God eftermiddag til alle HUNDEN.dk’s læsere, så er det igen min tur til at fortælle lidt om hvad jeg går og laver. Denne gang tager det, som jeg gerne vil fortælle jer om, dog ikke udgangspunkt i mit eget liv, men en gammel tradition som startede for snart fyrre år siden, nærmere præcist tilbage i 1980. Min farfar, som jeg efterhånden har fortalt om mange gange, og som har betydet en stor del for min interesse for hunde, startede på dette tidspunkt en lille lokalprøve (uofficiel markprøve), kaldet Skarø prøven, sammen med en gruppe venner. Størstedelen af dem trænede i forvejen sammen, men for at gøre det lidt mere spændende, og for at de alle havde noget at arbejde hen mod, oprettede man prøven, som lå i den første weekend i marts. Prøven afholdes stadig den dag i dag, og i år deltog jeg for første gang.
I både til Skarø
For at få lidt viden om den præcise historie bag ringede jeg til min farfar, som har været til stede hvert år på denne prøve de sidste 39 år. Han forklarede mig, at de første par år blev prøven holdt på terræner omkring Odense kaserne, indtil en af de faste deltagere fik adgang til terrænerne på Skarø, og prøven blev flyttet dertil – deraf navnet Skarø prøven. Det var dog ikke just nemt at komme til Skarø; deltagere, hunde og oppakning måtte alle fyldes i små motorbåde for at sejle ud til øen. Herovre gik man en hel dag, inden man sejlede tilbage til fastlandet, hvor en af deltagernes hustruer havde tilberedt en stor middag. For nylig, da jeg deltog på prøven, sagde den selv samme kvinde til mig, smilende og med et glimt i øjet, at: ”Det var den gang, hvor de kom tidligt og gik sent”.
Prøven i dag afholdes ikke på Skarø mere. Forklaringen syntes min farfar ikke at kunne huske, men han mente, et det eventuelt var for meget besvær, og at det var derfor, at prøven var blevet flyttet. Denne forklaring var jeg dog ikke helt overbevist om. Hvis man i 39 år har formået at kunne holde gang i en intern prøve, virker det mærkeligt, at man ville flytte den, fordi det var så besværligt. Jeg ringede derfor til min faster, som blev deltager i 1995 og min onkel, som blev i 2000. Min faster syntes at mene, at det skyldtes, at deltageren, der havde adgang til terrænerne, desværre var gået bort. Dette var dog heller ikke korrekt, mente min onkel, som påstår, at forklaringen lød på, at man havde haft et par hårde isvintre, som umuliggjorde det at komme over til øen. Hvad end den rigtige forklaring er, så ligger prøven ikke længere på Skarø men i Skamby. Man har dog beholdt navnet.
En invitation var nødvendig
Det var ikke hvem, som helst som fik lov at komme indenfor i det, jeg ville kalde en lille eksklusiv klub. Hvert år blev der med brev sendt personlige invitationer ud til de, som fik ”æren” af at deltage. Da jeg i år var med på prøven, var de gamle invitationer lagt frem, og på forsiden stod der: ”Kære ”...” Du er hermed inviteret til Skarøprøven”. Maksantallet af deltagere, som jeg nok nærmere ville kalde for medlemmer, var 12 (det maksimale antal for et hold på en normal markprøve). Når alle 12 pladser var besat, var der derfor nogle, som var nødt til at træde ud, hvis der skulle blive plads til nye. Når der engang imellem var nye pladser, blev familierne til medlemmerne først og fremmest hørt, og først hvis der ikke var nogen herfra, som ønskede pladsen, var det muligt for en ”udefrakommende” at blive medlem.
Min tur
I år var det blevet min tur til at komme med. Min farfar har ønsket det i flere år og efterhånden er det blevet nemmere at få en plads, da deltagerantallet desværre er faldet. Ikke på grund af manglende lyst, men min farfar er som sagt 81 år, så de andre medlemmer har ikke skulle være meget ældre for, at det i dag ville være overraskende, hvis de stadig var med. Men i hvert fald har det givet mig en plads ved bordet og en mulighed for at deltage i denne gamle tradition, og i år følte jeg, at jeg havde en god nok hund, som kunne leve op til min farfars arv. Det skal siges, at han har vundet den prøve maaaange gange i løbet af de sidste 39 år. Men hvordan det gik så? Ja det får i først lov at høre om i næste uge, hvor jeg også har været så heldig at få lov at blogge for jer igen.
Kan i alle have en rigtig dejlig weekend og forhåbentlig nyde den i selskab med både to- og firbenede venner.
Søndag den 15/12 afholdt min kreds, DKK kreds 8, rallydysten. Her havde jeg besluttet, at Yankie skulle stille op
Lørdag den 9/11 stod den på årets hund i rally. Min mor og jeg var taget afsted fredag, så vi var klar til selve dagen
Weekenden, d. 2/11-3/11, blev brugt på hundeudstilling i Herning, i hvert fald for mit vedkommende
Vi bringer her anden del af Charlotte Laursens blog om Skarø prøven. God fornøjelse
Det er blevet Charlotte Laursens tur til at blogge for hunden.dk igen. Og man må sige, at hun leverer en rørende og dejlig tekst, som alle kan bruge.
Godeftermiddag til alle Hunden.dk’s læsere. En ny måned er begyndt, og det er igen blevet min tur til at blogge for jer.
Så er vores bloggere klar igen oven på sommeren. Den første i rækken er Charlotte Laursen. Nyd hendes gode indlæg
Hej igen til HUNDEN.dk’s læsere, så er det igen blevet min tur til at fortælle jer lidt om, hvad jeg går og laver, og der er sket en del siden sidst
Charlotte Laursen har travlt med træning, studie og arbejde. Heldigvis har hun ikke for travlt til at hylde sin kære farfar
Charlotte Laursen er vokset op med ruhårede hønsehunde. I foråret overtog hun sin farfars kennel, og blev dermed kennelejer i en alder af kun atten år
Har du en nyhed eller en god historie?
Webredaktør og nyhedsvagt
Bjarke Kirkegaard Nielsen
bkn@wiegaarden.dk
Hunde er berygtede for at have dårlig ånde, men faktisk er dårlig ånde hos hunde – også kaldet halitosis -ofte et tegn på problemer, og hunde med udtalt dårlig ånde, bør derfor altid undersøges
Her kommer endnu et afsnit fra retrieverbogen af Lotte Evers
Nyt studie peger på, at neutralisering inden for det første leveår kan have en sammenhæng med udvikling af cancer og gigt og ledsmerter hos nogle racer
Hvad kan man gøre, hvis ens hund har indtaget noget potentielt giftigt
I dag er der flere, der vælger at have mere end én hund. Når man forelsker sig i en bestemt hunderace, kan ske, at en bliver til to. At eje to hunde kan være meget givende både for hundene og ejerne. Oftest er det helt uproblematisk, men det tager reelt set tre gange så meget tid at have to hunde. Det er ikke nok at lave noget med hundene sammen hver dag – de skal også ud og opleve verden hver for sig og have individuelle opgaver.
Husker du Whisky, som vi skrev om for et års tid siden? Her får du en opdatering på den uheldige hund
Foråret og sommeren er højsæson for ærter fra vores egne haver. Vi elsker dem – især selve ærten, men mange synes også godt om bælgen, hvis man har fjernet den seje hinde indeni. Det hele kan heldigvis også spises af vores hunde.
Adfærdskonsulent i DKK Lise-Lotte Christensen så Kontant i går, og hun har en klar opfordring til alle
Er din hund bange for tordenvejr? Så er her en guide, som du kan bruge for at hjælpe den
