Skolehunden James skaber trygge prøver

09-06-2026 12:30

Yasmin Bøllehuus

Når prøven begynder, kan ro være svær at finde. For eleverne i 9. klasse har skolehunden James igen i år været med under de skriftlige prøver, hvor hans nærvær, rolige vejrtrækning og små puf har hjulpet flere elever tilbage til fokus.

Copyright Hunden.dk
Skolehunden James her blandt forårets mælkebøtter hjælper elever med at finde ro og fokus under de skriftlige afgangsprøver. Foto: Yasmin Bøllehuus
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når afgangsprøverne nærmer sig i 9. klasse, stiger spændingen hos mange elever. For nogle handler det om nervøsitet og sommerfugle i maven – for andre kan presset vokse sig så stort, at det bliver svært at finde ro og fokus. Derfor har James igen i år været med på arbejde og hjulpet eleverne gennem de skriftlige prøver.

James’ vigtigste opgave under prøverne har ikke været at “løse” noget for eleverne, men derimod at skabe ro og tryghed. Inden prøven gik i gang, har han været med til at sænke spændingsniveauet hos eleverne, og undervejs har han hjulpet dem med at holde små pauser, så de kunne vende tilbage til opgaven med fornyet fokus.

Det særlige ved James er, at han mærker eleverne på en helt anden måde, end vi mennesker ofte gør. Gennem sin træning er han blevet belønnet for at reagere på meget små signaler – kropssprog, vejrtrækning, uro eller spændinger. Samtidig viser forskning, at hunde faktisk kan registrere kemiske ændringer hos mennesker gennem lugtesansen. Studier har vist, at hunde kan lugte stressrelaterede ændringer i menneskers sved og ånde med høj præcision (Dalton et al., 2022). Forskningen peger på, at hunde kan opfange hormonelle og kemiske signaler, som hænger sammen med stress og følelsesmæssige tilstande – og reagere på dem.

Når James støtter en elev, gør han det på sin helt egen rolige måde. Han kan sætte sig tæt ved siden af eleven og forsigtigt dutte med snuden eller skubbe blidt med hovedet. De fleste elever tager automatisk imod kontakten – giver ham et lille nus eller møder hans bløde blik et øjeblik. Det korte nærvær kan hjælpe eleven til lige at mærke sig selv og vende tilbage til nuet. Ofte ser man skuldrene sænke sig, og fokus vende tilbage til prøven.

James bruger også sin egen ro aktivt. Han kan lægge sig ved siden af eleven og trække vejret dybt og roligt. Mange elever begynder helt ubevidst at spejle hans vejrtrækning, hvilket kan have en beroligende effekt på nervesystemet.

Noget af det, nogle elever særligt profiterer af, er James’ “tyngdekram”. Det sker kun i de situationer, hvor både James og jeg vurderer, at eleven vil finde ro og tryghed i den tætte kontakt. Hvis eleven sidder i en stol eller sækkestol, kan James hoppe op med forbenene og lægge sin vægt blidt ind mod kroppen. Det dybe tryk og den rolige tyngde virker ofte meget beroligende. Denne form for dybt tryk er kendt fra forskning i sanseregulering og kan stimulere det parasympatiske nervesystem via blandt andet vagusnerven, som er med til at dæmpe stressreaktioner og skabe ro i kroppen (Mullen et al., 2008).

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er fascinerende at opleve, hvordan en hund kan gøre en forskel midt i en prøvesituation. Ikke med ord eller løsninger – men med nærvær, ro og evnen til at mærke det menneske, der sidder ved siden af ham. For mange elever bliver James et holdepunkt i en situation, der ellers kan føles stor og overvældende.

James møder alle elever uden forventninger, forbehold eller vurderinger. For ham findes der hverken “dårlige” eller “svage” elever – han møder alle med den samme rolige tillid. James virker til helt ubetinget at tro på, at eleverne godt kan det, de står overfor. Når han lægger sig ved siden af en elev eller søger kontakt med sit rolige blik, formår han ofte at give følelsen af: “Du er okay, og du skal nok klare det.”

Og måske er det netop dét, der gør skolehunde så særlige: De minder os om, at læring og trivsel hænger tæt sammen – og at ro nogle gange kan komme i form af en pote og et hundeblik.

Referencer

Dalton, P., et al. (2022). Pet dogs can detect odor from human stress sweat and breath. PLoS ONE, 17(9), e0274143. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0274143

Mullen, B., Champagne, T., Krishnamurty, S., Dickson, D., & Gao, R. X. (2008). Exploring the safety and therapeutic effects of deep pressure stimulation using a weighted blanket. Occupational Therapy in Mental Health, 24(1), 65–89. https://doi.org/10.1080/01642120802004879

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout