Privatfoto

Det er lørdag, der er forår i luften og temperaturen har sneget sig op i nærheden af 10 plusgrader. Og det selvom vi stadig er i februar måned. Grundet coronarestriktioner bliver mit sociale behov (uden for min lille boble) dækket af udendørs aftaler og aktiviteter, hvilket er noget sjovere i sol end i regn og rusk. Det betyder også at jeg får travet ture med venner, der ikke har hund.

Denne lørdag mødes jeg med en god veninde ved en offentlig strand tæt ved skov og med et ishus, der har åbent. Jeg er godt klar over at vi ikke ville have strand og skovstier for os selv, men tænker at folk måske vil være ekstra opmærksomme på hinanden og især deres egne hunde, når nu så mange har valgt at nyde det skønne vejr ved vandet.

Vi er efterhånden godt kendt i området og tager “bagvejen” op til skoven i håbet om at mine tre hunde kan få krudtet noget energi af i fred og ro og uden for mange distraktioner. Jeg har tre hunde, der alle vejer under 10 kg og som kommer når jeg kalder. De ved at jeg har lidt lækkert til dem, som de får, hvis de kommer, når jeg kalder. Hvilket jeg gør hyppigt på vores ture – ikke blot fordi der kommer løbere bagfra, løse hunde mv. - men også fordi det er så god en træning. I starten synes min veninde at jeg var lidt småtosset “Hvorfor kalder du på dem, de leger jo lige så godt?” Nu spørger hun ikke længere.

Mine tre hunde lever i en lille flok og de ser en håndfuld legekammerater af samme højde og drøjde som de får lov at tumle med. Når vi træner skal de koncentrere sig om mig, derfor har de lært at andre hunde, mennesker mv. ikke har noget at tilbyde dem. Og derfor hilser mine hunde ikke på fremmede hunde. Mine hunde, mit valg.

Derfor kalder jeg flokken til mig og får dem i snor, da jeg ser et yngre par med mobiltelefoner for ørerne og en løs hund, stor og tung komme i mod os. De stopper op, ser jeg sætter snor på mine hunde og så vender de sig om. Og bliver stående?! Med ryggen til os.... Og snakker videre i deres mobiltelefoner! Alt imens deres hund fortsætter hen imod os, langsomt ganske vist, men i den helt forkerte retning. Hunden er smart nok, den har regnet ud at vi kommer i dens retning og lægger sig ned.

Læs også: Blogindlæg: Hvad laver James når han ikke er i skole?

Nu kunne vi have valgt at vende om, gå tilbage og finde en anden sti, men jeg blev nok en smule provokeret af at de bare havde vendt ryggen til os og blev stående der passivt. Jeg havde vurderet at deres hund ikke var “farlig”, den var bare tung og uden line. Så vi fortsatte. Hen imod dem.

På vel 50 meters afstand råber jeg at vi kommer bagom dem med tre hunde i snor. Der er ikke tegn på at de har tænkt sig hverken at gå fremad eller få deres hund i den flexline, der bare hænger ubrugt i hans ene hånd - den hånd, der ikke holder mobiltelefonen. Der er plads nok til at vi kan passere hinanden, men deres hund ligger der midt på stien uden snor, så jeg råber igen – lidt højere denne gang. “Jamen, han gør ikke noget” råber fyren tilbage. “Nej, men det gør jeg!” Det får dem gudskelov til at få fat i deres store hund og gå fremad. Da stien deler sig går de til højre og vi fortsætter til venstre.

Vi fortsætter turen gennem skoven, hvor vi møder både motionister, et par børnefamilier, en gruppe pænt hurtigt løbende atletiske ældre mænd i farvestrålende tights samt andre hunde. Jeg har mine hunde i snor i skoven og forventer at andre hundeejere har det samme, medmindre de har 110% styr på deres hund. Og de har de, denne dag, på dette tidspunkt, lige der i skoven. Jeg går til side, står stille med mine hunde bag mig, når vi bliver passeret i skoven. Ikke for at spærre udsyn, men for at signalere at mine hunde er en smule utilnærmelige. Hvis du vil have kontakt med dem, går det gennem mig og du bliver nødt til at spørge mig om lov først. En hund ad gangen, jeg bestemmer rækkefølgen for jeg ønsker det skal være en god oplevelse for alle parter.

Nede på stranden bliver hundene sluppet fri så de kan jagte bølger, havmåger og måske gø ad et par kajakroere. Jeg følger samme princip som i skoven, kommer der nogle imod os eller bliver vi overhalet, så er det på med snoren, træde til side og hundene bag mig til der igen er fri passage. På god afstand får vi øje på to hunde, der holder fest i sandet alt imens deres ejere får sig en tår kaffe siddende på nogle store sten lige ved siden af. Da vi nærmer os bliver hundene dækket af på stedet og de bliver liggende, da vi går forbi. Ganske imponerende, faktisk. Vi er ikke mere end nærmest lige gået forbi dem, da hundene bliver givet fri og de fortsætter deres glade fest i sandet. De ænsede os ikke. Det var sådan en god oplevelse at blive ignoreret, overset og negligeret. Og fordi hundeejerne havde så fantastisk kontrol over deres hunde var der på intet tidspunkt optræk til dårlige oplevelser.

Nu gror træerne som bekendt ikke ind i himlen og vi støder - selvfølgelig - igen på det unge par med mobiltelefonerne og deres løse, store, tunge hanhund længere henne ad stranden. Heller ikke denne gang reagerer de og får styr på deres hund, der frejdigt lunter hen mod os, der i øvrigt er trådt ind til siden og med hundene bagved.

Det er en rigtigt dårlig situation, for jeg bliver nødt til at træde frem, stampe i jorden alt imens jeg råber “Gå hjem” til hunden. Min veninde råber til parret, at de skal få styr på deres hund. Mine hunde bliver påvirket af alt det råberi og gør med i koret. Det unge par svarer, at deres hund bare vil hilse, han gør ikke noget og at hunde gerne må løbe frit rundt på stranden indtil den 1. april. Jeg er paf, målløs og handlingslammet et lille øjeblik.

Læs også: BLOG: Vi kombinerer arbejde, træning og ferie

Mine hunde er ved at være helt oppe at køre for den store hund er ret tæt på nu. Mindre drama under opsejling! Jeg havde advaret dem oppe ved skovstien tidligere “Jeg gør noget!”. Så jeg må hurtigt finde en løsning på situationen inden den udvikler sig yderligere. Min ledige hånd - den, der ikke holder tre opildnede hunde, der er klar til at forsvare mig mod den store fare, der har retning mod os – ryger ned i godbidslommen, griber om en håndfuld af de ekstra gode godbidder, heriblandt hjemmelavede små fiskedeller, lidt rødt kød, ost i tern og tørret lever, jeg smider lidt om ryggen til mine hunde og kaster resten ud til siden i retning af den store hund. Den vejrer, ændrer retning og går på godbidssøg i sandet. Faren er ovre...... Jeg går hen til det unge par, holder coronaafstand og giver dem en ret streng, men kort opsang om ansvar og regler, når man færdes rundt i samfundet med sin hund. Jeg nævnte vist også noget om mobiltelefoner....

Jeg troede, de havde forstået mig, men det skulle vise sig at det havde de ikke. De fortsætter hen ad stranden med den store hund efter sig – lige der er jeg enormt glad for, at den ikke valgte at lunte efter os og godbidderne – lige hen imod de to hunde, der har deres egen lille lukkede fest. Vi kan høre at hundene bliver dækket af, men også at den store hunde fortsættere lige hen til dem.  Han vil bare gerne være med til festen, men det er så forkert for han er ikke inviteret, de to andre hunde er under kommando, han er ude af kontrol. Det giver bare så dårlige oplevelser for dem alle. Jeg ved ikke hvordan tingene udviklede sig derfra, for vi hastede afsted i den modsatte retning, så mine hunde kunne falde helt ned igen. Desuden var det efterhånden blevet istid og vi syntes vi havde fortjent en stor en af slagsen.

Hvad der skulle have været en hyggelig dag blev temmelig spoleret af at enkelte simpelthen har misforstået deres opgave, da de anskaffede sig en hund. Det er uansvarligt og dumt at sætte din hund i dårlige situationer, for hunden ved ikke bedre, men det bør du, som hundeejer altså. Der er et ret simpelt sæt spilleregler, der burde være gældende alle steder og til enhver tid:

• Lad kun din hund gå løs, hvis du er sikker på at du kan kalde den til dig
• Spørg altid først om andre hunde vil hilse, lege mv.
• Gem mobilen væk og nyd kvalitetstiden med din hund

Hvor svært kan det være? Meget for nogle, åbenbart......

Har du også oplevet noget lignende?

Læs også: BLOG: SUP med PUP