Hvad blev der af de 20 bosniske hunde

11-12-2020 11:57

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Torsdag fortalte vi om en uhyggelig sag om smugling af hunde til Sverige. Vi fortalte også, at 20 af hundene kom til Danmark. Det viser sig nu at være forkert

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

I søndags fandt svenske toldere 59 hunde fra Rumænien og Bosnien i to varevogne. Hundene var i dårlig forfatning. De havde ikke fået nok at drikke, og de lå i deres egen afføring, opkast og urin.

Hundene var fordelt i de to varevogne med 39 rumænske gadehunde i den ene varevogn og 20 bosniske gadehunde i den anden.

Mens de rumænske gadehunde fik lov at komme ind i Sverige, blev den bosniske varevogn bedt om at tage vejen tilbage over Øresundsbroen, da papirerne ikke var i orden.

Hvad der skete derefter, har været lidt svært at finde ud af, men nu skulle vi have fundet svaret.

De 59 gadehunde skulle ud til svenskere, som havde købt hundene gennem en skånsk organisation, der sælger udenlandske gadehunde til forhåbningsfulde svenske hundeejere.

Den svenske journalist Per Lärka fra SVT talte med en kvinde, der fortalte, at hun skulle have haft en af hundene fra Bosnien, men som nu havde fået at vide, at hundene var på et dansk internat.

Derfor tog vi kontakt til Roskilde Internat, da det er et internat, der ofte bruges i den slags sager. Her vidste man dog ikke noget om de bosniske hunde.

– Hundene er ikke kommet til Roskilde Internat, og jeg ved heller ikke hvilket internat de er kommet til. Jeg håber du får dem opsporet. Og dejligt, at der er fokus på sagen. Måske kan det i fremtiden redde nogle andre hunde, lød det fra internatleder Rikke Agner Jørgensen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Næste skridt blev derfor at tage kontakt til politiet. Vi kontaktede først Dyreværnsenheden ved Nordjyllands Politi, da de ofte har fingeren på pulsen, og ved hvad der sker på hundefronten rundt omkring i landet.

Her vidste man dog ikke noget, og vi blev sendt videre til Dyreværnsenheden på Sjælland, men her var svaret overraskende.

– Vi kender ikke noget til 20 bosniske hunde. Jeg har også kontaktet Københavns Politi for at høre dem, men de har heller ikke haft en sag om disse hunde, fortalte leder af Dyreværnsenheden Anders Birch Larsen.

Han havde læst artiklen på hunden.dk, og han stillede sig noget tvivlende over, at hundene skulle befinde sig på et internat i Danmark, uden politiet vidste noget om det.

Men kan hundene være kommet til Danmark udenom politiet og sendt til et internat?

– Det har jeg svært ved at forestille mig. Nu ved jeg ikke, hvor svenskerne har det fra, men jeg tvivler på, at hundene er i Danmark.

Vi valgte derfor at gå tilbage til journalist Per Lärka, som har haft sagen på SVT. Efter en kort mailudveksling fortæller han, at kvinden nu har fortalt ham, at hun har fået endnu en besked om, hvor hendes hund er.

– De der ventede på at få hunde fra Bosnien fik senere endnu en besked. Her stod der, at hundene nu var tilbage i Bosnien, skrev Per Lärka til hunden.dk.

Vi synes stadig sagen er lidt underlig, for hvordan har hundene haft det på hjemtransporten, kunne man have gjort noget for at redde dem og hvordan har de det nu? Det er alt sammen spørgsmål, vi forsøger at få svar på nu.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout