Bjarke Kirkegaard Nielsen
Her i landet er man naturligvis uskyldig indtil andet er bevist. Derfor skal det også være sagt med det samme, at vi med denne artikel ikke dømmer de tiltalte i retssagen i Randers skyldige allerede, men de er gode eksempler på, at der måske skulle have været nogle advarselslamper, der blinkede. I retten i fredags var det kun den mandlige tiltalte, der var til stede. Derfor handler denne artikel også kun om ham.
Det er altid vigtigt at undersøge den opdrætter, man køber en hvalp hos. Og havde de mange hvalpekøbere, som altså tæller flere end 85 på bare to år, googlet sælgerens navn, så havde de fundet frem til, at der tidligere har været sager omkring denne mands salg af hvalpe.
FCI har udgivet et udpluk af de ting, organisationen mener, kendetegner den ansvarlige opdrætter og hvalpesælgeren, der kun tænker på profit.
Den ansvarlige opdrætter
--
Hvalpesælgere
Første punkt er, at den ansvarlige opdrætter ofte kun har en race, som denne er dedikeret til. Det kan man naturligvis ikke altid sige, da mange opdrættere prøver andre racer også.
Men i tilfældet fra Randers er der både tale om franske bulldogs, pomeraniere, blandingshunde, american bully med flere.
I retten fortalte flere vidner dog, at de kun så tre til fire hunde i huset, da de besøgte sælgeren, og derfor kan det have været svært at opdage de mange forskellige racer. Dog kunne en søgning på DBA eller Gul og Gratis måske have hjulpet.
FCI mener også, at den gode opdrætter er involveret i hundeudstillinger. Dette er der helt sikkert delte meninger om, og der er ingen tvivl om, at man sagtens kan være en god opdrætter uden at være en del af udstillingsverdenen. Men det er en god ide at få vurderet om ens hunde nogenlunde lever op til racestandarderne, så man er med til at videreføre racen på bedste vis.
Den gode opdrætter er, ifølge FCI, også altid interesseret i at tage hvalpen tilbage, hvis noget går galt.
I sagen fra Randers var der en kvinde, som havde fået en pomeranier, som var købt hos den tiltalte, af sin kæreste. Denne hund viste sig efter kvindens vidneudsagn at være meget syg og overlevede kun, fordi hun og kæresten ofrede mange tusinde kroner på dyrlægebesøg.
Hun fortalte, at hun ikke kunne komme i kontakt med opdrætteren, når hun forsøgte at ringe til ham.
Hun blev spurgt, hvorfor hun ikke fysisk tog hen til opdrætteren, men det turde hun ikke, da hun gennem resultaterne fra googlesøgning af ham, blev bange for ham.
Et andet vidne havde faktisk afvist at købe hund flere andre steder, da det virkede for lusket. Han skulle flytte til Grønland med sin datter, og hun ville gerne have en hund med. Først forsøgte de på Sjælland, og her oplevede de at blive ringet op af serbiske mænd, inden de skulle se hvalpene, ligesom de også skulle se på hundene på offentlige steder.
Det ville vidnet ikke, og derfor kørte de til Jylland og Randers, hvor de fandt hunden, de gerne ville have. Vidnet fortalte om et pænt og rent hjem, hvor børnene legede med hundene, så der var ikke nogen alarmklokker, der ringede hos ham.
Køberne havde fundet hundene på enten DBA eller Gul og Gratis, og i den forbindelse skal opfordringen herfra lyde, at man bruger Købhund.dk i stedet.