Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Smoky var ikke en officiel militærhund. Hun var ikke udvalgt, trænet og sendt i krig som de store tjenestehunde, man ofte forbinder med militæret. Hun blev fundet i en rævegrav i junglen i New Guinea under Anden Verdenskrig, lille, beskidt og langt fra det liv, man normalt ville forbinde med en yorkshire terrier.
Hun endte hos den amerikanske soldat William A. “Bill” Wynne, der gjorde hende til sin faste følgesvend. Smoky var kun omkring fire pund, svarende til knap to kilo, men hun fulgte Wynne gennem krigens hverdag i Stillehavsområdet. Hun boede i telt, levede tæt på soldaterne og blev hurtigt langt mere end en maskot.
For mænd, der befandt sig langt hjemmefra under barske forhold, blev hun et lille stykke normalitet. En hund, man kunne smile af, tale til og holde om. Midt i krigens alvor blev Smoky et levende bevis på, at nærhed og humor kan findes de mest uventede steder.
En lille hund med en stor opgave
Den mest kendte fortælling om Smoky handler om en kommunikationsledning på Luzon i Filippinerne. Ifølge Bill Wynnes egen beretning skulle en ledning trækkes gennem et smalt rør under en landingsbane. Opgaven ville ellers have krævet, at soldater gravede et område op, hvilket både ville tage tid og udsætte mandskab og fly for fare.
Smoky var lille nok til at komme igennem røret. Med ledningen fastgjort til sig kravlede hun gennem det trange mørke rør og fik dermed løst opgaven på få minutter. Historien er blevet en central del af fortællingen om hende, fordi den viser noget af det, der gjorde Smoky særlig: Hun var lille, modig og villig til at følge sit menneskes signaler, selv når opgaven var usædvanlig.
Det er en af de historier, der har gjort hende kendt som en lille krigshelt. Ikke fordi hun var stærkest, hurtigst eller mest frygtindgydende, men fordi hun kunne noget, ingen af de store hunde eller mennesker kunne i den situation.
Trøst til sårede soldater
Smokys betydning stoppede ikke ved de praktiske opgaver. Hun blev også kendt for den virkning, hun havde på sårede soldater. Under krigen besøgte hun hospitaler, hvor hun fik mænd til at smile, grine og for en stund tænke på noget andet end smerte, frygt og hjemve.
Hun omtales ofte som en af de første dokumenterede terapihunde. Betegnelsen fandtes ikke på samme måde dengang, men funktionen var tydelig. Smoky gjorde noget, som mange hundeejere kender i mindre dramatisk form: Hun skabte kontakt, ro og glæde bare ved at være til stede.
For soldaterne var hun ikke en behandlingsmetode eller et projekt. Hun var en lille hund, der kunne kravle op på en seng, lave tricks, modtage kærlighed og give noget tilbage. I dag virker det næsten selvfølgeligt, at hunde kan have en særlig betydning for mennesker i krise, men Smokys historie er med til at vise, hvor langt tilbage den forståelse rækker.
Fra krigshund til kendt hund
Efter krigen tog Bill Wynne Smoky med hjem til USA. Her fortsatte de med at optræde og besøge mennesker. Smoky blev kendt i aviser, på hospitaler og blandt folk, der lod sig fascinere af den lille hund med den store historie.
Hun kunne lave tricks, underholde og skabe kontakt til mennesker, men hendes virkelige betydning lå måske i noget mere enkelt. Hun mindede folk om, at hunde kan være mere end selskab. De kan være følgesvende, hjælpere, trøstere og brobyggere mellem mennesker.
Smoky levede til 1957 og er siden blevet mindet med monumenter og fortællinger. Hun er blandt andet blevet hyldet for sin indsats under krigen og for sin rolle som tidlig terapihund.
Hvorfor husker vi Smoky?
Der findes mange berømte hunde i historien. Nogle reddede mennesker fra sne, andre fandt vej gennem krig, ruiner eller katastrofer. Smoky skiller sig ud, fordi hendes historie ikke passer til det billede, mange har af en helt.
Hun var ikke stor. Hun var ikke farlig. Hun var ikke en klassisk arbejdshund. Hun var en lille yorkshire terrier, som tilfældighederne bragte ind i krigen, og som derefter kom til at gøre en forskel på sin helt egen måde.
Måske er det netop derfor, historien stadig rammer. Den minder os om, at hundes værdi ikke altid kan måles i størrelse, styrke eller formel træning. Nogle gange ligger forskellen i evnen til at skabe håb, få mennesker til at smile og være tæt på, når livet er svært.
Smoky var lille nok til at være i en hjelm, men stor nok til at blive husket.
Artiklen bygger på historiske beskrivelser af Smoky fra Smoky War Dog, National Service Animals Memorial, Military.com, National Geographic, Cleveland Magazine og Bill Wynnes egne beretninger om Smoky.
