Lone Sommer
Som rallydommer møder man mindst en time før en rallyprøve for at sætte skilte på banen og være godt forberedt. Inden da har man brugt lang tid på at forberede sig, tegne korrekte baner og gennemtjekke banerne.
Det kan ske, at dommerteltet er sat op lige der, hvor man havde tænkt sig, at startskiltet skulle være, og så må man enten flytte lidt rundt på skiltet eller dreje banen.
Når banen er sat op og man skal i gang med at dømme, skal man have et øje på hver en finger og helst også et par i nakken.
For når man dømmer en ekvipage og der sker en lille fejl, skal øjnene hurtigt falde på papiret og en kuglepen skal notere en lille streg i det rigtige felt. Men idet øjnene forlader hundeføreren, kan der ske noget nyt ude på banen. Hunden kan lave en twist, hundeføreren kan bevidst røre hunden, hunden kan hoppe op og nappe i ærmet eller alt muligt andet. Dommeren har ikke mulighed for at se det hele.
Der er mange dommerskøn, og nogle gange er det virkelig svært at vurdere, om en hundefører udfører en øvelse fuldstændig korrekt. For eksempel om en hund er over eller under 45 grader i vinkel – altså når den sidder eller går skævt i forhold til sin fører. Eller hvor meget stopper en fører op i en øvelse, der skal udføres under gang. Nogle hundeførere har pludselig en underlig gangart/sidesteps, og her kan dommeren stå i en vinkel i forhold til hundeføreren, hvor det er svært at se.
Et naturligt flow for nogle kan være unaturligt for andre, og dommere er ikke ens og elsker ikke at se det samme på banen. Vi forsøger at være ens i vores bedømmelser og ensrette vores syn på sporten.
Når man skal give kritik til en hundefører, kan man mærke, at andre lytter med – det har jeg det fint med. Man kan også høre, når nogle hundeførere efterfølgende brokker sig over nogle fratræk. Jeg prøver at undgå at lade mig påvirke af brokkeriet, men nogle gange kan det ikke undgås, at man bliver lidt ked af det. Jeg er også et menneske med følelser, også når jeg er dommer. Med tiden er jeg dog blevet bedre til at ignorere det.
Under en prøve er der mange, der “dømmer med”. Det gør jeg også selv, når jeg ser ekvipager gå på en bane og er almindelig tilskuer. Det er meget naturligt for mange. Man vil jo gerne prøve at sammenligne sine egne bedømmelser med andres.
Jeg elsker at være dommer. Jeg elsker at bruge min sparsomme fritid på at tegne baner, gennemgå skilte og reglementer og prøver at gøre det så godt som muligt, når jeg skal bedømme folk og deres hunde. Det er ikke let at gøre alle tilfredse, men jeg gør virkelig mit bedste og forsøger at være ens i mine bedømmelser og give de point, som folk fortjener. Jeg ønsker ikke at gøre forskel på hverken unge eller gamle, nye eller erfarne, store hunde eller små hunde. Men jeg ønsker at give de dygtige hunde de højeste point på dagen. Som dommer ser man ikke alt, eller man kan være et splitsekund uopmærksom på føreren, fordi man skal sætte en streg på papiret. Nogle gange er det en fordel for hundeføreren og andre gange, ser jeg alt. Jeg håber, at I bærer over med mig trods alt.
