Foto: Adobe Stock

Studiet, der ligger til grund for mediernes historie kan læses i sin helhed her:

Af studiet fremgår det, at forskerne har brugt knap 20.000 hundeejeres svar på et spørgeskema vedrørende deres hundes adfærd. Herefter har forskerne gennemført en DNA-undersøgelse af den samlede arvemasse på 2.000 af hundene for at koble adfærd og genetik sammen. Ud fra disse undersøgelser konkluderer forskerne, at en del af hundenes adfærd er meget arvelig, mens andre adfærdstræk ikke ser ud til at være bestemt af generne i lige så høj grad:

Den adfærd, der er koblet til racespecifikke brugsegenskaber har en høj grad af arvelighed; Border collier udviser eksempelvis mere hyrdeadfærd end andre racer, ligesom retrieverne også har evnen til at apportere indlejret i generne. Sidstnævnte var faktisk en af de egenskaber, der havde højest arvbarhed.

Læs også: Store oplevelser med små selskabshunde i Nørager

Der, hvor det var sværere at koble race og adfærd, var i forhold til mere ”ukonkrete” begreber som ”rolig”, ”aktiv”, ”selvstændig”, ”lydig” eller ”klog”. De er sandsynligvis ikke lige så arvelige, men ejernes opfattelse af disse adfærdstræk kan også have varieret en del, da de udfyldte spørgeskemaet.

Forskerne fandt ikke nogen adfærdstræk, der var 100% racespecifikke. Der var altså ingen træk, der kun fandtes i hunde af en bestemt race. 

DKK’s adfærdskonsulent, Lise Lotte Christensen, er ikke overrasket over dette resultat: 

– Det giver god mening, udtaler hun, for alle hunderacer har jo den samme stamfader – nemlig ulven. Alle de egenskaber, vi ser i moderne hunderacer, har i en eller anden grad været til stede hos ulven. Det er vores selektive avl, der har fremelsket specifikke egenskaber i nogle racer og nedtonet de samme egenskaber i andre. Det er vigtigt at skelne mellem ”artsspecifik adfærd”, som er den adfærd, alle hunde deler, alene fordi de er hunde, ”racespecifik adfærd”, som er den adfærd, vi har selekteret efter i bestemte racer, f.eks. for at få hundene til at hjælpe os med jagt-, vagt- eller hyrdehundeopgaver og så den ”individspecifikke adfærd”. Sidstnævnte har typisk ikke har været genstand for selektion i samme grad og vil derfor variere såvel indenfor som på tværs af racerne, uddyber Lise Lotte Christensen. 

Læs også: Kærlighed i pels: et liv med hunde, passion og fællesskab

Hun påpeger, at der også er en vis grad af ”selvopfyldende profeti” i vores hunderacers adfærd:

– Vi træner og forfiner jo typisk de egenskaber, der er forbundet med en bestemt race, når vi vælger den. For eksempel vælger jægeren en hunderace, der forventes at besidde bestemte egenskaber, og derefter arbejder han videre med dem. Hvis en schæferhund udviser stor lyst til at apportere, tager ejeren den næppe med på andejagt – for det er ikke det, der var hans primære årsag til at anskaffe netop en schæferhund. Men evnen og lysten til at apportere kan jo også bruges til leg og aktivering, ligesom det er en del af nogle lydighedsprogrammer. 

Så er det forkert, når racer ”markedsføres” med bestemte egenskaber? 

– Både ja og nej, siger DKK’s dyrlæge, Helle Friis Proschowsky, Enhver, der har ejet flere hunde af samme race ved godt, at hundenes personlighed eller temperament langt fra er identisk. Men det betyder ikke, at det er ligegyldigt, hvilken race man vælger, når man skal have hund. Racerne varierer meget i forhold til behov for motion og aktivering, pelspleje, størrelse osv., så det er et skidt budskab at videreføre, at det skulle være hip som hap, mener Helle Friis Proschowsky og peger på overvejelserne i denne artikel i The Atlantic:

Læs også: Schæferhunden er ikke for alle – men for de rette

Om nogle af de egenskaber, vi hæfter på bestemte racer, egentlig mest er et udtryk for det, man kalder antropomorfisme – altså det, at vi tilskriver dyr menneskelige træk. Mange af de karaktertræk, vi giver vores hunde – loyale, trofaste, modige eller venlige – er måske i virkeligheden træk, vi gerne selv vil associeres med, hedder det i artiklen fra The Atlantic.