Tekst: Sophia van Binsbergen
Jeg stillede op til Dansk Kennel Klubs DM i schweissspor med min labrador retriever, DeusSophialund (kaldet Deus), på fire år. Deus er primært registreret schweisshund, dvs. hun bruges i praksis til at eftersøge og aflive anskudt eller påkørt hjortevildt. Hun blev optaget i Schweiss-registret da hun var halvandet år gammel med både min mand og mig, da vi begge er schweisshundeførere. Hun har således været til optagelsesprøve til Schweiss-registret med os begge (den såkaldte egnethedsprøve).
Det var lidt om hunden. Om mig selv kan jeg sige, at jeg nok må betragtes som en af de erfarne inden for schweisssporten (uanset at jeg stadig har meget at lære). Jeg har gået spor siden 2013, hvor jeg som helt uerfaren lagde ud med Deus’ far. Jeg har deltaget i DKK’s DM flere gange og er også blevet placeret flere gange tidligere med to forskellige hunde. Begge registrerede schweisshunde (Deus’ far og min mands hannoveranske schweisshund).
En krævende prøve i Gisselfelds skove
Hvordan var det så den søndag i de smukke skove omkring Gisselfeld Kloster? Det var svært – rigtig svært. Men det havde jeg også regnet med. I mine øjne er DKK’s DM den sværeste schweissprøve i Danmark, man kan deltage i. Efter min mening sker der rigtig meget, når et spor går fra at være 20 timer gammelt til at være 40 timer. I hvert fald når det, som til DM, lægges i en skov med meget vildt og i et svært meget varieret terræn. Det siger sig selv, at afledningen bliver massiv, når både dåvildt og råvildt passerer over sporet i løbet af de tæt på to døgn. Og det var også afledningen, vi knoklede med til prøven. Selvfølgelig er elementerne også altid en udfordring. De er der jo for at sætte hund og fører i en situation, hvor sporet ikke bare går ligeud, men hvor man tester ekvipagens evne til at arbejde inden for et afgrænset område med megen fært (i dette tilfælde både fra det udlagte spor og vildtet i skoven) og i det område udrede sporet og forhåbentlig finde den rigtige vej videre. Men – uden jeg selvfølgelig kendte eller i skrivende stund kender sporet i detaljer – er jeg ikke så meget i tvivl om, at også afledningen voldte min hund og mig store problemer.
Afledninger og udfordringer undervejs
Der var strækninger ligeud, hvor hun gik ganske fint og problemløst, men pludselig var der steder, f.eks. på en bakketop, langs et vandløb, tæt op ad en tykning, hvor det er naturligt, at vildtet passerer forbi, hvor vi måtte søge længe rundt og til begge sider af sporet, uden at hun tog noget op. Netop ét bestemt sted husker jeg tydeligt. Jeg var sådan set – efter vi havde været både til højre og venstre flere gange – ikke i tvivl om, at det gik ligeud. Hvis jeg havde været på en praktisk eftersøgning og var endt i tilsvarende problemer – hvilket man ofte gør – havde jeg søgt kanten af området af for at finde udgangen. Men netop det er udfordringen ved en prøve; hvis man bevæger sig for langt væk fra sporet, er man selvfølgelig i overhængende fare for at få tab. Så vi måtte blive i ”nærområdet”, og da en lille stemme fra min altid trofaste træningsmakker meldte sig i mit hoved, holdt jeg en god pause og prøvede at ignorere den voksende indre uro på grund af den fremskredne tid (vi nærmede os kritisk de halvanden time, der er afsat til sporet). Det gav pote. Deus rejste sig fra pausen og gik resolut fremad, derefter lidt til den gale side og efter endnu en enkelt rundering, tog hun sporet op, gik over et dige og videre lige frem. Mon ikke mit trofaste følge af dommer, stifindere og hornblæser også syntes det var på tide at komme videre? Jeg var sidste hund på holdet, og de havde været i skoven omkring 5 timer på det tidspunkt. Men prøvelserne var absolut ikke slut. Både hund og jeg var ved at være godt brugte. Det er længe at koncentrere sig, og det er man nødt til 110 % hele tiden. Sporet bliver desværre ikke nemmere eller afledningen mindre, som man nærmer sig de 1.000 meter, så jeg kunne mærke, at jeg måtte justere på vores samarbejde – hund og jeg. Mange hunde – især retrievere – kan godt have en tendens til at sætte farten op, når kræfterne og koncentrationen er ved at slippe op. Dette gør absolut ikke opgaven nemmere, da hunden på den måde hurtigere kommer længere væk fra sporet, inden den opdager, at den er ”gået for langt”. Dette kombineret med, at jeg kunne ”spørge” hende mindre, når jeg tog i remmen, gav os udfordringer.
Tidsnød og indre uro
Når jeg tog i remmen, satte hun sig ned og gav mig ikke det sædvanlige træk fremad, så det blev sværere og sværere at afgøre, om vi var på rette vej eller ej. Det var vi heldigvis – men med en del sving og runderinger. Samtidig havde min indre uro for tidsgrænsen ændret sig til noget nær panikangst. Jeg går altid med et helt almindeligt analogt armbåndsur med visere, og jeg vidste bare, at når den store viser nærmede sig ”fem minutter i hel” anden gang, så var tiden gået. Første tur rundt på skiven var længe tilbagelagt. Den sidste del af sporet lå i åben løvskov. Vi havde for øvrigt været igennem det meste; løvskov, nåletræer, lidt mere åbne arealer, over vej og bæk – i sidstnævnte tilfælde satte jeg pris på mine ellers varme gummistøvler. I løvskoven på slutningen af sporet var der en del små vandhuller. Deus ynder at køle sin bug i alt, der bare bærer præg af lidt fugt. Som regel lader jeg hende gøre det, da jeg mener, det gavner hende, og hun havde også dyppet sig på sporet flere gange tidligere. Faktisk så meget i noget meget brunt vand, at det gjorde det rigtig svært for mig at konstatere, om der var schweiss på sporet, da hun konstant gik og dryppede det dejligste brune vand. Men tilbage til den alt for spændende slutning.
En dramatisk afslutning
På mit ur var tiden alarmerende tæt på at rinde ud, da Deus øjnede det dejligste vandhul, som hun resolut lagde sig i. Jeg kaldte forgæves et par gange, og til sidst måtte hun næsten trækkes op for at gå sporet færdigt. Jeg tror faktisk, jeg endda stod og råbte efter hende, at ”Det der, det har vi bare ikke tid til nu”. Vist ikke en helt indarbejdet kommando. Men det virkede, hun genoptog sporet, gik vel 15 meter frem og nok lidt parallelt på sporet, da jeg så de to klove langs en stamme. Jeg bogstavelig talt kastede mig over dem før hunden og råbte ”Her er de!”. Dommeren kom stille og roligt hen til mig. Spurgte, om jeg vidste, hvor lang tid jeg havde til sporet? ”Øhh ja ... halvanden time”. Jeg var helt bange for, at jeg havde brugt for meget tid, men jeg tænkte da, at jeg ville være blevet stoppet. Jeg har aldrig prøvet lige det før, så pludselig kan man jo få alle mulige katastrofetanker. ”Ja”, sagde han og så mig ind i øjnene. ”Du har brugt 1 time og 29 minutter”. Da drog jeg nok verdens største lettelsens suk. Herefter fik jeg igen kræfter til den obligatoriske leg for enden af sporet med klovene og hunden. Mit mål for dagen var at nå til enden af sporet, og det gjorde hund og jeg.
Tak til alle involverede
Til slut vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til prøvelederen og alle de fantastiske hjælpere for en meget velafviklet prøve med en virkelig god stemning. Den gode stemning er i mine øjne noget af det fineste ved schweissprøverne. Også en stor tak til sponsorerne for de flotte gaver, og til dommeren, stifinderne og hornblæseren, der holdt ud, til sidste hund havde vredet citronen og lidt til.
Læs meget mere om DM i schweissspor i HUNDEN's septembernummer, der udkom 10.-11. september.
På en smuk og solbeskinnet efterårsdag midt i oktober måned, afholdte Dansk Pointer Klub en spændende hubertusprøve for stående engelske jagthunde. En prøveform hvor både hund og føreren bedømmes
Selv om vi stadig nyder den lune sommervarme, er efterårets jagtsæson allerede skudt i gang. Desværre er det ikke ualmindeligt, at vores firbenede hjælpere kommer til skade i forbindelse med jagten: Skadesrisikoen er høj under de lange dages arbejde i hårdt terræn. Læs her, hvordan du kan minimere risikoen for skader hos din jagthund.
For Mille Friis blev labradoren Laika begyndelsen på en passion for hundetræning og jagt.
Glæd dig til at møde den majestætiske irske ulvehund, dykke ned i kunsten at mestre indkaldet, og opleve retrievere i deres rette element.
Du kan også komme med til DM i schweissspor, se hunde flyve gennem luften i frisbee-sportens verden – og fejre VM-guld i Dog Dancing.
Magasinet udkommer onsdag og torsdag i denne uge.
Hvis du ikke modtager bladet skal du ringe til DKK på 56 18 81 00.
Søndag var der DM i schweiss spor på Klosterheden ved Struer. Her får du lidt billeder fra dagen
Beaglen har et naturligt talent for schweissarbejde, men alt for få ejerfor dygtiggør sig og udfordrer hunden med længere og mere krævende spor. To engagerede hundeførere vil nu ændre på det.
Den irske ulvehund Butler er den første af sin race i Danmark, der har opnået en 1. præmie i en schweissprøve med et spor, der var 400 meter langt og tre timer gammelt. En præstation, der viser, at også de store mynder kan arbejde med næsen og nyde det.
Når jagtsæsonen skydes i gang, er det ikke vådeskud og angreb fra vilde dyr, der er de største farer for din jagthund. Mere normalt er det, at hunden får skader på muskler og led. Jagtskader som disse kan forebygges, understreger dyrlæge
Schweissregistret er et register over ekvipager (hund og ejer), der er specialiserede i at opspore og humant aflive påkørte og anskudte klovdyr, dvs. hovedsageligt rådyr
Nytårsaften er for mange hunde årets mest belastende døgn, hvor brag og uro kan udløse voldsom panik. Vi Finder Hund fortæller her, hvordan du mindsker risikoen, og hvordan du agerer korrekt, hvis hunden løber væk.
Juleaften fungerer hunden ofte som det rolige anker midt i festlighedernes forventningsfulde larm og travle forberedelser. Når julefreden endelig sænker sig, minder hunden os om værdien af det mest enkle nærvær og den ubetingede kærlighed.
Nystegt mortensand kan få mundvandet til at løbe på de fleste hunde, men pas på med at lade hunden få del af anden - skroget kan nemlig være farligt for hunde
Når hunden træder ind i sine gyldne år, ændrer båndet mellem hund og ejer sig til noget dybere og mere støt. Der findes en helt særlig skønhed i seniorhundens ro, som minder os om at sætte farten ned og nyde nuet.
Nogle hunde ser ud til at knytte sig stærkere til én bestemt person i husstanden, mens andre virker lige glade for alle. Hvad afgør, hvem der bliver hundens favorit? Handler det om, hvem der fodrer den, hvem der leger mest med den, eller er der helt andre faktorer på spil?
Når frosten bider udenfor, søger mange hunde mod de varmeste steder i huset, herunder ejerens seng. Men er det en god idé for hygiejnen og nattesøvnen, eller bør sengen forblive en hundefri zone?
Vi ser lidt nærmere på syv symptomer, som er vigtige for alle hundeejere at kunne genkende
Alle kender Matador - danskernes absolutte yndlingsserie. Ligeledes kender vel alle også kvinden bag serien, Lise Nørgaard, som hele sit liv har været en stor hundeven. Det er derfor heller ikke tilfældigt at Matador også har hunde på rollelisten - endda i fremtrædende roller
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
I en travl hverdag fungerer gåturen med hunden som et nødvendigt pusterum for det moderne menneske. Når vi følger hundens tempo og sanser, lærer vi at give slip på bekymringerne og finde ind til en indre ro.
