Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Han er emigreret fra Danmark til Spanien, fordi det danske gråvejr blev ham for speget. I disse dage er han tilbage i fødelandet både for at deltage i et skriverefugium på Hald Hovedgård, men også for at promovere sin seneste bog, der ikke har en døjt med hunde at gøre, hvorfor vi ikke vil berøre den yderligere i denne artikel.

– Det er fantastisk at være i Danmark, når vejret er som i dag. Det plejer at være rigtig dårligt vejr de få uger om året, jeg er her. Som om det lige vil minde mig om, hvorfor jeg flyttede væk. Men det her er skønt, siger han.

Vi møder ham på en lille cafe i Viborg. Han har fået anbefalet stedets kager og bestiller derfor en hindbærsnitte ved siden af sin sorte kaffe.

Siden 2008 har han beriget den danske hunde- og ordentusiast med historier om et liv med hunde.

– Det startede i 2008, hvor jeg trak mig tilbage fra arbejdsmarkedet for at hellige mig jobbet som forfatter. Jeg besluttede mig for at få en hund, hvilket jeg også havde haft før, men det var længe siden, da jeg ikke kunne give en hund et ordentligt liv med min travle karriere, fortæller han.

Per Lau Jensen fik en schæferhund og begyndte at skrive om ham.

– Jeg kunne ikke lade være med at skrive om de ting, vi oplevede. Sådan er det at være forfatter, eller sådan er jeg som forfatter. Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være, siger han.

Universet
Kender man ikke Bølleschæferen og pjoklederen som Per Lau Jensen har kaldt sit krøllede univers, er man gået glip af et par gevaldige hiv i mundvigene og godgørende kluk i maveregionen.

Her følger en intro til Bølleschæferen og pjoklederen, der egentlig er delt op i flere mindre historier. For det første er der udkommet 4 bøger, hvoraf to af dem er meget noget helt andet end onlineuniverset, mens de to sidste er teksterne fra Facebook.

I starten var der Bølleschæferen og pjoklederen.

– Det er pjoklederen, fordi Bølleschæferen påstod, han ikke kunne sige floklederen med sin lange tunge. Men pjoklederen har altid taget det lidt som en fornærmelse, fortæller Per Lau Jensen.

Læs også: Når en drøm ændres

I dagbogstekster fortæller Per Lau Jensen om hverdagen mellem de to på en forunderlig, underfundig, humoristisk og krøllet måde. De taler sammen. De diskuterer. De lever et liv, som mange nok kan genkende fra deres egen lille familie.

 Et eksempel på det krøllede univers kommer fra 9. maj 2016, hvor Bølleschæferen er på hundepension, fordi pjoklederen befinder sig i Italien. Pjoklederen ringer til hundepensionatet, og her følger dialogen.

21. maj samme år lagde Per Lau Jensen et overraskende opslag ud i universet. Bølleschæferen var blevet aflivet. Han havde kræft og der var ikke noget at gøre.

– Jeg havde ikke nævnt sygdommen op til aflivningen. Havde jeg gjort det, ville jeg have modtaget tusindvis af gode råd til at hjælpe min hund. Måske ville nogle af dem have virket, men det er også sandsynligt, at det blot havde trukket lidelserne endnu mere ud, hvis jeg skulle efterprøve hver en ide, fortæller han.

Efter Bølleschæferens død anskaffede Per Lau Jensen sig en ny hund, som er en blandingshund, der blandt andet indeholder noget mastiff. Hunden elsker mad, og den har derfor fået navnet Madstiffen og således lever universet videre.

Den uundgåelige slutning
Per Lau Jensen har haft flere hunde i sit liv. Fælles for dem er, at de alle har været store hunde. Faktisk er hans nuværende hund den mindste i flokken.

Gennem et liv med mange hunde er det også sikkert, at man kommer til at sige farvel til en del hunde. Derfor undrede det også forfatteren, at der var mange, der reagerede på, at han skrev om Bølleschæferens død.

– Det er jo altså bare et faktum, at hunde lever kortere tid end os. Derfor oplever vi også, at de dør fra os. I min seneste og sidste bog om Bølleschæferen kommer jeg også ind på dens død, og det har der været læsere, der var kede af. Men jeg mente ikke bare, jeg bare kunne lade ham forsvinde. Så jeg nævnte det uden at udpensle det. Alligevel ved jeg, at der er læsere, der springer over det afsnit, når de genlæser bogen, fortæller Per Lau Jensen og indrømmer, at tabet af Bølleschæferen også tog hårdt på ham.

– Jeg har aldrig været så påvirket af en hunds død som ved Bølleschæferen. Det hænger nok også sammen med, at den var blevet offentlig, derfor var døden også offentlig, tabet var offentligt. Bølleschæferen var jo også lidt mine læseres hund, så jeg fik utallige beskeder og mails, som jeg læste hver og en.

At sidde overfor Per Lau Jensen med to kopper kaffe og en hindbærsnitte imellem os er en sjov oplevelse. Det er tydeligt, at der er ligheder mellem pjoklederen og Per Lau Jensen, men det er på en gang lige så tydeligt, at pjoklederen er en del af et univers, som findes i forfatterens hoved og i litteraturen.

Læs også: Spejlbillede i hundekurven

Ordene er velovervejede. Han styrter ikke ud ad en tangent. Han er rolig. Helt rolig.

En passende hund
Gennem de cirka 10 år i den litterære hundeverden har universet udviklet sig. Ikke bare fordi den altoverskyggende hovedrolleindehaver afgik ved døden, men også fordi den hund, der overtog rollen er en helt anden type.

– Schæferen var jo en enorm aktiv hund. Vi spillede fodbold sammen og han var rigtig god til at tackle, siger Per Lau Jensen og griner lidt.

– Sådan er Madstiffen slet ikke. Hvis jeg kaster en pind, siger han bare, at den kan jeg da selv få lov at hente. Det samme gælder med bolde. Han er lidt som den der skolekammerat, der ikke kunne løbe tre meter med en bold uden at falde og smadre brillerne.

Den nye hund passer godt til hans rolige gemyt. Madstiffen blev født hos nogle englændere i Spanien. De rejste pludselig, da deres drømme om et sydlandsk paradis braste sammen. De efterlod deres hunde. Madstiffen var en af dem.

Den har også taget en smule skade af sin hårde start på livet. Den bliver let stresset. Derfor skal man tale stille og roligt til den. Gejler man den op til leg, kan den slet ikke finde ud af at falde ned igen.

– Madstiffen ville aldrig passe ind i en almindelige familie, fastslår Per Lau Jensen.

Et forfatterliv er ikke som alle andres. Der er ikke den samme struktur. Man skal ikke stå op og tage på arbejde. Derfor kan det være svært at skabe strukturen. Madstiffen hjælper Per Lau Jensen til dette.

– Der er jo nogle ting, der bare skal gøres, når man har hund. Den skal luftes, mades og kæles med. Jeg starter altid min dag med at gå tur med ham, og så er jeg ligesom i gang. Så kan jeg bagefter begynde at skrive. Han giver mig struktur i hverdagen, og så er han selvfølgelig en rigtig god ven, lyder det fra forfatteren Per Lau Jensen.

Selvom universet har ændret sig med Madstiffen, forbliver visse ting stadig de samme. For selvfølgelig ringer pjoklederen stadig hjem til sin hund.

Læs også: Jagttræneruddannelse på hundens præmisser