Jeg vil gerne åbne op for mit værste mareridt. 1½ år med mange rutscheture og hvor man har følt sig som verden dårligste hundeejer.

I april måned måtte jeg tage enhver hundeejers sværeste beslutning. Nellie er desværre ikke blandt os længere og jeg savner hende hver dag i mit liv. Der er utroligt tomt uden hende. Jeg er nu klar til at fortælle hvordan jeg har oplevet det sidste halvandet års mareridt.

I sommeren 2012 fik vi B-kuldet, de skønneste hvalpe og én af dem var min. Jeg fik Nellie i konfirmationsgave, hun var min helt egen, og jeg stod selv for træningen, børstningen, aftenfodring og gåturene med hende.

Vi kaldte hende ”Born To Be Wild” i troen på, at hun blev en dejlig stille og rolig hund. Så dum man nu kan være. Nellie blev teenager. Vi skulle begge lære, hvordan det skulle håndteres, men vi gjorde det sammen. Jeg tænker tit på min mor, der igennem mange år, har stået på sidelinjen og følt sig stolt over os. Jeg var selv helt vildt stolt! Vi klarede den altid sammen, om vi end tabte eller ej, sejrede vi altid på grund af det vi havde gjort sammen. Det var det vigtigste. Og trods vores mange kampe i udstillingsringen opnåede vi sammen en masse gode resultater i både Danmark og udlandet.

Læs også: Blogindlæg: Hvad laver James når han ikke er i skole?

Sygdommen
Som årene gik, blev jeg mere og mere tæt knyttet med hende. For mig var hun ikke blot en hund, men en kæmpe del af familien og min hverdag. Nellie var en speciel hund, som havde sine sære sider, såsom at løbe hver gang der blev tændt op i grillen. Nellie har igennem svære tider altid kunne få et kæmpe smil på mine læber. Hun har lært mig, at man skal følge sine drømme, for man kan sagtens nå dem, hvis man ønsker det. Uden Nellie havde jeg ikke været den person, som jeg er i dag.

Men Nellie fik desværre allergi i efteråret 2016.  Hun mistede hår rundt om øjnene, hun kløede over hele kroppen, fortykkelse i huden og hun fik betændte sår over hele kroppen jævnligt.

Læs også: BLOG: Vi kombinerer arbejde, træning og ferie

Hun fik en priktest for, at vi kunne se, hvilken form for allergi hun havde - støvmideallergi. Os i gang med støvsugeren hver dag og vask af hende en gang om ugen, for at vi kunne sikre os de bedste forhold for hende. Alt hvad der hed tæpper røg ud, møbler blev skiftet til skindmøbler og sengepladsen blev pludselig forbudt i håbet om det kunne hjælpe med at holde allergien nede.

Vi gik i gang med det ene vaccineprogram efter det andet, men uden held. Hver gang man startede noget nyt op, skulle det testes i 3 måneder for at se om der skete en forskel, så det var en lang proces at komme igennem.

Men efter utallige forsøg med forskellige former for medicin og hudbetændelse hver anden måned som krævede penicillin. Store betændte sår, der skulle renses og tørres hver dag. Der måtte jeg erkende, at min hund ikke havde drømmetilværelsen. Jeg ville ønske, hun kunne fortælle mig, hvordan hun havde det, for jeg ville hende kun det bedste. For mig var det vigtigt, at hendes liv var værdigt. Jeg kunne ikke holde ud, at se hende på den måde mere.

Læs også: BLOG: SUP med PUP

Jeg ved, at der hvor hun er nu er hun smertefri. Hun render rundt med et glas gode hundekiks og er den smukkeste hund af dem alle. Hun vil være savnet for altid langt inde i mit hjerte, hvor hun aldrig forsvinder.