At prøve sig frem – om operant indlæring

03-11-2017 17:53

Astrid Gerd Holtet

At prøve sig frem og se hvad der giver belønning, og hvad der ikke gør, kaldes også operant indlæring, og er en af de måder hunde lærer nye ting. Vi ser lidt nærmere på hvad det vil sige!

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hunde lærer af konsekvenserne af deres adfærd. Sætter hunden sig, og får den derefter en godbid, oplever den at det godt kan betale sig at sætte sig, og den vil derfor sandsynligvis gøre det igen. Oplever den derimod at der sker noget ubehageligt, som eksempelvis at få skæld ud, vil der være en mindre sandsynlighed for, at den sætter sig en anden gang.

Sagt med andre ord, danner hunden en association mellem en bestemt adfærd og et bestemt resultat. Hvis en bestemt adfærd eksempelvis belønnes, vil den over en længere periode ses oftere. Hvis en bestemt adfærd derimod eksempelvis udløser en ubehagelig oplevelse, vil der omvendt ses mindre af den. Denne form for indlæring kaldes operant indlæring - altså at man lærer af konsekvenserne af ens handlinger. 

Lær at ”sitte” ved at få en godbid

Hvis en hund oplever noget, der er godt, sjovt eller behageligt, efter den har gjort noget bestemt, vil den finde ud af, at det godt kan betale sig at gøre, og dermed prøve igen. Det kan eksempelvis være at du belønner hunden med en godbid hver gang den sætter sig. Hermed vil den finde ud af, at det godt kan betale sig at sætte sig ned, for så kommer der godbidder.

Lær ikke at hoppe op, ved at miste kontakten

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvis hunden derimod oplever at miste noget godt, når den gør noget bestemt, vil den hurtigt finde ud af, at det ikke kan betale sig at gøre det. Det kan eksempelvis være når hunden hopper op af mennesker for at få kontakt. Hvis den oplever at personen vender sig om og kigger væk, vil den miste den kontakt, den egentlig gerne ville have. Den vil derfor med tiden finde ud af, at det ikke kan betale sig at hoppe op.

At straffe hunden kan give problemer

Hunde kan også lære ikke at gøre noget bestemt hvis de straffes. Kommer hunden eksempelvis til at røre ved stødhegnet, vil den hurtigt lære ikke at gå hen til hegnet igen. Ligeledes kan hunden lære at gøre noget bestemt, hvis noget den synes er ubehageligt stopper, når den gør det rigtige. Det kan eksempelvis være at man presser på hundens bagpart, indtil den sætter sig. Det pres vil langt de fleste hunde synes er ubehageligt, og dermed vil de finde ud af, at hvis de sætter sig, slipper de for presset.

Da straf er forbundet med følelsesmæssig ubehag og stress, bør det dog ikke bruges i forbindelse med hundetræning. Ud over at straffen er ubehagelig for hunden, vil den også danne negative følelsesmæssige associationer, når den straffes, og den vil lynhurtigt begynde at associere træning, og måske ejeren, med noget ubehageligt. Denne association kan gøre at hunden mister lysten og dermed træningsgejsten. Bruges der i stedet noget som hunden synes er rart og behageligt som belønning, når den gør det rigtige, vil den i stedet danne positive associationer til træningen og ejeren, og dermed vil træning blive sjovt for hunden, og i sidste ende vil det øge dens træningslyst. 

/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge

Læs også

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout