Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Victoria Grysbæk er 24 år og drømmer om at blive veterinærsygeplejerske. Mens hun venter på den rette mulighed, fylder dyr allerede meget i hendes hverdag, ikke mindst familiens hunde.
En af dem er seksårige AyaKitsune, som Victoria begyndte til rallytræning med hos Lene Envang den 15. maj 2025. Siden har de trænet stort set hver uge, og også de almindelige gåture bliver ofte krydret med små øvelser og masser af ros.
Allerede få måneder senere var de klar til deres første rallyprøve.
Fra 78 til 100 point
Debuten kom den 20. september 2025, hvor Victoria og Aya opnåede 78 point. Ved deres tredje prøve, som fandt sted på Samsø, ramte de 100 point og sikrede samtidig Aya titlen RBM.
Her kom der også en overraskelse.
Efter prøven tog en ringhjælper fat i Victoria og fortalte, at hun mente, Aya muligvis var den første Shiba i Danmark, der havde opnået RBM. Da Victoria kom hjem, kontaktede hun Dansk Kennel Klub, som ifølge familien bekræftede, at Aya var den første Shiba med titlen.
Dermed var der endnu mere motivation til at fortsætte træningen.
I løbet af vinteren deltog Victoria desuden i Sirius Rally med to hunde og fik beviser henholdsvis den 3. februar og den 12. april 2026.
Næsten fire uger uden træning
Foråret bød på en længere pause fra rally, da Victoria rejste til Bali med familien i tre en halv uge. De landede i Danmark den 22. maj, og allerede to dage senere stod Victoria og Aya igen klar til prøve.
Det gjorde Victoria nervøs. Næsten fire uger uden træning var ikke den optakt, hun selv ville have valgt.
Men samarbejdet mellem de to sad der stadig. Victoria og Aya sluttede på en fjerdeplads med 96 point.
Den 14. juni sikrede de den sidste guldpind, og kort efter stod det klart, at deres resultater havde bragt dem med blandt de hunde, der kvalificerede sig til årets DM. Da den endelige liste kom i slutningen af juni, stod Victoria og Aya som nummer 16 blandt de kvalificerede.
Det hele var opnået uden en eneste ikke-bestået prøve undervejs.
Første DM
Den 30. august kom så den hidtil største prøve for makkerparret.
Victoria og Aya stillede til start ved DM i rally, hvor de sluttede som nummer 20 blandt 30 deltagere med 87 point.
Resultatet satte punktum for et første rallyår, hvor udviklingen er gået stærkt. Fra den allerførste træning i maj 2025 til et dansk mesterskab lidt over et år senere.
Nu venter næste udfordring.
Victoria og Aya er rykket videre til øvet klasse, hvor sværhedsgraden stiger, og nye øvelser skal på plads. Træningen er allerede begyndt.
For Victoria er arbejdet med Aya også tæt forbundet med den interesse for dyr, hun gerne vil gøre til sit arbejde. Drømmen er fortsat at blive veterinærsygeplejerske. Indtil den mulighed viser sig, er familiens hunde mere end villige til at hjælpe hende med at holde både interessen og træningen i gang.