Bjarke Kirkegaard Nielsen
I morgen starter en retssag, hvor tre mænd står tiltalt for 24 forhold om import og salg af hundehvalpe. Der forventes domsafsigelse i slutningen af maj eller begyndelsen af juni 2021. Mændene stammer fra henholdsvis Gram, Kolding og Nordborg.
Sydøstjyllands Politis dyreværnsenhed har efterforsket sagen, der er en større sag med over 100 importerede hvalpe af racen fransk bulldog. Første tiltalepunkt i sagen, der betragtes som organiseret kriminalitet, går tilbage til august 2018, og fremgangsmåden har været den samme i alle forhold.
Hvalpene er blevet indført i Danmark fra Polen, uden at nogen af mændene har været registreret som importører hos Fødevarestyrelsen. Herefter er hvalpene fra mændenes respektive adresser blevet solgt til private borgere via annoncer på digitale annonceringssites, selvom mændene heller ikke havde tilladelse til erhvervsmæssig handel med dyr. Ved indførslen af hvalpene fra Polen har mændene heller ikke fulgt de gældende regler og krav. Det vil sige, at hvalpene ikke har været ID-mærkede med chip, ikke har været rabiesvaccineret og heller ikke er blevet undersøgt af en bemyndiget dyrlæge eller har været ledsaget af et sundhedscertifikat som påkrævet.
Bevisførelsen i retssagen foregår bl.a. ved afhøring af en række af de privatpersoner, der har købt hvalpene, som efterfølgende har vist sig i flere tilfælde fx at have adskillige sygdomme.
Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi nedlægger påstand om frihedsstraf, om konfiskation af 690.000 (svarende til 6.000 kr. pr. solgt hvalp), om tillægsbøde og frakendelse af retten til erhvervsmæssig handel med hunde og erhvervsmæssigt opdræt af hunde.