Astrid Gerd Holtet
Kemisk ustabile molekyler, som kaldes frie radikaler, dannes hele tiden som del af kroppens normale stofskifte. De frie radikaler ødelægger kroppens celler, men heldigvis findes der en masse mekanismer i kroppen, der bremser deres skadelige virkning.
Presses kroppen fysisk kan udviklingen af de frie radikaler øges så meget, at kroppen ikke længere kan følge med – og der dannes en tilstand kaldet oxidativ stress, som menes at bidrage til udviklingen af en lang række forskellige sygdomme.
For at undersøge om et tilskud af antioxidanter kan bidrage til mindre oxidativ stress hos hunde, der er meget fysisk aktive, undersøgte et amerikansk forskerhold en flok arbejdende amerikanske foxhounds. Hundene deltog i jagt to til tre gange om ugen, og hver jagt tog mellem to og fem timer.
Forskerne delte hundene op og gav normalt hundefoder til den ene gruppe, mens den anden gruppe fik det samme normale hundefoder samt et kosttilskud med antioxidanter, herunder blandt andet vitamin C og E. Over en syv måneder lang jagtsæson målte forskerne hundenes blod for tegn på oxidativ stress.
Resultaterne af studiet viste, at de hunde, der modtog kosttilskuddet havde markant færre tegn på oxidativ stress i løbet af testperioden, end de hunde der ikke fik et supplement. Derudover så forskerne er hundene, der kun fik det normale hundefoder havde et fald i deres niveau af vitamin E hen over sæsonen – et fald der ikke var at se hos gruppe med kosttilskuddet.
De amerikanske forskere mener at deres resultater viser at hunde, der udsættes for meget fysisk aktivitet, kan have gavn af et tilskud af antioxidanter for at mindske de skader som den oxidativ stress kan give - og dermed forebygge de sygdomme, der kan følge.
KILDE:
Alison N Beloshapka, Maria R C de Godoy, Rebecca A Carter, Andrea J Fascetti, Zengshou Yu, Bridgett J McIntosh, Kelly S Swanson, Preston R Buff. Longitudinal changes in blood metabolites, amino acid profile, and oxidative stress markers in American Foxhounds fed a nutrient-fortified diet. Journal of Animal Science, 2018; 96 (3)