Lettelsen er til at få øje på – Sophia og Deus efter et velgennemført DM-spor. Foto. Privat

Tekst: Sophia van Binsbergen

Jeg stillede op til Dansk Kennel Klubs DM i schweissspor med min labrador retriever, DeusSophialund (kaldet Deus), på fire år. Deus er primært registreret schweisshund, dvs. hun bruges i praksis til at eftersøge og aflive anskudt eller påkørt hjortevildt. Hun blev optaget i Schweiss-registret da hun var halvandet år gammel med både min mand og mig, da vi begge er schweisshundeførere. Hun har således været til optagelsesprøve til Schweiss-registret med os begge (den såkaldte egnethedsprøve).

Det var lidt om hunden. Om mig selv kan jeg sige, at jeg nok må betragtes som en af de erfarne inden for schweisssporten (uanset at jeg stadig har meget at lære). Jeg har gået spor siden 2013, hvor jeg som helt uerfaren lagde ud med Deus’ far. Jeg har deltaget i DKK’s DM flere gange og er også blevet placeret flere gange tidligere med to forskellige hunde. Begge registrerede schweisshunde (Deus’ far og min mands hannoveranske schweisshund).

En krævende prøve i Gisselfelds skove

Hvordan var det så den søndag i de smukke skove omkring Gisselfeld Kloster? Det var svært – rigtig svært. Men det havde jeg også regnet med. I mine øjne er DKK’s DM den sværeste schweissprøve i Danmark, man kan deltage i. Efter min mening sker der rigtig meget, når et spor går fra at være 20 timer gammelt til at være 40 timer. I hvert fald når det, som til DM, lægges i en skov med meget vildt og i et svært meget varieret terræn. Det siger sig selv, at afledningen bliver massiv, når både dåvildt og råvildt passerer over sporet i løbet af de tæt på to døgn. Og det var også afledningen, vi knoklede med til prøven. Selvfølgelig er elementerne også altid en udfordring. De er der jo for at sætte hund og fører i en situation, hvor sporet ikke bare går ligeud, men hvor man tester ekvipagens evne til at arbejde inden for et afgrænset område med megen fært (i dette tilfælde både fra det udlagte spor og vildtet i skoven) og i det område udrede sporet og forhåbentlig finde den rigtige vej videre. Men – uden jeg selvfølgelig kendte eller i skrivende stund kender sporet i detaljer – er jeg ikke så meget i tvivl om, at også afledningen voldte min hund og mig store problemer. 

Læs også: Reducer risikoen for skader hos din jagthund

Afledninger og udfordringer undervejs

Der var strækninger ligeud, hvor hun gik ganske fint og problemløst, men pludselig var der steder, f.eks. på en bakketop, langs et vandløb, tæt op ad en tykning, hvor det er naturligt, at vildtet passerer forbi, hvor vi måtte søge længe rundt og til begge sider af sporet, uden at hun tog noget op. Netop ét bestemt sted husker jeg tydeligt. Jeg var sådan set – efter vi havde været både til højre og venstre flere gange – ikke i tvivl om, at det gik ligeud. Hvis jeg havde været på en praktisk eftersøgning og var endt i tilsvarende problemer – hvilket man ofte gør – havde jeg søgt kanten af området af for at finde udgangen. Men netop det er udfordringen ved en prøve; hvis man bevæger sig for langt væk fra sporet, er man selvfølgelig i overhængende fare for at få tab. Så vi måtte blive i ”nærområdet”, og da en lille stemme fra min altid trofaste træningsmakker meldte sig i mit hoved, holdt jeg en god pause og prøvede at ignorere den voksende indre uro på grund af den fremskredne tid (vi nærmede os kritisk de halvanden time, der er afsat til sporet). Det gav pote. Deus rejste sig fra pausen og gik resolut fremad, derefter lidt til den gale side og efter endnu en enkelt rundering, tog hun sporet op, gik over et dige og videre lige frem. Mon ikke mit trofaste følge af dommer, stifindere og hornblæser også syntes det var på tide at komme videre? Jeg var sidste hund på holdet, og de havde været i skoven omkring 5 timer på det tidspunkt.  Men prøvelserne var absolut ikke slut. Både hund og jeg var ved at være godt brugte. Det er længe at koncentrere sig, og det er man nødt til 110 % hele tiden. Sporet bliver desværre ikke nemmere eller afledningen mindre, som man nærmer sig de 1.000 meter, så jeg kunne mærke, at jeg måtte justere på vores samarbejde – hund og jeg. Mange hunde – især retrievere – kan godt have en tendens til at sætte farten op, når kræfterne og koncentrationen er ved at slippe op. Dette gør absolut ikke opgaven nemmere, da hunden på den måde hurtigere kommer længere væk fra sporet, inden den opdager, at den er ”gået for langt”. Dette kombineret med, at jeg kunne ”spørge” hende mindre, når jeg tog i remmen, gav os udfordringer. 

Tidsnød og indre uro

Når jeg tog i remmen, satte hun sig ned og gav mig ikke det sædvanlige træk fremad, så det blev sværere og sværere at afgøre, om vi var på rette vej eller ej. Det var vi heldigvis – men med en del sving og runderinger. Samtidig havde min indre uro for tidsgrænsen ændret sig til noget nær panikangst. Jeg går altid med et helt almindeligt analogt armbåndsur med visere, og jeg vidste bare, at når den store viser nærmede sig ”fem minutter i hel” anden gang, så var tiden gået. Første tur rundt på skiven var længe tilbagelagt. Den sidste del af sporet lå i åben løvskov. Vi havde for øvrigt været igennem det meste; løvskov, nåletræer, lidt mere åbne arealer, over vej og bæk – i sidstnævnte tilfælde satte jeg pris på mine ellers varme gummistøvler. I løvskoven på slutningen af sporet var der en del små vandhuller. Deus ynder at køle sin bug i alt, der bare bærer præg af lidt fugt. Som regel lader jeg hende gøre det, da jeg mener, det gavner hende, og hun havde også dyppet sig på sporet flere gange tidligere. Faktisk så meget i noget meget brunt vand, at det gjorde det rigtig svært for mig at konstatere, om der var schweiss på sporet, da hun konstant gik og dryppede det dejligste brune vand. Men tilbage til den alt for spændende slutning. 

Læs også: Labradoren Laika ændrede Milles liv

En dramatisk afslutning

På mit ur var tiden alarmerende tæt på at rinde ud, da Deus øjnede det dejligste vandhul, som hun resolut lagde sig i. Jeg kaldte forgæves et par gange, og til sidst måtte hun næsten trækkes op for at gå sporet færdigt. Jeg tror faktisk, jeg endda stod og råbte efter hende, at ”Det der, det har vi bare ikke tid til nu”. Vist ikke en helt indarbejdet kommando. Men det virkede, hun genoptog sporet, gik vel 15 meter frem og nok lidt parallelt på sporet, da jeg så de to klove langs en stamme. Jeg bogstavelig talt kastede mig over dem før hunden og råbte ”Her er de!”. Dommeren kom stille og roligt hen til mig. Spurgte, om jeg vidste, hvor lang tid jeg havde til sporet? ”Øhh ja ... halvanden time”. Jeg var helt bange for, at jeg havde brugt for meget tid, men jeg tænkte da, at jeg ville være blevet stoppet. Jeg har aldrig prøvet lige det før, så pludselig kan man jo få alle mulige katastrofetanker. ”Ja”, sagde han og så mig ind i øjnene. ”Du har brugt 1 time og 29 minutter”. Da drog jeg nok verdens største lettelsens suk. Herefter fik jeg igen kræfter til den obligatoriske leg for enden af sporet med klovene og hunden. Mit mål for dagen var at nå til enden af sporet, og det gjorde hund og jeg.

Tak til alle involverede

Til slut vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til prøvelederen og alle de fantastiske hjælpere for en meget velafviklet prøve med en virkelig god stemning. Den gode stemning er i mine øjne noget af det fineste ved schweissprøverne. Også en stor tak til sponsorerne for de flotte gaver, og til dommeren, stifinderne og hornblæseren, der holdt ud, til sidste hund havde vredet citronen og lidt til. 

Læs også: Høj sværhedsgrad ved DKK’s DM i schweissspor 2025