

Hvem er det som skal lære, når noget ikke fungerer?

Hvad mine nuværende hunde angår (hvid schweizisk hyrdehund), da har jeg bestemt også skulle lære en masse om racen, og ikke bare nøjes med at læse racestandard og racebeskrivelse, og så tro, at så gik det fint. Erfaringer fra andre og lignende hunde er selvfølgelig godt, men det er den race, som man har, som skal kendes, føles og erkendes, før man fatter pointen og finder kimen til at lykkes med opdragelsen. Det kræver virkelig, at man respekterer de egenskaber, som den enkelte hund rummer, så den kan imødekommes med de rammer og muligheder, som matcher dén hunds tarv.

Det er egentlig lige meget, om opdrætteren har brugt avlshunde, som er af ‘brugshundekarakter’, eller om der er brugt forældre af mere bløde karakterer, fordi hvalpene “kun” sælges som familie-/terapihunde.  

Jeg mener, at opgaven ligger i at erkende den hund, man har, og at opdrage og træne ud fra et realistisk perspektiv. Det nytter ikke at forvente, at, hvis man køber en hvalp af brugshundeforældre, og så kun tilbyder den et roligt liv som familiehund, - for så får man en understimuleret og uhåndterlig hund.

Og hvis man køber en hvalp, som er af ‘milde’ forældre, og så træne med mere ‘hårde’ metoder til brugshundearbejde, tja, så får man en usikker hund, som heller ikke er til at samarbejde med.

Hvad er vores forventninger, og hvor meget vil vi selv yde for at forme den hund, vi nu har anskaffet os. Vi skal selv gøre arbejdet, for der er endnu ingen hunde, som er født med en viden om, hvad vi som menneske ønsker af den. Det er kun hunde imellem, som har kommunikationen i orden, og er klare i spyttet. Hundene har dog en rigtig god fornemmelse for vores energier, og energier kan ikke snyde.

At have en race, som er mild og sensitiv, betyder ikke, at den automatisk er nem, træner sig selv, forbliver social i opvæksten, automatisk kan gå på plads, ikke graver i haven, kan lide at være alene, ikke bider i stykker, eller for den sags skyld ved, hvad god hundeopdragelse betyder. Noget skal hvalpen lære af sin mor, og senere lære af andre hunde, og noget skal vi lære den. Fordi en hvalp er godt stimuleret hos opdrætteren, så betyder det ikke, at vi får en færdig pakke, som kan alt resten af livet. Alt skal læres og vedligeholdes, og meget skal udvikles resten af dens liv. En race, som er sensitiv og signalfølsom (mange hyrdehunde og flere jagthunde), sætter efter min mening større krav til ejerens forståelse for både hund og sig selv som ejer og som mennesker. Den første reaktion fra os, når noget ikke fungerer er, at vi føler afmagt, bliver frustrerede/irriterede, eller snakker højere/hårdere. Nogen bruger måske lidt mere hårde metoder i opdragelsen, for “hunden fatter jo ikke hvad jeg siger, så nu må den lære det”... Men, vi reagerer på, at vores arbejde ikke lykkes, og det påvirker hunden meget. Nogle bliver reaktive, mens andre bliver passive. Fælles er, at de kan miste tilliden til opdragelsen og respekten for ejeren.

Skal hunden motiveres til at samarbejde, så er det første, vi bør gøre, at holde styr på os selv. Hvad er det, vi sender ud? Hvad er det, vi vil, hvad er vores forventninger, og hvor er fokus? Hvad er målet, og hvad kan være del-mål? Hvad er kompromiserne og hvad er konsekvensen. Denne race er så lærings- og følelsesmæssigt intelligent, at alt, hvad vi laver, påvirker den. Den føler med os. Det gælder også i fejl og i dårligt humør.

At lære en hund at gå pænt, er ikke nemt. Det er heller ikke normalt, at vi på forhånd har lavet planer med mål og formål, men hvis vi vil opnå noget særligt, så skal der måske noget særligt til (ud over det sædvanlige), bl.a. at man tager ansvar for situationen, er på forkant med opgaven, er klar på forandring, og husker at belønne os selv, når tingende går bedre. Den bedste belønning, en hund kan få, er nemlig en super glad ejer 

Læs også: BLOG: SUP med PUP