Fælles for alle hunde er deres grundlæggende drifter og deres kommunikation & signaler. Måden at kommunikere på sikrer dem at blive forstået, når de skal begå sig - altså blandt andre af samme art. Men forstår vi mennesker hundesproget, og forstår hundene vores menneskesprog? Det tyder på, at hundene er hurtigere til at ”scanne”, hvad mennesket siger (mener), end mennesker reelt tolker signalerne hos hunde. Mennesker taler mange forskellige sprog, og vi har lokalt mange forskellige kulturelle værdier. Vi er koncentreret om os selv, og vi har jo også hunden for vores egen skyld. Den skal indordne sig og flyde ind i den kultur, som hjemmet byder på. Dog, så kan vores ord snyde, men vores energier snyder ikke, og dem fornemmer hundene straks.

Sandheden i al hjælpekunst

Den danske filosof Søren Kirkegaard udtrykte sig om læreprocesser i sit kendte citat ’Sandheden i al hjælpekunst’.

Hvis ordene tolkes i fh. til hunde, så kan det forstås således:

”Sandheden i al trænekunst”

Læs også: Læsetid: en session med skolehunden James

Hvis en hundeejer skal opdrage en hund, må ejeren først starte der, hvor hunden er. Hvis ikke ejeren kan det, så er det indbildning, når han mener at kunne opdrage en hund.

For i sandhed at kunne opdrage en hund, må ejeren forstå mere end hunden, men først og fremmest forstå, hvad hunden forstår. Når ejeren ikke gør det, så hjælper ejeren slet ikke, men gør sig bedrevidende på hundens bekostning, fordi ejeren er for stolt til at erkende, at han har brug for viden. Ejeren vil i stedet for at gavne hellere beundres af sin hund.

Sandheden i al opdragekunst begynder med, at ejer i al ydmyghed må forstå, at det ikke hjælper at herske men at tjene og, at den bedste hjælp er at være tålmodig og have viljen til at lære, hvad hunden forstår.

At forstå for at kunne kommunikere

Refererende til Søren Kierkegaards filosofi, da tænker jeg, at vi som hundeejere må forstå, hvilke særlige egenskaber hunden er gjort af og, hvad det er, hunden fortæller. Når vi ved det, så kan vi hjælpe, opdrage og træne. Ydmygheden ligger i at anerkende, at vi endnu ikke ved, hvad hunden ved, at respektere hundens grænser, at erkende, at vi må lære af dem, og, at vi må gøre os umage for at udvikle os selv, så vil kan lære at udtrykkes os, så hunden kan forstå, hvad vi vil. Der ligger mange beskeder til omverden i, hvordan hunden opfører sig. Den bedrager ikke, men er klar i sit udtryk. Andre hunde forstår det straks, og respekterer det (normalt set).

Uanset individ, menneske som dyr, så er sproget kun 1/10 af kommunikationen, hvor tonefald og kropssprog udgør den største del af budskabet. Alle hunde kan gø, men tonefald og kropssprog udgør budskabet. Alle mennesker kan sige ja/nej, men kropssproget og tonefaldet udgør også her budskabet. Mennesket kan dog sige ja, men i kropssproget mene et nej. Sådan er hunde gudskelov ikke.

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Skal vi lære hunden noget, må vi først lære at forstå den. Vi må lære at forstå deres måde at kommunikere på, og vi må finde hundens speciale og dens grænser. Vi er efterhånden nået så vidt i udviklingen af læringsstile, at folk ikke længere opdrager hunde, som man opdragede børn og hunde i gamle dage, hvor fraværet af en øretæve var tegn på, at det var rigtigt, hvad individet gjorde. I dag arbejder vi anerkendende, vi stimulerer og belønner. Men hvad belønner vi? Som oftest belønner vi hundene, når de gør det, som er rart og korrekt for os. Men er det anerkendende for hunden?

Forskningen viser, at ros er den bedste belønning, og det ses tydeligt i hjernescanningen og i dyrets produktion af hormonerne oxytocin og seretonin (vigtig viden, når vi kommunikerer med hundene).

Hundes kommunikation er et universelt sprog, og er en del af deres grundlæggende væren; deres måde at indgå i sociale relationer, deres måde at sætte grænser på og melde ud om deres ønsker og behov er nøje vist i deres signaler. Det er medfødt, men skal udvikles og vedligeholdes hele livet, ligesom vores sprog. De hverken lyver, snyder eller er ironiske (som mennesker siger ét, men mener noget andet). Hunde er konkrete og rationelle, og der en årsag til alt, hvad de gør. De har bytte-, jagt-, flugt- og forsvars-drifter, og deres egenskaber til at lege, undersøge og være sociale er lige så vigtige. Det er dog individuelt for hver race, hvor stort behov de har – eller rettere sagt: hvor lidt stimuli der skal til at trigge behovet for at reagere. Det afgøres af deres tærskelværdier.

Opdragelse og læring

For at lære hunde noget, så bruger vi forskellige metoder til at præge hunden til at udføre det, som vi ønsker. Vi går til træning for at lære hunde at sidde, lægge sig, hoppe, danse, følge spor mv. Men opgaven er vist, at ejeren skal lære at udtrykke sig, så hunden ved, hvad der ønskes af ejeren, og dét kan være en svær opgave. Hunden kan det hele i forvejen, og vil sikkert formå mere, end vores kreative hjerne kan forestille os. Dens sanser er meget bedre end vores, og de har en indre GPS, som gør dem i stand til at navigere uden et landkort i hånden. De ved også, hvordan vi har det, inden vi selv erkender det. Hvem kender dig bedre end din bedste ven?