Derfor tager vi ud og fortæller om det arbejde James laver.

27-03-2026 10:32

Yasmin Bøllehuus

Når jeg tager afsted sammen med James for at besøge andre skoler, bliver jeg ofte mødt af den samme nysgerrighed: “Kan en hund virkelig gøre en forskel i skolen?

Det korte svar er ja. Det lidt længere svar er, at det kræver lidt mere end bare en sød hund.

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

Derfor brænder jeg – sammen med James –  også for at tage rundt og fortælle om arbejdet vi laver.

I løbet af det sidste år har vi haft fornøjelsen af at besøge flere forskellige typer skoler. Vi har været på specialskoler, almen skoler og andre uddannelsestilbud. Fælles for dem alle er, at mange allerede har set en lille smagsprøve på den effekt en hund kan have på eleverne.

Ofte starter samtalen med en historie som denne:
En lærer eller pædagog har haft sin egen hund med en enkelt dag. Pludselig sad en elev, der normalt ikke deltager i undervisningen, stille og læste højt for hunden. En anden elev, der ellers har svært ved at være i klasselokalet, fandt ro ved siden af hunden.

Det er oplevelser, der gør indtryk. Og de viser tydeligt, hvor stor en forskel en hund kan gøre.

Men de fleste bliver også overraskede, når jeg fortæller, at professionelt arbejde med hunde er meget mere end det.

For det første skal hunden godkendes gennem en kvalificeret organisation. Det er en grundig proces, hvor man blandt andet ser på hundens temperament, samarbejdsevne og egnethed til arbejdet med børn og unge.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Derefter starter uddannelsen.
Både hund og hundefører skal gennem relevante kurser og uddannelse for at kunne arbejde målrettet i en skolekontekst. Her lærer man blandt andet, hvordan hunden kan indgå i pædagogiske forløb, hvordan man læser hundens signaler, og hvordan man skaber trygge rammer for både elever og hund.

Men arbejdet stopper ikke der.
Når man arbejder professionelt med en skolehund, er det vigtigt hele tiden at holde sine kompetencer ved lige. Det betyder løbende træning, efteruddannelse og refleksion over den praksis, man arbejder i.
Samtidig spiller dokumentation og målbarhed en vigtig rolle. Når James arbejder med elever, handler det ikke kun om hyggelige øjeblikke – selvom de også er vigtige. Det handler om at støtte elevernes udvikling og trivsel på en måde, der kan beskrives, evalueres og indgå i skolens pædagogiske arbejde.

En del af vores arbejde med at udbrede kendskabet til skolehunde foregår også online. Instagramkontoen @skolehunden_james er nemlig skabt for at give et indblik i hverdagen med en skolehund. Her deler vi blandt andet små glimt fra arbejdet, erfaringer og refleksioner, så flere kan få øjnene op for, hvad en skolehund kan bidrage med. Samtidig håber vi, at det kan inspirere andre skoler, lærere og pædagoger til selv at få lyst til at gå i gang med et skolehundsprojekt.

Det er netop derfor, vi tager ud og fortæller om det arbejde vi laver.

For når arbejdet bliver gjort professionelt, ansvarligt og med den rette viden, kan en skolehund være meget mere end en rar gæst i klasselokalet. Den kan blive et værdifuldt pædagogisk redskab, der hjælper elever med at finde ro, mod og motivation i deres skoleliv.

Og hver gang jeg ser en elev tage et lille skridt fremad – måske med James ved sin side – bliver jeg mindet om, hvorfor det her arbejde er så meningsfuldt.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout