Hvordan lærer hunde? – Habituering/tilvænning

22-10-2017 11:50

Astrid Gerd Holtet

Hunde kan lære på flere forskellige måder – den ene er habituering. Vi ser nærmere på, hvad der ligger bag dette begreb! 

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Habituering – eller tilvænning – er en indlæring, hvor hunden lærer ikke at reagere på noget bestemt der sker. Sagt med andre ord, så vænner hunden sig gradvist til det.

Det, den vænner sig til, kan eksempelvis være en lyd, synet af noget eller en bestemt situation. Habitueringen sker, fordi hunden oplever at der ikke sker noget vigtigt efterfølgende, og derfor er en reaktion ikke nødvendig. Habituering kan kun bruges i situationer, hvor hunden ikke i forvejen er bange for dét, den skal vænnes sig til.

Et eksempel kan være, at man flytter ind i et nyt hus, tæt på en togbane. De første par gange toget kører forbi reagerer hunden på lyden (dog uden at blive rigtig bange). Hver gang oplever den, at der ingenting sker, når lyden kommer, og med tiden vil den blive ligeglad med lyden af toget.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Præsenteres en hund for noget nyt og bliver bange og stresset, kan man risikere at der ikke sker en habituering, men at der i stedet sker det man kalder en sensibilisering. Hvis hunden sensibiliseres, vil den reagere mere og mere, i stedet for at vænne sig til det. Det er derfor vigtigt, at man ikke udsætter hunden for noget der er for voldsomt, når man forsøger at tilvænne den, da det kan give det modsatte – og uønskede – resultat.

/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge

 

Dette er første artikel i en serie om hvordan hunde lærer – næste gang ser vi på sensibilisering!

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout