Bjarke Kirkegaard Nielsen
Da der i sidste uge blev konstateret parvovirus syd for Kalundborg, mente dyrlægerne på Sct. Jørgensbjerg Dyreklinik i Kalundborg, at det var for vigtigt til ikke at blive delt med omverdenen. Derfor slog de nyheden op på Facebook, selvom det ikke var hos dem, virusset var fundet.
– Nej det er ikke os, der har behandlet hunden, og det har vi heller ikke skrevet. Vi skrev netop, at hunden var fundet syd for Kalundborg. Vi mente, at folk burde vide, det var i området, så de kunne reagere på det, og på den måde kunne vi minimere risikoen for yderlige smitte, fortæller dyrlæge Anna Torkelund.
Hun kunne hurtigt konstatere, at det ikke kun er selve virusset, der har en tendens til at sprede sig. Opslaget gik nemlig viralt, og det er Anne Torkelund glad for.
– Det er jo klart, at vi synes, det er godt, at så mange mennesker som muligt ser det, siger hun.
Til opslaget er der stillet nogle spørgsmål fra bekymrede hundeejere. Blandt andet spørger flere, om en mere præcis geografisk placering end syd for Kalundborg.
Mandag skrev Gørlev Dyreklinik på deres facebookside, at det er i deres område, virusset er fundet, hvorfor dette spørgsmål hermed er besvaret.
Andre bekymrer sig om, hvordan man undgår, at ens hund bliver smittet, og er er svaret sådan set meget enkelt.
– Så længe hunden er vaccineret, skulle der ikke være nogen fare, lyder det fra Anne Torkelund, der dog uddyber:
– Hvis en hund bliver vaccineret, når den er 8 uger, skal den have en vaccination max fire uger senere. Det skal den, fordi hundens krop danner flere antistoffer anden gang, den møder virusset. Vi anbefaler, at man holder hunden væk fra smittefare, indtil 14 dage efter vaccine nummer to.
Når en hund har fået de to vaccinationer, er den, ifølge Anne Torkelund, dækket ind i tre år, før den igen skal vaccineres mod parvovirus.