Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Show of Winners får nye omgivelser næste år. Dansk Kennel Klub har offentliggjort på deres facebook, at arrangementet for første gang skal afholdes i Jylland, når Fredericia Idrætscenter åbner dørene lørdag den 27. februar 2027.
Ifølge DKK kommer flytningen efter flere års ønsker og opfordringer om at bringe Show of Winners til den jyske side af landet.
Dermed bliver Fredericia for første gang værtsby for et arrangement, som gennem årene har samlet nogle af de mest succesfulde udstillingshunde til en anderledes konkurrenceform end den traditionelle hundeudstilling.
Hundene mødes i direkte konkurrencer
Show of Winners er bygget op som et gallashow, hvor et kvalificeret felt af hunde mødes gennem forskellige runder. Undervejs bliver feltet gradvist reduceret, indtil årets Winner of Winners til sidst kan kåres.
Det er netop kombinationen af de kvalificerede hunde, den direkte konkurrence og gallarammen, der har gjort arrangementet til en fast del af udstillingsåret.
DKK skriver i offentliggørelsen, at man ser frem til både de nye rammer og til at møde hunde, udstillere og publikum i Fredericia.
Show of Winners 2027 afholdes lørdag den 27. februar i Fredericia Idrætscenter.