Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Navnet der følger kuldet
Når en racehund får sit fulde stambogsnavn, er der ofte mere på spil end det navn, hunden kaldes til daglig. Mange hunde har et kennelmærke som en del af navnet, og det er netop den del, der fortæller, hvilken kennel hunden kommer fra.
Et kennelmærke i DKK står før hundens individuelle navn. Det kan være et navn, opdrætteren har valgt med omhu, fordi det skal følge hvalpe, stambøger, udstillingskritikker, prøveresultater og måske flere generationer af hunde.
Derfor kan et kennelmærke også få sin egen genkendelighed i hundeverdenen. Ser man det samme navn dukke op flere steder, kan det fortælle noget om en opdrætters arbejde, linjer, raceinteresse og historik.
En slags varemærke
Dansk Kennel Klub beskriver et kennelmærke eller kennelnavn som en form for varemærke, der viser, at en hvalp kommer fra en bestemt opdrætter. Det er altså ikke bare pynt i stambogsnavnet. Det er en registreret tilknytning mellem opdrætter og de hvalpe, der fødes i kennelen.
DKK er en del af FCI, Fédération Cynologique Internationale, og derfor er det FCI’s sekretariat, der behandler og godkender registrering af kennelmærkeansøgninger. Det betyder også, at et kennelmærke ikke kun ses i en dansk sammenhæng, men indgår i et internationalt system for racehunde.
For opdrætteren kan kennelmærket være en vigtig del af identiteten. For hvalpekøberen kan det være en hjælp, når man senere vil finde oplysninger om hundens familie, søskende eller hunde fra samme opdrætter.
Man kan ikke bare vælge hvad som helst
Et kennelmærke skal ansøges og godkendes. DKK har regler for, hvordan navnet må se ud, og hvad det må minde om. Det giver god mening, for et kennelmærke skal kunne bruges som kendetegn uden at skabe forveksling med andre opdrættere.
DKK oplyser også, at en opdrætter eller ansøger som udgangspunkt højst må have ét kennelmærke pr. race, medmindre man er flere ejere på et/samme kennelmærke.
Inden man får kennelmærke, skal ansøgeren desuden have gennemført DKK’s opdrætteruddannelse. Det er med til at understrege, at et kennelmærke ikke kun er et navn, men en del af et organiseret opdrætssystem.
Hvorfor offentliggøres ansøgningerne?
DKK offentliggør løbende nye ansøgninger om kennelmærker. Det gør det muligt for andre at se, hvilke navne der er søgt om, og reagere, hvis der er grund til indsigelse.
For almindelige hundeejere kan listerne med kennelmærkeansøgninger virke som en lille intern detalje fra hundeverdenen. Men de fortæller faktisk noget om, at nye opdrættere er på vej, at eksisterende opdrættere organiserer sig, og at kennelnavne behandles som en del af den officielle registrering.
Hvad kan hvalpekøbere bruge det til?
Et kennelmærke fortæller ikke i sig selv, om en opdrætter er god, og det er ikke en garanti for, at en hvalp bliver sund, nem eller præcis som forventet. Men det giver et sted at begynde.
Hvis man ser på en hunds stambog, kan kennelmærket hjælpe med at finde tilbage til opdrætteren. Man kan også opdage, om samme kennelnavn går igen i familien, om opdrætteren har lavet flere kuld, og om hunde fra kennelen har resultater, sundhedsoplysninger eller historik, man kan spørge ind til.
Det vigtigste er stadig samtalen med opdrætteren, racens sundhedsarbejde, hvalpenes opvækst og den mavefornemmelse, man får, når man møder hundene. Kennelmærket er ikke hele svaret. Men det er et lille stykke af hundens papirspor.
Et navn med ansvar
For mange opdrættere bliver kennelmærket noget personligt. Det står på hvalpenes stambøger, følger hundene ud i nye familier og dukker måske op igen mange år senere, når nogen møder en hund med samme navn i ringen, på prøver eller i en racegruppe.
Det er også derfor, et kennelmærke bør vælges med omtanke. Det er ikke bare et navn til næste kuld. Det kan blive det navn, andre forbinder med opdrætterens måde at arbejde med racen på.
Og for hvalpekøberen er det værd at huske: Hundens kaldenavn bliver måske noget helt andet derhjemme. Men kennelmærket bliver stående i stambogen.
