God eftermiddag til alle HUNDEN.dk’s læsere, så er det igen min tur til at fortælle lidt om hvad jeg går og laver. Denne gang tager det, som jeg gerne vil fortælle jer om, dog ikke udgangspunkt i mit eget liv, men en gammel tradition som startede for snart fyrre år siden, nærmere præcist tilbage i 1980. Min farfar, som jeg efterhånden har fortalt om mange gange, og som har betydet en stor del for min interesse for hunde, startede på dette tidspunkt en lille lokalprøve (uofficiel markprøve), kaldet Skarø prøven, sammen med en gruppe venner. Størstedelen af dem trænede i forvejen sammen, men for at gøre det lidt mere spændende, og for at de alle havde noget at arbejde hen mod, oprettede man prøven, som lå i den første weekend i marts. Prøven afholdes stadig den dag i dag, og i år deltog jeg for første gang.
I både til Skarø
For at få lidt viden om den præcise historie bag ringede jeg til min farfar, som har været til stede hvert år på denne prøve de sidste 39 år. Han forklarede mig, at de første par år blev prøven holdt på terræner omkring Odense kaserne, indtil en af de faste deltagere fik adgang til terrænerne på Skarø, og prøven blev flyttet dertil – deraf navnet Skarø prøven. Det var dog ikke just nemt at komme til Skarø; deltagere, hunde og oppakning måtte alle fyldes i små motorbåde for at sejle ud til øen. Herovre gik man en hel dag, inden man sejlede tilbage til fastlandet, hvor en af deltagernes hustruer havde tilberedt en stor middag. For nylig, da jeg deltog på prøven, sagde den selv samme kvinde til mig, smilende og med et glimt i øjet, at: ”Det var den gang, hvor de kom tidligt og gik sent”.
Prøven i dag afholdes ikke på Skarø mere. Forklaringen syntes min farfar ikke at kunne huske, men han mente, et det eventuelt var for meget besvær, og at det var derfor, at prøven var blevet flyttet. Denne forklaring var jeg dog ikke helt overbevist om. Hvis man i 39 år har formået at kunne holde gang i en intern prøve, virker det mærkeligt, at man ville flytte den, fordi det var så besværligt. Jeg ringede derfor til min faster, som blev deltager i 1995 og min onkel, som blev i 2000. Min faster syntes at mene, at det skyldtes, at deltageren, der havde adgang til terrænerne, desværre var gået bort. Dette var dog heller ikke korrekt, mente min onkel, som påstår, at forklaringen lød på, at man havde haft et par hårde isvintre, som umuliggjorde det at komme over til øen. Hvad end den rigtige forklaring er, så ligger prøven ikke længere på Skarø men i Skamby. Man har dog beholdt navnet.
En invitation var nødvendig
Det var ikke hvem, som helst som fik lov at komme indenfor i det, jeg ville kalde en lille eksklusiv klub. Hvert år blev der med brev sendt personlige invitationer ud til de, som fik ”æren” af at deltage. Da jeg i år var med på prøven, var de gamle invitationer lagt frem, og på forsiden stod der: ”Kære ”...” Du er hermed inviteret til Skarøprøven”. Maksantallet af deltagere, som jeg nok nærmere ville kalde for medlemmer, var 12 (det maksimale antal for et hold på en normal markprøve). Når alle 12 pladser var besat, var der derfor nogle, som var nødt til at træde ud, hvis der skulle blive plads til nye. Når der engang imellem var nye pladser, blev familierne til medlemmerne først og fremmest hørt, og først hvis der ikke var nogen herfra, som ønskede pladsen, var det muligt for en ”udefrakommende” at blive medlem.
Min tur
I år var det blevet min tur til at komme med. Min farfar har ønsket det i flere år og efterhånden er det blevet nemmere at få en plads, da deltagerantallet desværre er faldet. Ikke på grund af manglende lyst, men min farfar er som sagt 81 år, så de andre medlemmer har ikke skulle være meget ældre for, at det i dag ville være overraskende, hvis de stadig var med. Men i hvert fald har det givet mig en plads ved bordet og en mulighed for at deltage i denne gamle tradition, og i år følte jeg, at jeg havde en god nok hund, som kunne leve op til min farfars arv. Det skal siges, at han har vundet den prøve maaaange gange i løbet af de sidste 39 år. Men hvordan det gik så? Ja det får i først lov at høre om i næste uge, hvor jeg også har været så heldig at få lov at blogge for jer igen.
Kan i alle have en rigtig dejlig weekend og forhåbentlig nyde den i selskab med både to- og firbenede venner.
Skolehunden James skaber et trygt rum, hvor læsning bliver til en positiv oplevelse helt uden pres. Gennem nussetid og legende ritualer hjælper han eleverne med at finde både roen og læselysten frem i hverdagen.
I dette blogindlæg vil jeg fortælle om, hvorfor pauser er så vigtige for en skolehunde som James, og hvorfor det samme gælder for alle familiehunde. Jeg kommer også ind på, hvorfor det er vigtigt, at hunde allerede som hvalpe og unghunde lærer at lave det, jeg kalder “ingenting”.
Med sommerfugle i maven og forventningens glæde over hvad der venter rundt om hjørnet, for enden af vejen og bag den næste grænse, er vi kørt gennem det nordlige Tyskland mod den polske grænse.
Charlotte Laursen har travlt med træning, studie og arbejde. Heldigvis har hun ikke for travlt til at hylde sin kære farfar
Sidste søndag døde tre hunde ved et hundeløb i Frankrig på grund af forgiftede kødboller. Her fortæller danske Charlotte Hoog Møller, der bor i Frankrig og som deltog i løbene sidste weekend om sine oplevelser
Det er blevet Charlotte Laursens tur til at blogge for hunden.dk igen. Og man må sige, at hun leverer en rørende og dejlig tekst, som alle kan bruge.
I Kjellerup kan ma nu få vasket hund på Circle K. Ideen opstod, da Charlotte Thomsen blev træt af at vaske hund hjemme på badeværelset
Så er vores bloggere klar igen oven på sommeren. Den første i rækken er Charlotte Laursen. Nyd hendes gode indlæg
Hej igen til HUNDEN.dk’s læsere, så er det igen blevet min tur til at fortælle jer lidt om, hvad jeg går og laver, og der er sket en del siden sidst
Dagens blogger er Charlotte Laursen, og hun fortæller om et indholdsrigt år med op- og nedture
Korrekt forebyggelse kan mindske risikoen for sygdom hos din hund. Derfor er det en god ide, med jævne mellemrum, at tage hunden med til sundhedseftersyn hos dyrlægen
At få sin hund hjem efter den har været i narkose og gennem en operation, kan være en overvældende oplevelse og give anledning til bekymring – vi ser på hvad du skal være opmærksom på det første døgn efter operationen
Nogle mennesker lever længe. Andre lever stort. Enid Bak Rasmussen gjorde begge dele – og hun gjorde det med en energi og vilje, som de fleste kun kan drømme om, selv når de halvtreds år yngre forsøger at følge med. Hun sov stille ind efter kort tids sygdom, 102 år gammel, men stille har hendes liv aldrig været. Det har været fyldt med poter, hove, pels, fart, handlekraft og kærlighed, og hun efterlader et tomrum, der vil mærkes langt ud over Mariager Fjord
Alle hunde skal på et eller andet tidspunkt forbi dyrlægen, og det er ikke alle, der synes, det er en fest. På Hundeklinikken i København gør de noget ved dyrlægeangst med deres helt specielle tilgang til hundene
Hvad hedder naboens hvalp? Agria har opgjort de mest populære hundenavne fra 2025, og vi har fundet de navne, der topper listerne for både hanhunde og tæver.
Enid Bak Rasmussen, der har været en del af heste- og hundeverdenen i mange år, gik bort i torsdags. Hendes bisættelse bliver fredag den 20. februar, og alle er velkomne til at komme og tage afsked med hende
Min bedste ven døde lige foran mig. På det, der skulle have været de sidste fem minutter af en ellers dejlig gåtur med logrende hale og hundeleg, faldt hun pludselig om på stranden.
Stendød.
Se billederne fra de placerede veteraner, samt opdrætsklasser i storering i Fredericia her.
Hvor afgørende er canicross og K9 Biathlon for hundens adfærd sammenlignet med lydighedstræning? Det vil kommende dyreadfærdskonsulent nu undersøge.
Som det absolut sidste i serien af gallerier fra DKK Fredericia, kommer her gruppevinderne fra weekenden. Find BIS vinderne i næste nummer af HUNDEN.
