Danmark vinder sølv ved historisk VM i rallylydighed

28-09-2024 20:47

Cecilie Friis Amstrup

Flot holdpræstation sikrer Danmark en plads på podiet ved det første verdensmesterskab i rallylydighed. Fire danske ekvipager har kvalificeret sig til de individuelle finaler.

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved det første verdensmesterskab i rallylydighed i Finland har det danske landshold i dag, lørdag den 28. september, sikret sig en flot sølvmedalje i holdkonkurrencen. Med deltagelse af 10 nationer var konkurrencen hård, men Danmark viste styrke med en solid holdindsats, hvor alle ekvipager præsterede på et højt niveau.

Hver ekvipage havde to banegennemløb, hvor de tre bedste resultater fra hvert land blev lagt sammen og dannede holdets samlede point. Danmark lå i tæt konkurrence med Sverige, som løb med guldet, men det danske hold leverede imponerende resultater og sikrede sig dermed andenpladsen.

Stærkt dansk sammenhold sikrer medalje

Nyheden fortsætter efter annoncen

Holdleder Helle Gadeberg var meget tilfreds med præstationen og udtrykte sin stolthed over holdets sammenhold: - Det danske rallylandshold har leveret en formidabel holdindsats i dag. I et skarpt felt med de bedste af de bedste har de levet varen. Det er et "en for alle - alle for en"-hold, sagde hun og fremhævede, hvordan holdets stærke fællesskab har været en afgørende faktor for deres succes.

De fire danske ekvipager, Annette Grønbæk med Archie, Helle Sejr Damkjær med Mio (Myrullen´s Mio), Pia Grisell med Breeze (Asasara Nam Nam Breezer) og Trine Sartou med Heydu (LilSunKiss Get a Grip Galileo), har alle kvalificeret sig til de individuelle finaler i morgen. - De er alle superdygtige som hundeførere, men det er ganske enkelt respekten, opbakningen og glæden ved at være sammen, der løfter deres præstationer til verdensklasse, tilføjede Gadeberg.

Det danske hold ser frem til at modtage deres velfortjente sølvmedaljer ved præmieoverrækkelsen i morgen og er klar til at kæmpe om individuelle medaljer i finalerne. Med dagens præstationer har det danske rallylandshold bevist, at de er blandt verdens absolut bedste.

Du kan følge de individuelle finaler via livestreaming her.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout