Cecilie Friis Amstrup
Denne weekend er det danske rallylandshold i Turku, Finland, for at deltage ved VM i rallylydighed. Holdet består af fem teams: Annette Grønbæk Jensen med border collie Archie, Camilla Bendix med border collie Izzi (Kojima's I Am Izzi), Helle Sejer Damkjær med border collie Mio (Myrullen´s Mio), Pia Grisell med border collie Breeze (Asasara Nam Nam Breezer) samt Trine Sartou med miniature american shepherd Heydu (LilSunKiss Get a Grip Galileo). Reserve er Helle Sejer Damkjær med border collie Vitus (PerfectStorm). Teamleder er Helle Gadeberg.
Holdet ankom torsdag morgen til Turku og var allerede omkring middag klar til den første træning i den store 1600 m² hal. - Torsdag havde vi hallen helt for os selv, fortæller teamleder Helle Gadeberg. - Underlaget er lækkert at gå på. Både hunde og førere føler sig godt tilpas på underlaget, der er noget anderledes end de underlag, vi kender hjemme.
Fredag kl. 14 er der lodtrækning, og lørdag kl. 9.30 (lokal tid i Finland) finder åbningsceremonien sted. Lørdag står på VM for hold hele dagen, mens der søndag er individuelle VM-finaler.
For dem, der ønsker at følge med hjemmefra, er der mulighed for at se konkurrencerne via livestream. Lørdag kan man følge med i ring 1 og ring 2, mens søndagens finaler også bliver livestreamet. Vær opmærksom på, at der kan være mange falske links, så sørg for kun at bruge de officielle links fra arrangørernes Facebook-event eller hjemmeside.
Vi ønsker det danske hold held og lykke ved mesterskaberne og håber på flotte resultater!